| Kibioktetter (Kio) | Exbioktetter (Eio) |
|---|---|
| 1 Kibioktet | 8.881784197 × 10-16 Eio |
| 2 Kibioktetter | 1.7763568394 × 10-15 Eio |
| 3 Kibioktetter | 2.6645352591 × 10-15 Eio |
| 4 Kibioktetter | 3.5527136788 × 10-15 Eio |
| 5 Kibioktetter | 4.4408920985 × 10-15 Eio |
| 10 Kibioktetter | 8.881784197 × 10-15 Eio |
| 20 Kibioktetter | 1.7763568394 × 10-14 Eio |
| 25 Kibioktetter | 2.22044604925 × 10-14 Eio |
| 50 Kibioktetter | 4.4408920985 × 10-14 Eio |
| 100 Kibioktetter | 8.881784197 × 10-14 Eio |
| Reference | Kibioktetter (Kio) | Exbioktetter (Eio) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 0.15625 Kio | 1.38778 × 10-16 Eio |
| A three-minute MP3 | 2929.69 Kio | 2.60209 × 10-12 Eio |
| A smartphone photo | 3906.25 Kio | 3.46945 × 10-12 Eio |
| A high-definition film | 3906250 Kio | 0.00000000346945 Eio |
| A dual-layer Blu-ray disc | 48828125 Kio | 0.0000000433681 Eio |
Kibioktetten er en enhed for digital information på 1024 oktetter og dermed på 8192 bit. Symbolet er Kio. Den er kilooktettens binære modstykke, og skønt de to kun afviger med 2,4 procent, er det i denne enhed, at en stor del af en datamats indre opbygning faktisk måles.
Det vigtigste eksempel er hukommelsessiden. Processorer styrer ikke hukommelsen oktet for oktet, men i blokke af fast størrelse, og på næsten enhver almindelig arkitektur er den blok 4 kibioktetter. Hver tildeling, et program foretager, rundes op til et mangefold af det, hver post i sidetabellerne beskriver én sådan, og et programs hurtighed afhænger ofte af, hvor godt dets adgangsmønster passer i det fire kibioktetter store gitter.
Disksektorer fortæller en lignende historie. Harddiske brugte 512-oktetters sektorer i årtier, og moderne diske bruger 4 kibioktetter, i takt med hukommelsessiden, så en side kan læses eller skrives i en enkelt handling. Filsystemer tildeler derefter plads i blokke, der selv er topotenser, som regel 4 kibioktetter, og det er derfor, en fil på én oktet tager fire kibioktetter af disken.
Netprotokoller bruger også enheden. Bufferstørrelser, vinduesstørrelser og den største størrelse af mange protokolstrukturer er topotenser, og grænsen på 64 kibioktetter vender tilbage gang på gang: det er den største værdi, et 16-bits længdefelt kan udtrykke, og den begrænser derfor størrelsen af et UDP-datagram, en IP-pakke og flere ældre filformater.
Dette er det almindelige mønster: overalt hvor en grænse kommer af bredden på et binært felt, er grænsen en topotens, og den ærlige måde at skrive den på er med en binær forstavelse. At skrive 64 KB for datagramgrænsen er ikke meget forkert, men at skrive 64 KiB er nøjagtig rigtigt og siger, hvor tallet kommer fra.
I daglig brug er forskellen usynlig. En fil på 200 kilooktetter og en på 200 kibioktetter ligger 4,8 kibioktetter fra hinanden, hvilket ingen mærker. Skelnens værdi er, at den gør regningen bag et tal læselig, hvilket betyder langt mere, jo større tallene bliver.
Én kibioktet svarer til 1024 oktetter, 8192 bit, 8 kibibit eller 1,024 kilooktetter.
Exbioktetten er en enhed for digital information på to i tresindstyvende oktetter, altså 1024 pebioktetter. Symbolet er Eio. Den er exaoktettens binære modstykke, og de to afviger med 15,3 procent.
Ét tal med denne enhed citeres mere end noget andet: seksten exbioktetter, størrelsen af det adresserum, en 64-bitsprocessor kan nå. To i fireogtresindstyvende oktetter er 16 EiB, og det tal er det teoretiske loft for hukommelsen i hver maskine bygget på den arkitektur, der har behersket databehandlingen siden midten af 2000-tallet.
Samme grænse dukker op igen i filsystemer. Et filsystem, der nummererer sine blokke med 64-bitsværdier, kan adressere 16 exbioktetter blokke, og flere moderne konstruktioner angiver netop det som deres største diskenhedsstørrelse. Andre angiver 8 exbioktetter, da de har forbeholdt én bit til et fortegn eller et flag — en enkelthed, der halverer grænsen og er værd at kende, når man læser en specifikation.
Intet nærmer sig disse størrelser i praksis. Verdens største lagringssystemer rummer exaoktetter, og summen af alle data, menneskeheden holder, er nogle hundrede zettaoktetter, altså titusinder af exbioktetter. 64-bitsloftet blev valgt netop for ikke at blive nået, og overgangen fra 32 bit, hvis grænse på fire gibioktetter blev nået inden for et årti, er grunden til, at konstruktørerne lod så megen plads.
Én exbioktet er 1 152 921 504 606 846 976 bit og 128 pebioktetter. Det er en mængde, der findes i specifikationer, i adresseregning og i konstruktionsdokumenterne for store systemer, og intet andet sted. At beskrive den i fotografier eller film gavner ikke, for ingen samling af hverken det ene eller det andet kommer i nærheden.
Symbolet Eio og dets decimale søskende Eo afviger med mere end en ottendedel, hvilket er alt for meget at overlade til gætteri. Når et dokument skriver EB om et adresserum, mener det næsten sikkert EiB, for adresserum er topotenser af konstruktion; når det skriver EB om lagrede data, mener det næsten sikkert den decimale enhed.
Én exbioktet svarer til 1024 pebioktetter, 1 152 921 504 606 846 976 oktetter, 8 exbibit eller omkring 1,153 exaoktetter.