| Exbioktetter (Eio) | Kilooktetter (ko) |
|---|---|
| 1 Exbioktet | 1.15292150461 × 1015 ko |
| 2 Exbioktetter | 2.30584300921 × 1015 ko |
| 3 Exbioktetter | 3.45876451382 × 1015 ko |
| 4 Exbioktetter | 4.61168601843 × 1015 ko |
| 5 Exbioktetter | 5.76460752303 × 1015 ko |
| 10 Exbioktetter | 1.15292150461 × 1016 ko |
| 20 Exbioktetter | 2.30584300921 × 1016 ko |
| 25 Exbioktetter | 2.88230376152 × 1016 ko |
| 50 Exbioktetter | 5.76460752303 × 1016 ko |
| 100 Exbioktetter | 1.15292150461 × 1017 ko |
| Reference | Exbioktetter (Eio) | Kilooktetter (ko) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 1.38778 × 10-16 Eio | 0.16 ko |
| A three-minute MP3 | 2.60209 × 10-12 Eio | 3000 ko |
| A smartphone photo | 3.46945 × 10-12 Eio | 4000 ko |
| A high-definition film | 0.00000000346945 Eio | 4000000 ko |
| A dual-layer Blu-ray disc | 0.0000000433681 Eio | 50000000 ko |
Exbioktetten er en enhed for digital information på to i tresindstyvende oktetter, altså 1024 pebioktetter. Symbolet er Eio. Den er exaoktettens binære modstykke, og de to afviger med 15,3 procent.
Ét tal med denne enhed citeres mere end noget andet: seksten exbioktetter, størrelsen af det adresserum, en 64-bitsprocessor kan nå. To i fireogtresindstyvende oktetter er 16 EiB, og det tal er det teoretiske loft for hukommelsen i hver maskine bygget på den arkitektur, der har behersket databehandlingen siden midten af 2000-tallet.
Samme grænse dukker op igen i filsystemer. Et filsystem, der nummererer sine blokke med 64-bitsværdier, kan adressere 16 exbioktetter blokke, og flere moderne konstruktioner angiver netop det som deres største diskenhedsstørrelse. Andre angiver 8 exbioktetter, da de har forbeholdt én bit til et fortegn eller et flag — en enkelthed, der halverer grænsen og er værd at kende, når man læser en specifikation.
Intet nærmer sig disse størrelser i praksis. Verdens største lagringssystemer rummer exaoktetter, og summen af alle data, menneskeheden holder, er nogle hundrede zettaoktetter, altså titusinder af exbioktetter. 64-bitsloftet blev valgt netop for ikke at blive nået, og overgangen fra 32 bit, hvis grænse på fire gibioktetter blev nået inden for et årti, er grunden til, at konstruktørerne lod så megen plads.
Én exbioktet er 1 152 921 504 606 846 976 bit og 128 pebioktetter. Det er en mængde, der findes i specifikationer, i adresseregning og i konstruktionsdokumenterne for store systemer, og intet andet sted. At beskrive den i fotografier eller film gavner ikke, for ingen samling af hverken det ene eller det andet kommer i nærheden.
Symbolet Eio og dets decimale søskende Eo afviger med mere end en ottendedel, hvilket er alt for meget at overlade til gætteri. Når et dokument skriver EB om et adresserum, mener det næsten sikkert EiB, for adresserum er topotenser af konstruktion; når det skriver EB om lagrede data, mener det næsten sikkert den decimale enhed.
Én exbioktet svarer til 1024 pebioktetter, 1 152 921 504 606 846 976 oktetter, 8 exbibit eller omkring 1,153 exaoktetter.
Kilooktetten er en enhed for digital information på tusind oktetter og dermed på otte tusind bit. Symbolet er ko. Den er den mindste af de dagligdags lagerenheder, og i to årtier var den den enhed, hvori en datamats hele rummelighed blev beskrevet.
Én kilooktet rummer tusind tegn tekst uden diakritiske mærker, altså omkring to hundrede ord eller en tredjedel side. Et kort brevs rene tekstfil er nogle få kilooktetter. Næsten intet andet i nutidens databrug er så lille: et tomt dokument fra et tekstbehandlingsprogram vejer allerede titals kilooktetter, fordi filformatet slæber opsætning, skrifttyper og beskrivende oplysninger med rundt om teksten.
Enhedens historiske betydning er svær at overdrive. Apple II blev leveret med 4 kilooktetter hukommelse, Commodore 64 tog sit navn af sine 64, og IBM's første persondatamat kunne adressere 640. Programmer af virkelig indviklethed — regneark, tekstbehandlere, spil med billede og lyd — blev skrevet for at rummes inden for de tal, hvilket krævede en disciplin, der stort set er forsvundet.
Kilooktetten er også der, hvor forvirringen mellem decimalt og binært begyndte. Hukommelse kom i enheder på 1024 oktetter, fordi adresseringen er binær, og alle kaldte det én kilooktet. Diskfabrikanterne talte i sande tusinder. De to skikke afviger med 2,4 procent, ubetydeligt i denne størrelse, men samme fejl hober sig op ved hvert trin og når 10 procent ved teraoktetten.
IEC løste tvetydigheden i 1998 ved at bestemme kibioktetten til 1024 oktetter og lade kilooktetten stå ved nøjagtig 1000. Styresystemerne har taget dette op ujævnt: nogle angiver filstørrelser i sande kilooktetter, andre deler stadig med 1024, mens de skriver ko, og enkelte skriver nu Kio korrekt.
Hvor enheden stadig ses dagligt, er i netprotokoller og i størrelsen på webbens små bestanddele. En sides formatark, et ikon, et certifikat, en indstillingsfil, en indeksside i en database — alt dette måles i kilooktetter, og den sædvanlige hukommelsesside i de fleste processorer er 4 kibioktetter, nær nok 4 kilooktetter til samtale, men ikke til regning.
Én kilooktet svarer til 1000 oktetter, 8000 bit, 8 kilobit eller omkring 0,9766 kibioktetter.