| Kibioktetter (Kio) | Yottabit (Ybit) |
|---|---|
| 1 Kibioktet | 8.192 × 10-21 Ybit |
| 2 Kibioktetter | 1.6384 × 10-20 Ybit |
| 3 Kibioktetter | 2.4576 × 10-20 Ybit |
| 4 Kibioktetter | 3.2768 × 10-20 Ybit |
| 5 Kibioktetter | 4.096 × 10-20 Ybit |
| 10 Kibioktetter | 8.192 × 10-20 Ybit |
| 20 Kibioktetter | 1.6384 × 10-19 Ybit |
| 25 Kibioktetter | 2.048 × 10-19 Ybit |
| 50 Kibioktetter | 4.096 × 10-19 Ybit |
| 100 Kibioktetter | 8.192 × 10-19 Ybit |
| Reference | Kibioktetter (Kio) | Yottabit (Ybit) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 0.15625 Kio | 1.28 × 10-21 Ybit |
| A three-minute MP3 | 2929.69 Kio | 2.4 × 10-17 Ybit |
| A smartphone photo | 3906.25 Kio | 3.2 × 10-17 Ybit |
| A high-definition film | 3906250 Kio | 3.2 × 10-14 Ybit |
| A dual-layer Blu-ray disc | 48828125 Kio | 4 × 10-13 Ybit |
Kibioktetten er en enhed for digital information på 1024 oktetter og dermed på 8192 bit. Symbolet er Kio. Den er kilooktettens binære modstykke, og skønt de to kun afviger med 2,4 procent, er det i denne enhed, at en stor del af en datamats indre opbygning faktisk måles.
Det vigtigste eksempel er hukommelsessiden. Processorer styrer ikke hukommelsen oktet for oktet, men i blokke af fast størrelse, og på næsten enhver almindelig arkitektur er den blok 4 kibioktetter. Hver tildeling, et program foretager, rundes op til et mangefold af det, hver post i sidetabellerne beskriver én sådan, og et programs hurtighed afhænger ofte af, hvor godt dets adgangsmønster passer i det fire kibioktetter store gitter.
Disksektorer fortæller en lignende historie. Harddiske brugte 512-oktetters sektorer i årtier, og moderne diske bruger 4 kibioktetter, i takt med hukommelsessiden, så en side kan læses eller skrives i en enkelt handling. Filsystemer tildeler derefter plads i blokke, der selv er topotenser, som regel 4 kibioktetter, og det er derfor, en fil på én oktet tager fire kibioktetter af disken.
Netprotokoller bruger også enheden. Bufferstørrelser, vinduesstørrelser og den største størrelse af mange protokolstrukturer er topotenser, og grænsen på 64 kibioktetter vender tilbage gang på gang: det er den største værdi, et 16-bits længdefelt kan udtrykke, og den begrænser derfor størrelsen af et UDP-datagram, en IP-pakke og flere ældre filformater.
Dette er det almindelige mønster: overalt hvor en grænse kommer af bredden på et binært felt, er grænsen en topotens, og den ærlige måde at skrive den på er med en binær forstavelse. At skrive 64 KB for datagramgrænsen er ikke meget forkert, men at skrive 64 KiB er nøjagtig rigtigt og siger, hvor tallet kommer fra.
I daglig brug er forskellen usynlig. En fil på 200 kilooktetter og en på 200 kibioktetter ligger 4,8 kibioktetter fra hinanden, hvilket ingen mærker. Skelnens værdi er, at den gør regningen bag et tal læselig, hvilket betyder langt mere, jo større tallene bliver.
Én kibioktet svarer til 1024 oktetter, 8192 bit, 8 kibibit eller 1,024 kilooktetter.
Yottabitten er en enhed for digital information på tusind zettabit — et ettal fulgt af fireogtyve nuller. Symbolet er Ybit. I tredive år var den den største enhed, metersystemet bød på, og den beskriver en datamængde, der endnu ikke findes noget sted.
Én yottabit er 125 zettaoktetter. Summen af alle data, menneskeheden holder, skønnes i dag til nogle hundrede zettaoktetter, så verdens samlede informationsforråd ligger omkring én eller to yottabit. Det er den første dataenhed, der virkelig er større end det, den kunne beskrive, og netop det gør den interessant.
Forstavelsen yotta blev antaget i 1991 ved den 19. generalkonference for mål og vægt sammen med zetta. Navnene blev opfundet snarere end afledt: de græske og latinske talord var opbrugt af peta og exa, og udvalget havde brug for bogstaver, der ikke allerede var taget som enhedssymboler. Y og Z hørte til de få, der var tilbage, og stavelserne blev bygget om dem.
Længe markerede forstavelsen yotta stigens top og optrådte mest i formodninger og i påstande om efterretningstjenesters lagringsplaner, der viste sig overdrevne. Så føjede generalkonferencen i 2022 ronna og quetta til ovenover, sammen med ronto og quecto nedenunder, fordi datamængderne steg hurtigt nok til, at toppen var i sigte.
At nå én yottaoktet lagring med nutidens teknik ville være et fysisk foretagende. Selv ved de højeste tætheder, der står til rådighed, ville det kræve hundreder af millioner af de største harddiske, der nogensinde er fremstillet, en elforsyning på højde med et lille lands og et byggeprogram over årtier. Begrænsningen ligger ikke i matematikken, men i siliciummet og elektriciteten.
Enheden er ikke desto mindre rigtigt bestemt, og en omregner må håndtere den, både fordi forudsigelser om fremtidig datavækst skrives i yottaoktetter, og fordi metersystemets regel er, at hver forstavelse gælder hver enhed. En mængde behøver ikke findes, for at dens navn er vel dannet.
Én yottabit svarer til 1000 zettabit, 125 zettaoktetter eller omkring 0,8272 yobibit.