| Kibioktetter (Kio) | Pebibit (Pibit) |
|---|---|
| 1 Kibioktet | 7.27595761418 × 10-12 Pibit |
| 2 Kibioktetter | 1.45519152284 × 10-11 Pibit |
| 3 Kibioktetter | 2.18278728426 × 10-11 Pibit |
| 4 Kibioktetter | 2.91038304567 × 10-11 Pibit |
| 5 Kibioktetter | 3.63797880709 × 10-11 Pibit |
| 10 Kibioktetter | 7.27595761418 × 10-11 Pibit |
| 20 Kibioktetter | 1.45519152284 × 10-10 Pibit |
| 25 Kibioktetter | 1.81898940355 × 10-10 Pibit |
| 50 Kibioktetter | 3.63797880709 × 10-10 Pibit |
| 100 Kibioktetter | 7.27595761418 × 10-10 Pibit |
| Reference | Kibioktetter (Kio) | Pebibit (Pibit) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 0.15625 Kio | 1.13687 × 10-12 Pibit |
| A three-minute MP3 | 2929.69 Kio | 0.0000000213163 Pibit |
| A smartphone photo | 3906.25 Kio | 0.0000000284217 Pibit |
| A high-definition film | 3906250 Kio | 0.0000284217 Pibit |
| A dual-layer Blu-ray disc | 48828125 Kio | 0.000355271 Pibit |
Kibioktetten er en enhed for digital information på 1024 oktetter og dermed på 8192 bit. Symbolet er Kio. Den er kilooktettens binære modstykke, og skønt de to kun afviger med 2,4 procent, er det i denne enhed, at en stor del af en datamats indre opbygning faktisk måles.
Det vigtigste eksempel er hukommelsessiden. Processorer styrer ikke hukommelsen oktet for oktet, men i blokke af fast størrelse, og på næsten enhver almindelig arkitektur er den blok 4 kibioktetter. Hver tildeling, et program foretager, rundes op til et mangefold af det, hver post i sidetabellerne beskriver én sådan, og et programs hurtighed afhænger ofte af, hvor godt dets adgangsmønster passer i det fire kibioktetter store gitter.
Disksektorer fortæller en lignende historie. Harddiske brugte 512-oktetters sektorer i årtier, og moderne diske bruger 4 kibioktetter, i takt med hukommelsessiden, så en side kan læses eller skrives i en enkelt handling. Filsystemer tildeler derefter plads i blokke, der selv er topotenser, som regel 4 kibioktetter, og det er derfor, en fil på én oktet tager fire kibioktetter af disken.
Netprotokoller bruger også enheden. Bufferstørrelser, vinduesstørrelser og den største størrelse af mange protokolstrukturer er topotenser, og grænsen på 64 kibioktetter vender tilbage gang på gang: det er den største værdi, et 16-bits længdefelt kan udtrykke, og den begrænser derfor størrelsen af et UDP-datagram, en IP-pakke og flere ældre filformater.
Dette er det almindelige mønster: overalt hvor en grænse kommer af bredden på et binært felt, er grænsen en topotens, og den ærlige måde at skrive den på er med en binær forstavelse. At skrive 64 KB for datagramgrænsen er ikke meget forkert, men at skrive 64 KiB er nøjagtig rigtigt og siger, hvor tallet kommer fra.
I daglig brug er forskellen usynlig. En fil på 200 kilooktetter og en på 200 kibioktetter ligger 4,8 kibioktetter fra hinanden, hvilket ingen mærker. Skelnens værdi er, at den gør regningen bag et tal læselig, hvilket betyder langt mere, jo større tallene bliver.
Én kibioktet svarer til 1024 oktetter, 8192 bit, 8 kibibit eller 1,024 kilooktetter.
Pebibitten er en enhed for digital information på 1 125 899 906 842 624 bit, altså 1024 tebibit eller to i halvtredsindstyvende. Symbolet er Pibit. Den er petabittens binære modstykke, og kløften mellem de to er udvidet til 12,6 procent.
Den udvidelse er værd at se på, for den samler hele argumentet for IEC-forstavelserne i et enkelt tal. Hvert trin op ad stigen ganger afvigelsen med 1,024, så det, der begyndte som ufarlige 2,4 procent ved kibibitten, er her en ottendedel af mængden og en femtedel ved yobibitten. En skik, der var rimelig for små tal, bliver uholdbar for store.
Én pebibit er 140 737 488 355 328 oktetter, altså 128 tebioktetter. Lagring af denne størrelse findes i superdatamaters hukommelsessystemer, i de hurtigste videnskabelige mellemlagre og i den samlede hukommelse hos meget store klynger. De største maskiner på listen over verdens hurtigste datamater har primærhukommelse målt i pebioktetter, og evnen til at holde en hel simulering i hukommelsen i stedet for på disk er, hvad der overhovedet gør visse beregninger mulige.
Da disse systemer adresseres binært, er den binære enhed den rette, og det decimale tal ville være en tilnærmelse. En klynge med én pebibit hukommelse har ikke én petabit; den har 12,6 procent mere, og en fordeler, der tildelte efter det decimale tal, ville lade netop så meget stå ubrugt.
Enheden optræder også i filsystemers grænser. Flere vidt brugte filsystemer har største diskenheds- eller filstørrelser udtrykt som nøjagtige topotenser, og hvor disse grænser falder i dette område, skrives de naturligt i pebioktetter. Dokumentation, der regner dem om til decimale enheder, mister netop den egenskab, der gjorde dem lette at huske.
I dagligdags databehandling møder man aldrig pebibitten. Den hører til specifikationer, til systemarkitektur og til de største maskiners udformning, og en omregner har brug for den netop til de dokumenter. Overalt hvor den underliggende mængde er en topotens, er dette enheden, der siger det uden afrunding.
Én pebibit svarer til 1024 tebibit, 140 737 488 355 328 oktetter eller omkring 1,126 petabit.