| Zebioktetter (Zio) | Kibioktetter (Kio) |
|---|---|
| 1 Zebioktet | 1.15292150461 × 1018 Kio |
| 2 Zebioktetter | 2.30584300921 × 1018 Kio |
| 3 Zebioktetter | 3.45876451382 × 1018 Kio |
| 4 Zebioktetter | 4.61168601843 × 1018 Kio |
| 5 Zebioktetter | 5.76460752303 × 1018 Kio |
| 10 Zebioktetter | 1.15292150461 × 1019 Kio |
| 20 Zebioktetter | 2.30584300921 × 1019 Kio |
| 25 Zebioktetter | 2.88230376152 × 1019 Kio |
| 50 Zebioktetter | 5.76460752303 × 1019 Kio |
| 100 Zebioktetter | 1.15292150461 × 1020 Kio |
| Reference | Zebioktetter (Zio) | Kibioktetter (Kio) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 1.35525 × 10-19 Zio | 0.15625 Kio |
| A three-minute MP3 | 2.5411 × 10-15 Zio | 2929.69 Kio |
| A smartphone photo | 3.38813 × 10-15 Zio | 3906.25 Kio |
| A high-definition film | 3.38813 × 10-12 Zio | 3906250 Kio |
| A dual-layer Blu-ray disc | 4.23516 × 10-11 Zio | 48828125 Kio |
Zebioktetten er en enhed for digital information på to i halvfjerdsindstyvende oktetter, altså 1024 exbioktetter. Symbolet er Zio. Den er zettaoktettens binære modstykke, og de to afviger med 18,1 procent.
Intet af denne størrelse findes. Den samlede mængde data, menneskeheden holder, med hver kopi og hver sikkerhedskopi medregnet, skønnes til nogle hundrede zettaoktetter, og én zebioktet er 1,18 zettaoktetter, så verden holder nogle hundrede af disse enheder i alt. Det er den første binære enhed, for hvilken verdens hele forråd er et lille mangefold og ikke et stort.
Enheden er bestemt for fuldstændighedens skyld og ikke til brug, et bevidst træk ved både metersystemet og IEC's. Hver forstavelse gælder hver enhed uden undtagelse, så en læser, der aldrig har set Zio, kan tyde det alene ud fra forstavelsen. Et system, der slap op for navne på et vilkårligt punkt, ville tvinge hver fremtidig bruger til at opfinde en udvidelse, og konkurrerende udvidelser er dér, tvetydigheden fødes.
Der findes ét sted, hvor enheden ville opstå naturligt. Lagringsadressering ud over 64 bit er udformet uden at have været nødvendig: filsystemet ZFS bruger blokvisere på 128 bit, hvilket giver det en teoretisk rummelighed langt hinsides enhver binær forstavelse med et navn. Hvor et sådant oplæg angiver mellemliggende grænser, falder de grænser i dette område og skrives med rette i zebioktetter.
Kløften på 18,1 procent mellem zebioktet og zettaoktet er værd at holde i hovedet ved læsning af prognoser. Forudsigelser om verdens datavækst udgives i zettaoktetter, og enhver, der er regnet binært, men berettet decimalt, rammer forkert med næsten en femtedel. Da sådanne prognoser allerede er grove, er den fejl ikke den største usikkerhedskilde, men den er en, man kan undgå.
Symbolet Zio er, som alle IEC-symboler, et stort bogstav fulgt af et lille i og derefter enheden. Det er tilstedeværelsen af det i, og ikke nogen påstand i teksten, der utvetydigt fortæller læseren, hvilken mængde der menes, og et dokument, der udelader det, har ikke sagt, hvad det synes at have sagt.
Én zebioktet svarer til 1024 exbioktetter, 1 180 591 620 717 411 303 424 oktetter, 8 zebibit eller omkring 1,181 zettaoktetter.
Kibioktetten er en enhed for digital information på 1024 oktetter og dermed på 8192 bit. Symbolet er Kio. Den er kilooktettens binære modstykke, og skønt de to kun afviger med 2,4 procent, er det i denne enhed, at en stor del af en datamats indre opbygning faktisk måles.
Det vigtigste eksempel er hukommelsessiden. Processorer styrer ikke hukommelsen oktet for oktet, men i blokke af fast størrelse, og på næsten enhver almindelig arkitektur er den blok 4 kibioktetter. Hver tildeling, et program foretager, rundes op til et mangefold af det, hver post i sidetabellerne beskriver én sådan, og et programs hurtighed afhænger ofte af, hvor godt dets adgangsmønster passer i det fire kibioktetter store gitter.
Disksektorer fortæller en lignende historie. Harddiske brugte 512-oktetters sektorer i årtier, og moderne diske bruger 4 kibioktetter, i takt med hukommelsessiden, så en side kan læses eller skrives i en enkelt handling. Filsystemer tildeler derefter plads i blokke, der selv er topotenser, som regel 4 kibioktetter, og det er derfor, en fil på én oktet tager fire kibioktetter af disken.
Netprotokoller bruger også enheden. Bufferstørrelser, vinduesstørrelser og den største størrelse af mange protokolstrukturer er topotenser, og grænsen på 64 kibioktetter vender tilbage gang på gang: det er den største værdi, et 16-bits længdefelt kan udtrykke, og den begrænser derfor størrelsen af et UDP-datagram, en IP-pakke og flere ældre filformater.
Dette er det almindelige mønster: overalt hvor en grænse kommer af bredden på et binært felt, er grænsen en topotens, og den ærlige måde at skrive den på er med en binær forstavelse. At skrive 64 KB for datagramgrænsen er ikke meget forkert, men at skrive 64 KiB er nøjagtig rigtigt og siger, hvor tallet kommer fra.
I daglig brug er forskellen usynlig. En fil på 200 kilooktetter og en på 200 kibioktetter ligger 4,8 kibioktetter fra hinanden, hvilket ingen mærker. Skelnens værdi er, at den gør regningen bag et tal læselig, hvilket betyder langt mere, jo større tallene bliver.
Én kibioktet svarer til 1024 oktetter, 8192 bit, 8 kibibit eller 1,024 kilooktetter.