| Zebibit (Zibit) | Kibioktetter (Kio) |
|---|---|
| 1 Zebibit | 1.44115188076 × 1017 Kio |
| 2 Zebibit | 2.88230376152 × 1017 Kio |
| 3 Zebibit | 4.32345564228 × 1017 Kio |
| 4 Zebibit | 5.76460752303 × 1017 Kio |
| 5 Zebibit | 7.20575940379 × 1017 Kio |
| 10 Zebibit | 1.44115188076 × 1018 Kio |
| 20 Zebibit | 2.88230376152 × 1018 Kio |
| 25 Zebibit | 3.6028797019 × 1018 Kio |
| 50 Zebibit | 7.20575940379 × 1018 Kio |
| 100 Zebibit | 1.44115188076 × 1019 Kio |
| Reference | Zebibit (Zibit) | Kibioktetter (Kio) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 1.0842 × 10-18 Zibit | 0.15625 Kio |
| A three-minute MP3 | 2.03288 × 10-14 Zibit | 2929.69 Kio |
| A smartphone photo | 2.71051 × 10-14 Zibit | 3906.25 Kio |
| A high-definition film | 2.71051 × 10-11 Zibit | 3906250 Kio |
| A dual-layer Blu-ray disc | 3.38813 × 10-10 Zibit | 48828125 Kio |
Zebibitten er en enhed for digital information på to i halvfjerdsindstyvende bit, altså 1024 exbibit. Symbolet er Zibit. Den er zettabittens binære modstykke, og de to afviger i dag med 18,1 procent — næsten en femtedel.
Den adskillelse er selve grunden til, at de binære forstavelser blev nødvendige. Ved kibibitten afveg de to skikke med 2,4 procent, en afrundingsfejl. Her er forskellen stor nok til, at et dokument, der bruger den forkerte, ganske enkelt beretter om en anden mængde, og ingen sammenhæng kan læge tvetydigheden bagefter.
Én zebibit er 147 573 952 589 676 412 928 oktetter, altså 128 exbioktetter. Intet af denne størrelse findes. Summen af alle data, menneskeheden holder, ligger på nogle hundrede zettaoktetter, altså under én zebioktet, så verdens samlede informationsforråd når endnu ikke op på én enhed på dette trin af den binære stige.
Enheden findes, fordi IEC-rækken blev bestemt fuldstændigt og ikke blot så langt, man dengang havde brug for. Det er samme grundsætning, metersystemet følger: hver forstavelse gælder hver enhed, hvad enten sammensætningen endnu er brugt eller ej. Et system med huller kræver en undtagelsestabel; et uden huller kræver kun reglen.
Hvor zebibitten virkelig kunne dukke op, er i regningen med adresserum. To i halvfjerdsindstyvende er ingen naturlig viserbredde, men mangefold og dele af topotenser går gennem enhver samtale om adressering, og et oplæg, der forbeholdt halvfjerds bit til noget, ville naturligt beskrives i disse vendinger. Sådanne oplæg foreslås nu og da, og intet har endnu været nødvendigt.
At læse symbolet er den praktiske færdighed. Zibit er binært, Zbit er decimalt, og med atten procents afstand er de to ikke udskiftelige i noget dokument, hvor tallet betyder noget. Når en kilde skriver ZB uden forklaring, findes ingen måde at vide, hvad der var ment, og det ærlige svar er at behandle tallet som usikkert med en femtedel.
Én zebibit svarer til 1024 exbibit, 147 573 952 589 676 412 928 oktetter eller omkring 1,181 zettabit.
Kibioktetten er en enhed for digital information på 1024 oktetter og dermed på 8192 bit. Symbolet er Kio. Den er kilooktettens binære modstykke, og skønt de to kun afviger med 2,4 procent, er det i denne enhed, at en stor del af en datamats indre opbygning faktisk måles.
Det vigtigste eksempel er hukommelsessiden. Processorer styrer ikke hukommelsen oktet for oktet, men i blokke af fast størrelse, og på næsten enhver almindelig arkitektur er den blok 4 kibioktetter. Hver tildeling, et program foretager, rundes op til et mangefold af det, hver post i sidetabellerne beskriver én sådan, og et programs hurtighed afhænger ofte af, hvor godt dets adgangsmønster passer i det fire kibioktetter store gitter.
Disksektorer fortæller en lignende historie. Harddiske brugte 512-oktetters sektorer i årtier, og moderne diske bruger 4 kibioktetter, i takt med hukommelsessiden, så en side kan læses eller skrives i en enkelt handling. Filsystemer tildeler derefter plads i blokke, der selv er topotenser, som regel 4 kibioktetter, og det er derfor, en fil på én oktet tager fire kibioktetter af disken.
Netprotokoller bruger også enheden. Bufferstørrelser, vinduesstørrelser og den største størrelse af mange protokolstrukturer er topotenser, og grænsen på 64 kibioktetter vender tilbage gang på gang: det er den største værdi, et 16-bits længdefelt kan udtrykke, og den begrænser derfor størrelsen af et UDP-datagram, en IP-pakke og flere ældre filformater.
Dette er det almindelige mønster: overalt hvor en grænse kommer af bredden på et binært felt, er grænsen en topotens, og den ærlige måde at skrive den på er med en binær forstavelse. At skrive 64 KB for datagramgrænsen er ikke meget forkert, men at skrive 64 KiB er nøjagtig rigtigt og siger, hvor tallet kommer fra.
I daglig brug er forskellen usynlig. En fil på 200 kilooktetter og en på 200 kibioktetter ligger 4,8 kibioktetter fra hinanden, hvilket ingen mærker. Skelnens værdi er, at den gør regningen bag et tal læselig, hvilket betyder langt mere, jo større tallene bliver.
Én kibioktet svarer til 1024 oktetter, 8192 bit, 8 kibibit eller 1,024 kilooktetter.