| Zebibit (Zibit) | Kilooktetter (ko) |
|---|---|
| 1 Zebibit | 1.4757395259 × 1017 ko |
| 2 Zebibit | 2.95147905179 × 1017 ko |
| 3 Zebibit | 4.42721857769 × 1017 ko |
| 4 Zebibit | 5.90295810359 × 1017 ko |
| 5 Zebibit | 7.37869762948 × 1017 ko |
| 10 Zebibit | 1.4757395259 × 1018 ko |
| 20 Zebibit | 2.95147905179 × 1018 ko |
| 25 Zebibit | 3.68934881474 × 1018 ko |
| 50 Zebibit | 7.37869762948 × 1018 ko |
| 100 Zebibit | 1.4757395259 × 1019 ko |
| Reference | Zebibit (Zibit) | Kilooktetter (ko) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 1.0842 × 10-18 Zibit | 0.16 ko |
| A three-minute MP3 | 2.03288 × 10-14 Zibit | 3000 ko |
| A smartphone photo | 2.71051 × 10-14 Zibit | 4000 ko |
| A high-definition film | 2.71051 × 10-11 Zibit | 4000000 ko |
| A dual-layer Blu-ray disc | 3.38813 × 10-10 Zibit | 50000000 ko |
Zebibitten er en enhed for digital information på to i halvfjerdsindstyvende bit, altså 1024 exbibit. Symbolet er Zibit. Den er zettabittens binære modstykke, og de to afviger i dag med 18,1 procent — næsten en femtedel.
Den adskillelse er selve grunden til, at de binære forstavelser blev nødvendige. Ved kibibitten afveg de to skikke med 2,4 procent, en afrundingsfejl. Her er forskellen stor nok til, at et dokument, der bruger den forkerte, ganske enkelt beretter om en anden mængde, og ingen sammenhæng kan læge tvetydigheden bagefter.
Én zebibit er 147 573 952 589 676 412 928 oktetter, altså 128 exbioktetter. Intet af denne størrelse findes. Summen af alle data, menneskeheden holder, ligger på nogle hundrede zettaoktetter, altså under én zebioktet, så verdens samlede informationsforråd når endnu ikke op på én enhed på dette trin af den binære stige.
Enheden findes, fordi IEC-rækken blev bestemt fuldstændigt og ikke blot så langt, man dengang havde brug for. Det er samme grundsætning, metersystemet følger: hver forstavelse gælder hver enhed, hvad enten sammensætningen endnu er brugt eller ej. Et system med huller kræver en undtagelsestabel; et uden huller kræver kun reglen.
Hvor zebibitten virkelig kunne dukke op, er i regningen med adresserum. To i halvfjerdsindstyvende er ingen naturlig viserbredde, men mangefold og dele af topotenser går gennem enhver samtale om adressering, og et oplæg, der forbeholdt halvfjerds bit til noget, ville naturligt beskrives i disse vendinger. Sådanne oplæg foreslås nu og da, og intet har endnu været nødvendigt.
At læse symbolet er den praktiske færdighed. Zibit er binært, Zbit er decimalt, og med atten procents afstand er de to ikke udskiftelige i noget dokument, hvor tallet betyder noget. Når en kilde skriver ZB uden forklaring, findes ingen måde at vide, hvad der var ment, og det ærlige svar er at behandle tallet som usikkert med en femtedel.
Én zebibit svarer til 1024 exbibit, 147 573 952 589 676 412 928 oktetter eller omkring 1,181 zettabit.
Kilooktetten er en enhed for digital information på tusind oktetter og dermed på otte tusind bit. Symbolet er ko. Den er den mindste af de dagligdags lagerenheder, og i to årtier var den den enhed, hvori en datamats hele rummelighed blev beskrevet.
Én kilooktet rummer tusind tegn tekst uden diakritiske mærker, altså omkring to hundrede ord eller en tredjedel side. Et kort brevs rene tekstfil er nogle få kilooktetter. Næsten intet andet i nutidens databrug er så lille: et tomt dokument fra et tekstbehandlingsprogram vejer allerede titals kilooktetter, fordi filformatet slæber opsætning, skrifttyper og beskrivende oplysninger med rundt om teksten.
Enhedens historiske betydning er svær at overdrive. Apple II blev leveret med 4 kilooktetter hukommelse, Commodore 64 tog sit navn af sine 64, og IBM's første persondatamat kunne adressere 640. Programmer af virkelig indviklethed — regneark, tekstbehandlere, spil med billede og lyd — blev skrevet for at rummes inden for de tal, hvilket krævede en disciplin, der stort set er forsvundet.
Kilooktetten er også der, hvor forvirringen mellem decimalt og binært begyndte. Hukommelse kom i enheder på 1024 oktetter, fordi adresseringen er binær, og alle kaldte det én kilooktet. Diskfabrikanterne talte i sande tusinder. De to skikke afviger med 2,4 procent, ubetydeligt i denne størrelse, men samme fejl hober sig op ved hvert trin og når 10 procent ved teraoktetten.
IEC løste tvetydigheden i 1998 ved at bestemme kibioktetten til 1024 oktetter og lade kilooktetten stå ved nøjagtig 1000. Styresystemerne har taget dette op ujævnt: nogle angiver filstørrelser i sande kilooktetter, andre deler stadig med 1024, mens de skriver ko, og enkelte skriver nu Kio korrekt.
Hvor enheden stadig ses dagligt, er i netprotokoller og i størrelsen på webbens små bestanddele. En sides formatark, et ikon, et certifikat, en indstillingsfil, en indeksside i en database — alt dette måles i kilooktetter, og den sædvanlige hukommelsesside i de fleste processorer er 4 kibioktetter, nær nok 4 kilooktetter til samtale, men ikke til regning.
Én kilooktet svarer til 1000 oktetter, 8000 bit, 8 kilobit eller omkring 0,9766 kibioktetter.