| Pebioktetter (Pio) | Kilobit (kbit) |
|---|---|
| 1 Pebioktet | 9007199254741 kbit |
| 2 Pebioktetter | 18014398509482 kbit |
| 3 Pebioktetter | 27021597764223 kbit |
| 4 Pebioktetter | 36028797018964 kbit |
| 5 Pebioktetter | 45035996273705 kbit |
| 10 Pebioktetter | 90071992547410 kbit |
| 20 Pebioktetter | 180143985094820 kbit |
| 25 Pebioktetter | 225179981368525 kbit |
| 50 Pebioktetter | 450359962737050 kbit |
| 100 Pebioktetter | 900719925474099 kbit |
| Reference | Pebioktetter (Pio) | Kilobit (kbit) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 1.42109 × 10-13 Pio | 1.28 kbit |
| A three-minute MP3 | 0.00000000266454 Pio | 24000 kbit |
| A smartphone photo | 0.00000000355271 Pio | 32000 kbit |
| A high-definition film | 0.00000355271 Pio | 32000000 kbit |
| A dual-layer Blu-ray disc | 0.0000444089 Pio | 400000000 kbit |
Pebioktetten er en enhed for digital information på 1 125 899 906 842 624 oktetter, altså 1024 tebioktetter. Symbolet er Pio. Den er petaoktettens binære modstykke, og de to afviger i dag med 12,6 procent.
Det er i denne enhed, filsystemernes grænser skrives. Flere vidt udbredte filsystemer har største fil- eller diskenhedsstørrelser, der er nøjagtige topotenser, og de grænser falder i dette område: seksten tebioktetter for ét, én pebioktet for et andet, otte pebioktetter for et tredje. Tallene er ingens valg; de følger af, hvor mange bit filsystemet bruger til at nummerere sine blokke.
Store videnskabelige og kommercielle lagringssystemer målsættes også her. Et forskningsdatacenter kan drive et filsystem på flere pebioktetter spredt over tusinder af diske, og de værktøjer, der passer det, melder i pebioktetter, fordi den underliggende tildeling er binær hele vejen. At regne de tal om til decimale enheder til en rapport indfører en fejl på en ottendedel uden nogen nytte.
Én pebioktet svarer omtrent til tusind store harddiske af forbrugerslags, eller til en tv-stations samlede videoproduktion gennem mange år. Den ligger også nær størrelsen af de største enkelte videnskabelige arkiver, skønt disse som regel angives i petaoktetter af presseafdelinger og i pebioktetter af de ingeniører, der driver dem, hvilket giver to forskellige tal for den samme bygning.
At skelne de to er intet pedanteri på dette niveau. En forskel på tolv procent ved et køb af mange pebioktetter er en stor pengesum, og en kapacitetsplan bygget på den forkerte enhed vil ramme forkert med mere end den margen, de fleste planer tillader. Det er netop den situation, IEC-forstavelserne blev indført for at forhindre.
Symbolet Pio bruges i filsystemsdokumentation, i håndbøger for lagringssystemer og i standarder. Når en kilde skriver PB uden at sige hvilket der menes, er forskellen en ottendedel, og det ærlige for en læser er at behandle tallet som omtrentligt frem for at antage den ene eller anden skik.
Én pebioktet svarer til 1024 tebioktetter, 1 125 899 906 842 624 oktetter, 8 pebibit eller omkring 1,126 petaoktetter.
Kilobitten er en enhed for digital information på tusind bit. Symbolet er kbit. Det lille k betyder noget: det angiver metersystemets decimale kilo, nøjagtig tusind, til forskel fra de binære 1024, som det store K undertiden angav i ældre databrug.
Den forskel stredes der om i årtier. Hukommelse bygges i topotenser, så en kreds med 1024 bit blev kaldt en kilobitkreds, og navnet hang ved, skønt tallet ramte 2,4 procent forkert. Lagring og overførsel talte derimod altid i sande tusinder. IEC afgjorde sagen i 1998 ved at kalde den binære mængde kibibit og lade kilobitten betyde tusind og intet andet.
Som størrelsesorden rummer én kilobit 125 oktetter, altså omkring 125 tegn tekst uden diakritiske mærker — omtrent en lang sætning, eller længden af et kort opslag i et socialt net. Et enkelt fotografi med lav opløsning er tusinder af gange større. Kilobitten er en enhed for det, der engang ansås for rigeligt og i dag anses for ubetydeligt.
Dens historiske hjem var telefonmodemet. Opkaldsforbindelser blev bedømt i kilobit pr. sekund, og tallene mærkede tiden med præcision: 300 bit pr. sekund sidst i halvfjerdserne, dernæst 1,2, 2,4, 9,6, 14,4, 28,8 og til sidst 56 kilobit pr. sekund, hvilket pressede en almindelig talelinje til dens teoretiske loft. Enhver, der brugte internettet før bredbåndet, målte sin oplevelse i disse tal.
Kilobitten lever videre i lyd- og billedkodning, hvor hastighederne angives i kilobit pr. sekund. Telefoniens talekodere går fra 8 til 64. Musik kodet ved 128 kilobit pr. sekund var de bærbare afspilleres tidlige norm, 192 og 256 er almindelige i dag, og 320 er det praktiske loft for de ældre tabsformater. Levende billeder ligger en tierorden højere, i megabit.
Hukommelseskredses rummelighed beskrives stadig undertiden i kilobit, især for de små serielle hukommelser i indbyggede apparater, hvor en kreds på 64 kilobit rummer 8 kilooktetter indstillingsdata. I sådanne angivelser er tallet som regel det binære, så databladet er værd at læse omhyggeligt.
Én kilobit svarer til 1000 bit, 125 oktetter eller omkring 0,9766 kibibit.