| Kilobit (kbit) | Petaoktetter (Po) |
|---|---|
| 1 Kilobit | 1.25 × 10-13 Po |
| 2 Kilobit | 2.5 × 10-13 Po |
| 3 Kilobit | 3.75 × 10-13 Po |
| 4 Kilobit | 5 × 10-13 Po |
| 5 Kilobit | 6.25 × 10-13 Po |
| 10 Kilobit | 1.25 × 10-12 Po |
| 20 Kilobit | 2.5 × 10-12 Po |
| 25 Kilobit | 3.125 × 10-12 Po |
| 50 Kilobit | 6.25 × 10-12 Po |
| 100 Kilobit | 1.25 × 10-11 Po |
| Reference | Kilobit (kbit) | Petaoktetter (Po) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 1.28 kbit | 1.6 × 10-13 Po |
| A three-minute MP3 | 24000 kbit | 0.000000003 Po |
| A smartphone photo | 32000 kbit | 0.000000004 Po |
| A high-definition film | 32000000 kbit | 0.000004 Po |
| A dual-layer Blu-ray disc | 400000000 kbit | 0.00005 Po |
Kilobitten er en enhed for digital information på tusind bit. Symbolet er kbit. Det lille k betyder noget: det angiver metersystemets decimale kilo, nøjagtig tusind, til forskel fra de binære 1024, som det store K undertiden angav i ældre databrug.
Den forskel stredes der om i årtier. Hukommelse bygges i topotenser, så en kreds med 1024 bit blev kaldt en kilobitkreds, og navnet hang ved, skønt tallet ramte 2,4 procent forkert. Lagring og overførsel talte derimod altid i sande tusinder. IEC afgjorde sagen i 1998 ved at kalde den binære mængde kibibit og lade kilobitten betyde tusind og intet andet.
Som størrelsesorden rummer én kilobit 125 oktetter, altså omkring 125 tegn tekst uden diakritiske mærker — omtrent en lang sætning, eller længden af et kort opslag i et socialt net. Et enkelt fotografi med lav opløsning er tusinder af gange større. Kilobitten er en enhed for det, der engang ansås for rigeligt og i dag anses for ubetydeligt.
Dens historiske hjem var telefonmodemet. Opkaldsforbindelser blev bedømt i kilobit pr. sekund, og tallene mærkede tiden med præcision: 300 bit pr. sekund sidst i halvfjerdserne, dernæst 1,2, 2,4, 9,6, 14,4, 28,8 og til sidst 56 kilobit pr. sekund, hvilket pressede en almindelig talelinje til dens teoretiske loft. Enhver, der brugte internettet før bredbåndet, målte sin oplevelse i disse tal.
Kilobitten lever videre i lyd- og billedkodning, hvor hastighederne angives i kilobit pr. sekund. Telefoniens talekodere går fra 8 til 64. Musik kodet ved 128 kilobit pr. sekund var de bærbare afspilleres tidlige norm, 192 og 256 er almindelige i dag, og 320 er det praktiske loft for de ældre tabsformater. Levende billeder ligger en tierorden højere, i megabit.
Hukommelseskredses rummelighed beskrives stadig undertiden i kilobit, især for de små serielle hukommelser i indbyggede apparater, hvor en kreds på 64 kilobit rummer 8 kilooktetter indstillingsdata. I sådanne angivelser er tallet som regel det binære, så databladet er værd at læse omhyggeligt.
Én kilobit svarer til 1000 bit, 125 oktetter eller omkring 0,9766 kibibit.
Petaoktetten er en enhed for digital information på tusind teraoktetter, altså en million gigaoktetter. Symbolet er Po. Det er den institutionelle lagrings enhed: den skala, hvor data tilhører en organisation og ikke en person, og hvor det at bevare dem bliver en budgetpost og ikke en eftertanke.
Én petaoktet er cirka lagringen i tusind store harddiske af forbrugerslags, eller teksten i alle bøger, der nogensinde er udgivet, flere gange. I video er det omkring tyve tusind timer i ultrahøj opløsning, eller to et halvt års uafbrudt seen. Hele kataloget hos en stor strømningstjeneste, bevaret én gang pr. kvalitetstrin, løber op i nogle få petaoktetter.
Videnskaben nåede denne skala først. Den store hadronkollider ved CERN optager titals petaoktetter om året, efter at dens udløsersystemer allerede har kasseret mere end 99,99 procent af, hvad detektorerne ser, og hele arkivet løber op i flere hundrede petaoktetter. Astronomien, genomikken og klimamodelleringen holder arkiver af sammenlignelig størrelse, og kunsten at passe dem blev et eget forskningsfelt.
Kommercielt beskriver petaoktetten lagringen i ét enkelt datacenter og ikke en virksomheds samlede. En stor organisation holder titals eller hundreder af petaoktetter spredt over mange steder, og de største skyleverandører holder exaoktetter. I denne størrelse er de praktiske vanskeligheder ikke rummeligheden, men strømmen der holder diskene snurrende, kølingen og visheden om, at en del af udstyret svigter i ethvert øjeblik.
Det sidste punkt styrer udformningen. I en petaoktetopstilling er diskhavarier ikke undtagelseshændelser, men en uafbrudt baggrundsrate, så systemet bygges til bestandigt at miste apparater og genopbygge uden afbrydelse. Data lagres med sletningskoder spredt over mange maskiner, og ingen enkelt kopi af noget betros.
At læse én petaoktet er i sig selv et problem. Selv ved ti gigaoktetter i sekundet, en takt få systemer holder, tager en fuldstændig gennemgang mere end et døgn. Derfor udformes analyse i denne størrelse til at føre beregningen hen til data i stedet for data hen til beregningen, en omvending, der har formet hele feltet for fordelt behandling.
Én petaoktet svarer til 1000 teraoktetter, 1 000 000 gigaoktetter, 8 petabit eller omkring 0,8882 pebioktetter.