| Mebibit (Mibit) | Exbioktetter (Eio) |
|---|---|
| 1 Mebibit | 1.13686837722 × 10-13 Eio |
| 2 Mebibit | 2.27373675443 × 10-13 Eio |
| 3 Mebibit | 3.41060513165 × 10-13 Eio |
| 4 Mebibit | 4.54747350886 × 10-13 Eio |
| 5 Mebibit | 5.68434188608 × 10-13 Eio |
| 10 Mebibit | 1.13686837722 × 10-12 Eio |
| 20 Mebibit | 2.27373675443 × 10-12 Eio |
| 25 Mebibit | 2.84217094304 × 10-12 Eio |
| 50 Mebibit | 5.68434188608 × 10-12 Eio |
| 100 Mebibit | 1.13686837722 × 10-11 Eio |
| Reference | Mebibit (Mibit) | Exbioktetter (Eio) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 0.0012207 Mibit | 1.38778 × 10-16 Eio |
| A three-minute MP3 | 22.8882 Mibit | 2.60209 × 10-12 Eio |
| A smartphone photo | 30.5176 Mibit | 3.46945 × 10-12 Eio |
| A high-definition film | 30517.6 Mibit | 0.00000000346945 Eio |
| A dual-layer Blu-ray disc | 381470 Mibit | 0.0000000433681 Eio |
Mebibitten er en enhed for digital information på 1 048 576 bit, altså 1024 kibibit eller to i tyvende. Symbolet er Mibit. Den er megabittens binære modstykke, og forskellen mellem de to er vokset til 4,9 procent — lille nok til at overses i forbifarten, stor nok til at betyde noget i en specifikation.
Dens naturlige hjem er halvlederhukommelsen, hvor rummeligheden bestemmes af kredsens adresseledninger. En hukommelsesbrik med tyve adressebit når nøjagtig 1 048 576 pladser, så tæthederne lander på topotenser og ikke på runde decimaltal. En kreds, der i et katalog beskrives som 512 megabit, er meget ofte 512 mebibit i virkeligheden, altså 537 megabit, og det er databladet, der taler sandt.
Den vane er gammel og tilsigtet. Halvlederfabrikanter har altid målsat hukommelse binært, fordi ledningsføringen gør ethvert andet valg ødselt: en adressebus er et fast antal ledninger, og kun at bruge en del af det område, den kan nå, kaster silicium bort. Lagringsfabrikanterne havde ingen sådan tvang, og netop derfor gik de to brancher fra hinanden.
Som mængdefornemmelse er én mebibit 131 072 oktetter, altså omkring 128 kibioktetter. Det er omtrent indholdet af en lang bog som ren tekst, eller et enkelt billede med lav opløsning. I nettermer er det et hundrededels sekund af en gigabitforbindelse.
IEC-forstavelserne blev indført i 1998 til dels, fordi tilnærmelsen fra dette niveau og opad holder op med at være ufarlig. At købe en komponent beskrevet som én megabit og få én mebibit er en overraskelse på fem procent; ved tebibitten er samme forveksling en overraskelse på ti procent, og i en kontrakt for et datacenter er det en virkelig pengesum.
Rigtigt brug er i dag almindeligt i standarddokumenter, i datablade for udstyr og i styresystemernes indre, og sjældent i reklame og forbrugerprogrammer. Den bedste regel ved læsning af et tal er at spørge, hvilken branche der frembragte det: beskriver det hukommelse eller en kreds, antag binært; beskriver det lagring eller en forbindelse, antag decimalt.
Én mebibit svarer til 1 048 576 bit, 1024 kibibit, 131 072 oktetter eller omkring 1,049 megabit.
Exbioktetten er en enhed for digital information på to i tresindstyvende oktetter, altså 1024 pebioktetter. Symbolet er Eio. Den er exaoktettens binære modstykke, og de to afviger med 15,3 procent.
Ét tal med denne enhed citeres mere end noget andet: seksten exbioktetter, størrelsen af det adresserum, en 64-bitsprocessor kan nå. To i fireogtresindstyvende oktetter er 16 EiB, og det tal er det teoretiske loft for hukommelsen i hver maskine bygget på den arkitektur, der har behersket databehandlingen siden midten af 2000-tallet.
Samme grænse dukker op igen i filsystemer. Et filsystem, der nummererer sine blokke med 64-bitsværdier, kan adressere 16 exbioktetter blokke, og flere moderne konstruktioner angiver netop det som deres største diskenhedsstørrelse. Andre angiver 8 exbioktetter, da de har forbeholdt én bit til et fortegn eller et flag — en enkelthed, der halverer grænsen og er værd at kende, når man læser en specifikation.
Intet nærmer sig disse størrelser i praksis. Verdens største lagringssystemer rummer exaoktetter, og summen af alle data, menneskeheden holder, er nogle hundrede zettaoktetter, altså titusinder af exbioktetter. 64-bitsloftet blev valgt netop for ikke at blive nået, og overgangen fra 32 bit, hvis grænse på fire gibioktetter blev nået inden for et årti, er grunden til, at konstruktørerne lod så megen plads.
Én exbioktet er 1 152 921 504 606 846 976 bit og 128 pebioktetter. Det er en mængde, der findes i specifikationer, i adresseregning og i konstruktionsdokumenterne for store systemer, og intet andet sted. At beskrive den i fotografier eller film gavner ikke, for ingen samling af hverken det ene eller det andet kommer i nærheden.
Symbolet Eio og dets decimale søskende Eo afviger med mere end en ottendedel, hvilket er alt for meget at overlade til gætteri. Når et dokument skriver EB om et adresserum, mener det næsten sikkert EiB, for adresserum er topotenser af konstruktion; når det skriver EB om lagrede data, mener det næsten sikkert den decimale enhed.
Én exbioktet svarer til 1024 pebioktetter, 1 152 921 504 606 846 976 oktetter, 8 exbibit eller omkring 1,153 exaoktetter.