| Mebibit (Mibit) | Pebibit (Pibit) |
|---|---|
| 1 Mebibit | 9.31322574615 × 10-10 Pibit |
| 2 Mebibit | 0.00000000186264514923 Pibit |
| 3 Mebibit | 0.00000000279396772385 Pibit |
| 4 Mebibit | 0.00000000372529029846 Pibit |
| 5 Mebibit | 0.00000000465661287308 Pibit |
| 10 Mebibit | 0.00000000931322574615 Pibit |
| 20 Mebibit | 0.0000000186264514923 Pibit |
| 25 Mebibit | 0.0000000232830643654 Pibit |
| 50 Mebibit | 0.0000000465661287308 Pibit |
| 100 Mebibit | 0.0000000931322574615 Pibit |
| Reference | Mebibit (Mibit) | Pebibit (Pibit) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 0.0012207 Mibit | 1.13687 × 10-12 Pibit |
| A three-minute MP3 | 22.8882 Mibit | 0.0000000213163 Pibit |
| A smartphone photo | 30.5176 Mibit | 0.0000000284217 Pibit |
| A high-definition film | 30517.6 Mibit | 0.0000284217 Pibit |
| A dual-layer Blu-ray disc | 381470 Mibit | 0.000355271 Pibit |
Mebibitten er en enhed for digital information på 1 048 576 bit, altså 1024 kibibit eller to i tyvende. Symbolet er Mibit. Den er megabittens binære modstykke, og forskellen mellem de to er vokset til 4,9 procent — lille nok til at overses i forbifarten, stor nok til at betyde noget i en specifikation.
Dens naturlige hjem er halvlederhukommelsen, hvor rummeligheden bestemmes af kredsens adresseledninger. En hukommelsesbrik med tyve adressebit når nøjagtig 1 048 576 pladser, så tæthederne lander på topotenser og ikke på runde decimaltal. En kreds, der i et katalog beskrives som 512 megabit, er meget ofte 512 mebibit i virkeligheden, altså 537 megabit, og det er databladet, der taler sandt.
Den vane er gammel og tilsigtet. Halvlederfabrikanter har altid målsat hukommelse binært, fordi ledningsføringen gør ethvert andet valg ødselt: en adressebus er et fast antal ledninger, og kun at bruge en del af det område, den kan nå, kaster silicium bort. Lagringsfabrikanterne havde ingen sådan tvang, og netop derfor gik de to brancher fra hinanden.
Som mængdefornemmelse er én mebibit 131 072 oktetter, altså omkring 128 kibioktetter. Det er omtrent indholdet af en lang bog som ren tekst, eller et enkelt billede med lav opløsning. I nettermer er det et hundrededels sekund af en gigabitforbindelse.
IEC-forstavelserne blev indført i 1998 til dels, fordi tilnærmelsen fra dette niveau og opad holder op med at være ufarlig. At købe en komponent beskrevet som én megabit og få én mebibit er en overraskelse på fem procent; ved tebibitten er samme forveksling en overraskelse på ti procent, og i en kontrakt for et datacenter er det en virkelig pengesum.
Rigtigt brug er i dag almindeligt i standarddokumenter, i datablade for udstyr og i styresystemernes indre, og sjældent i reklame og forbrugerprogrammer. Den bedste regel ved læsning af et tal er at spørge, hvilken branche der frembragte det: beskriver det hukommelse eller en kreds, antag binært; beskriver det lagring eller en forbindelse, antag decimalt.
Én mebibit svarer til 1 048 576 bit, 1024 kibibit, 131 072 oktetter eller omkring 1,049 megabit.
Pebibitten er en enhed for digital information på 1 125 899 906 842 624 bit, altså 1024 tebibit eller to i halvtredsindstyvende. Symbolet er Pibit. Den er petabittens binære modstykke, og kløften mellem de to er udvidet til 12,6 procent.
Den udvidelse er værd at se på, for den samler hele argumentet for IEC-forstavelserne i et enkelt tal. Hvert trin op ad stigen ganger afvigelsen med 1,024, så det, der begyndte som ufarlige 2,4 procent ved kibibitten, er her en ottendedel af mængden og en femtedel ved yobibitten. En skik, der var rimelig for små tal, bliver uholdbar for store.
Én pebibit er 140 737 488 355 328 oktetter, altså 128 tebioktetter. Lagring af denne størrelse findes i superdatamaters hukommelsessystemer, i de hurtigste videnskabelige mellemlagre og i den samlede hukommelse hos meget store klynger. De største maskiner på listen over verdens hurtigste datamater har primærhukommelse målt i pebioktetter, og evnen til at holde en hel simulering i hukommelsen i stedet for på disk er, hvad der overhovedet gør visse beregninger mulige.
Da disse systemer adresseres binært, er den binære enhed den rette, og det decimale tal ville være en tilnærmelse. En klynge med én pebibit hukommelse har ikke én petabit; den har 12,6 procent mere, og en fordeler, der tildelte efter det decimale tal, ville lade netop så meget stå ubrugt.
Enheden optræder også i filsystemers grænser. Flere vidt brugte filsystemer har største diskenheds- eller filstørrelser udtrykt som nøjagtige topotenser, og hvor disse grænser falder i dette område, skrives de naturligt i pebioktetter. Dokumentation, der regner dem om til decimale enheder, mister netop den egenskab, der gjorde dem lette at huske.
I dagligdags databehandling møder man aldrig pebibitten. Den hører til specifikationer, til systemarkitektur og til de største maskiners udformning, og en omregner har brug for den netop til de dokumenter. Overalt hvor den underliggende mængde er en topotens, er dette enheden, der siger det uden afrunding.
Én pebibit svarer til 1024 tebibit, 140 737 488 355 328 oktetter eller omkring 1,126 petabit.