| Kibioktetter (Kio) | Kibibit (Kibit) |
|---|---|
| 1 Kibioktet | 8 Kibit |
| 2 Kibioktetter | 16 Kibit |
| 3 Kibioktetter | 24 Kibit |
| 4 Kibioktetter | 32 Kibit |
| 5 Kibioktetter | 40 Kibit |
| 10 Kibioktetter | 80 Kibit |
| 20 Kibioktetter | 160 Kibit |
| 25 Kibioktetter | 200 Kibit |
| 50 Kibioktetter | 400 Kibit |
| 100 Kibioktetter | 800 Kibit |
| Reference | Kibioktetter (Kio) | Kibibit (Kibit) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 0.15625 Kio | 1.25 Kibit |
| A three-minute MP3 | 2929.69 Kio | 23437.5 Kibit |
| A smartphone photo | 3906.25 Kio | 31250 Kibit |
| A high-definition film | 3906250 Kio | 31250000 Kibit |
| A dual-layer Blu-ray disc | 48828125 Kio | 390625000 Kibit |
Kibioktetten er en enhed for digital information på 1024 oktetter og dermed på 8192 bit. Symbolet er Kio. Den er kilooktettens binære modstykke, og skønt de to kun afviger med 2,4 procent, er det i denne enhed, at en stor del af en datamats indre opbygning faktisk måles.
Det vigtigste eksempel er hukommelsessiden. Processorer styrer ikke hukommelsen oktet for oktet, men i blokke af fast størrelse, og på næsten enhver almindelig arkitektur er den blok 4 kibioktetter. Hver tildeling, et program foretager, rundes op til et mangefold af det, hver post i sidetabellerne beskriver én sådan, og et programs hurtighed afhænger ofte af, hvor godt dets adgangsmønster passer i det fire kibioktetter store gitter.
Disksektorer fortæller en lignende historie. Harddiske brugte 512-oktetters sektorer i årtier, og moderne diske bruger 4 kibioktetter, i takt med hukommelsessiden, så en side kan læses eller skrives i en enkelt handling. Filsystemer tildeler derefter plads i blokke, der selv er topotenser, som regel 4 kibioktetter, og det er derfor, en fil på én oktet tager fire kibioktetter af disken.
Netprotokoller bruger også enheden. Bufferstørrelser, vinduesstørrelser og den største størrelse af mange protokolstrukturer er topotenser, og grænsen på 64 kibioktetter vender tilbage gang på gang: det er den største værdi, et 16-bits længdefelt kan udtrykke, og den begrænser derfor størrelsen af et UDP-datagram, en IP-pakke og flere ældre filformater.
Dette er det almindelige mønster: overalt hvor en grænse kommer af bredden på et binært felt, er grænsen en topotens, og den ærlige måde at skrive den på er med en binær forstavelse. At skrive 64 KB for datagramgrænsen er ikke meget forkert, men at skrive 64 KiB er nøjagtig rigtigt og siger, hvor tallet kommer fra.
I daglig brug er forskellen usynlig. En fil på 200 kilooktetter og en på 200 kibioktetter ligger 4,8 kibioktetter fra hinanden, hvilket ingen mærker. Skelnens værdi er, at den gør regningen bag et tal læselig, hvilket betyder langt mere, jo større tallene bliver.
Én kibioktet svarer til 1024 oktetter, 8192 bit, 8 kibibit eller 1,024 kilooktetter.
Kibibitten er en enhed for digital information på 1024 bit. Symbolet er Kibit. Det er den første af de binære forstavelser, et sæt enheder, som Den Internationale Elektrotekniske Kommission bestemte i 1998 for at gøre en ende på en forvirring, der havde løbet gennem databehandlingen siden tresserne.
Problemet var ligetil. Datamater adresserer hukommelse i topotenser, så hukommelse kom i klumper på 1024 i stedet for 1000. Ingeniørerne lånte den metriske forstavelse kilo til den mængde, fordi 1024 ligger nær 1000, og for små tal var tilnærmelsen harmløs. Men lagring og overførsel talte i sande tusinder, så samme forstavelse betød to forskellige ting alt efter, hvilken del af maskinen der blev beskrevet.
IEC's løsning var at forme nye navne. Kibi er en sammentrækning af kilo binært, og mønstret fortsætter med mebi, gibi, tebi, pebi, exbi, zebi og yobi. Hver er 1024 gange den under, og hvert symbol har formen af et stort bogstav fulgt af et lille i: Ki, Mi, Gi, Ti og så videre. Kilobitten betyder derefter tusind bit og intet andet.
Én kibibit er 128 oktetter, og afstanden til én kilobit er 2,4 procent. Den lille forskel er grunden til, at de to blev forvekslet så længe: i denne størrelse mærker ingen det. Fejlen hober sig op med 2,4 procent ved hvert trin, når 5 procent ved mebibitten, 7 procent ved gibibitten og 21 procent ved yobibitten, og dér blev tvetydigheden for alvor dyr.
Optagelsen har været delvis og ujævn. Standardiseringsorganer, Linux-kernen og størstedelen af den tekniske dokumentation bruger IEC-forstavelserne rigtigt. Forbrugerprogrammer gør det i vid udstrækning ikke, og mange skriver stadig KB, mens de deler med 1024. Følgen er, at en læser ofte må slutte sig ud fra sammenhængen til, hvilken skik et tal følger, hvilket er præcis, hvad standarden blev skrevet for at forhindre.
I praksis ses kibibitten mest i databladene for små hukommelseskredse, i de serielle hukommelser indbyggede systemer bruger, og i protokoldokumenter, hvor en nøjagtig topotens har betydning. Overalt hvor 1024 menes og ikke 1000, er dette den rette enhed.
Én kibibit svarer til 1024 bit, 128 oktetter eller 1,024 kilobit.