| Petabit (Pbit) | Zebioktetter (Zio) |
|---|---|
| 1 Petabit | 0.000000105879118407 Zio |
| 2 Petabit | 0.000000211758236814 Zio |
| 3 Petabit | 0.00000031763735522 Zio |
| 4 Petabit | 0.000000423516473627 Zio |
| 5 Petabit | 0.000000529395592034 Zio |
| 10 Petabit | 0.00000105879118407 Zio |
| 20 Petabit | 0.00000211758236814 Zio |
| 25 Petabit | 0.00000264697796017 Zio |
| 50 Petabit | 0.00000529395592034 Zio |
| 100 Petabit | 0.0000105879118407 Zio |
| Reference | Petabit (Pbit) | Zebioktetter (Zio) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 1.28 × 10-12 Pbit | 1.35525 × 10-19 Zio |
| A three-minute MP3 | 0.000000024 Pbit | 2.5411 × 10-15 Zio |
| A smartphone photo | 0.000000032 Pbit | 3.38813 × 10-15 Zio |
| A high-definition film | 0.000032 Pbit | 3.38813 × 10-12 Zio |
| A dual-layer Blu-ray disc | 0.0004 Pbit | 4.23516 × 10-11 Zio |
Petabitten er en enhed for digital information på tusind terabit, altså en billiard bit. Symbolet er Pbit. Den står på grænsen mellem mængder, der lægges ud til hverdag, og mængder, der endnu hører hjemme i forskningslaboratorier og i totaler summeret over hele net.
Én petabit er 125 teraoktetter. Det er lagringen i cirka hundrede og femogtyve store harddiske af forbrugerslags, eller sagt mere dagligdags omkring tredive tusind timers højopløst video — tre et halvt års uafbrudt seen. Ingen enkelt apparat rummer én petabit; tallet beskriver systemer og ikke genstande.
Enhedens mest slående brug findes i rekorderne for optisk overførsel. Forskerhold i Japan, Nederlandene og andetsteds har ført mere end én petabit pr. sekund gennem en enkelt fibertråd ved at forene flerkernet fiber — flere lysledende veje inden for samme kappe — med hundreder af adskilte bølgelængder og avanceret modulation. De resultater løber over titals kilometer i laboratoriet, ikke over de tusinder, som en søkabel i drift må krydse.
På netniveau beskriver petabitten summeret kapacitet. Et stort datacenters samlede sammenkoblingskapacitet, den samlede kapacitet af alle kabler, der lander på et kontinent, og tophastigheden hos de største indholdsnet angives alle i petabit pr. sekund. Det er summer over mange forbindelser og ikke bedømmelsen af nogen enkelt.
Også lagringssystemer når petabitskala, skønt de altid mærkes i oktetter. Et stort videnskabeligt arkiv på hundrede petaoktetter rummer otte hundrede petabit, og anlæg af den størrelse findes til genomik, partikelfysik og data fra astronomiske kortlægninger. Partikeldetektorerne ved CERN kasserer den overvældende del af, hvad de ser, netop fordi det at gemme det ville overskride selv disse kapaciteter.
Forstavelsen peta kommer af græsk for fem, fordi én petabit er tusind i femte i bit. Det navnemønster fortsætter opad med exa for seks og zetta for syv, så stigen over petabitten er regelmæssig og let at forlænge.
Én petabit svarer til 1 000 000 000 000 000 bit, 1000 terabit, 125 teraoktetter eller omkring 0,8882 pebibit.
Zebioktetten er en enhed for digital information på to i halvfjerdsindstyvende oktetter, altså 1024 exbioktetter. Symbolet er Zio. Den er zettaoktettens binære modstykke, og de to afviger med 18,1 procent.
Intet af denne størrelse findes. Den samlede mængde data, menneskeheden holder, med hver kopi og hver sikkerhedskopi medregnet, skønnes til nogle hundrede zettaoktetter, og én zebioktet er 1,18 zettaoktetter, så verden holder nogle hundrede af disse enheder i alt. Det er den første binære enhed, for hvilken verdens hele forråd er et lille mangefold og ikke et stort.
Enheden er bestemt for fuldstændighedens skyld og ikke til brug, et bevidst træk ved både metersystemet og IEC's. Hver forstavelse gælder hver enhed uden undtagelse, så en læser, der aldrig har set Zio, kan tyde det alene ud fra forstavelsen. Et system, der slap op for navne på et vilkårligt punkt, ville tvinge hver fremtidig bruger til at opfinde en udvidelse, og konkurrerende udvidelser er dér, tvetydigheden fødes.
Der findes ét sted, hvor enheden ville opstå naturligt. Lagringsadressering ud over 64 bit er udformet uden at have været nødvendig: filsystemet ZFS bruger blokvisere på 128 bit, hvilket giver det en teoretisk rummelighed langt hinsides enhver binær forstavelse med et navn. Hvor et sådant oplæg angiver mellemliggende grænser, falder de grænser i dette område og skrives med rette i zebioktetter.
Kløften på 18,1 procent mellem zebioktet og zettaoktet er værd at holde i hovedet ved læsning af prognoser. Forudsigelser om verdens datavækst udgives i zettaoktetter, og enhver, der er regnet binært, men berettet decimalt, rammer forkert med næsten en femtedel. Da sådanne prognoser allerede er grove, er den fejl ikke den største usikkerhedskilde, men den er en, man kan undgå.
Symbolet Zio er, som alle IEC-symboler, et stort bogstav fulgt af et lille i og derefter enheden. Det er tilstedeværelsen af det i, og ikke nogen påstand i teksten, der utvetydigt fortæller læseren, hvilken mængde der menes, og et dokument, der udelader det, har ikke sagt, hvad det synes at have sagt.
Én zebioktet svarer til 1024 exbioktetter, 1 180 591 620 717 411 303 424 oktetter, 8 zebibit eller omkring 1,181 zettaoktetter.