Omregning fra 5 Pebibit per sekund til Tebioktetter per sekund

Information om Pebibit per sekund (Pibit/s)

Pebibitten pr. sekund er en enhed for dataoverførselshastighed på 1024 tebibit pr. sekund, altså to i halvtredsindstyvende bit pr. sekund. Symbolet er Pibit/s. Den er petabittens pr. sekund binære modstykke, og de to afviger med 12,6 procent.

Intet udlagt system kører i denne takt, så enheden beskriver enten en sum eller et laboratorieresultat. Rekorder for optisk overførsel sat på enkelte fibre når én petabit pr. sekund, og det binære tal for samme forsøg ligger 12,6 procent lavere — en forskel, der betyder noget, når resultater sammenlignes mellem artikler, der følger forskellige skikke.

Hvor enheden virkelig passer, er i beskrivelsen af strukturer bygget af topotenser. Den samlede omkoblingskapacitet i et meget stort netvæv, bygget af porte og buffere, der alle er binære, er en binær mængde delt med tid, og at melde den i decimale enheder kaster den regning bort, der frembragte den. Det samme gælder den summerede hukommelsesbåndbredde i en maskine, hvis kanalantal er en topotens.

I oktetter er én pebibit pr. sekund 140 737 488 355 328, altså 128 tebioktetter pr. sekund. Det er lagringen i tusind store forbrugerdiske flyttet hvert sekund, og den findes kun som sum over mange tusinde parallelle veje inden for et enkelt anlæg.

Afvigelsens størrelse på dette niveau sammenfatter i det små argumentet for hele IEC-rækken. Det, der begyndte som ufarlige 2,4 procent ved kibibitten, er nu en ottendedel, og det hober sig op med 2,4 procent ved hvert yderligere trin. En skik, der var acceptabel for små tal, bliver uholdbar for store, og de binære forstavelsers formål er at gøre skelnen synlig, før det sker.

For en omregner er regningen dagligdags: gange eller dele med 1024 det passende antal gange og med otte for at nå oktetter. Hvad der betyder noget, er, at værktøjet ikke stiltiende skifter til den decimale enhed, når det ser en værdi, det ikke kan mærke nøjagtigt.

Én pebibit pr. sekund svarer til 1024 tebibit pr. sekund, 140 737 488 355 328 oktetter pr. sekund eller omkring 1,126 petabit pr. sekund.

Information om Tebioktet per sekund (Tio/s)

Tebioktetten pr. sekund er en enhed for dataoverførselshastighed på 1024 gibioktetter pr. sekund, altså to i fyrretyvende oktetter pr. sekund. Symbolet er Tio/s. Den er teraoktettens pr. sekund binære modstykke, og de to afviger med 10 procent.

Intet uden for en stor maskine flytter data så hurtigt. Takten beskriver hukommelsesbåndbredden i en accelerator med stablet hukommelse, det indre væv i en højklasset processorkapsel, eller den samlede gennemstrømning i et parallelt filsystem spredt over tusinder af diske. Alt dette er bygget af binære strukturer, og deres summer er binære mængder delt med tid.

Det er inden for højtydende beregning, enheden skrives oftest. En superdatamats lagringssystem angives efter, hvor mange tebioktetter pr. sekund det kan levere til beregningsknuderne, for det tal afgør, hvor hurtigt en simulering kan gemme sin tilstand og genoptage. En maskine, der regner hurtigt, men skriver langsomt, bruger tiden på at vente.

Forskellen på ti procent i forhold til den decimale enhed er betydningsfuld i den sammenhæng. Et filsystem indkøbt til at levere 10 teraoktetter pr. sekund og et, der leverer 10 tebioktetter pr. sekund, afviger med en hel teraoktet pr. sekund, hvilket i et anlæg af den størrelse udgør en betydelig del af udstyrsbudgettet.

I bit er én tebioktet pr. sekund 8 tebibit pr. sekund, og i decimale vendinger omkring 1,1 teraoktetter pr. sekund. At udtrykke samme takt på fire forskellige måder er hverdag på dette niveau, for lagringsbranchen, hukommelsesbranchen, netbranchen og standardiseringsorganerne foretrækker hver sin.

Som dagligdags sammenligning ville én tebioktet pr. sekund fylde en stor forbrugerharddisk på cirka tyve sekunder. Ingen ydre grænseflade bærer dette; tallet beskriver bevægelse mellem komponenter inden for et enkelt system, hvor ledningerne er korte, og hvor meget mange af dem arbejder parallelt.

Grafikprocessorer har bragt takten inden for rækkevidde af en enkelt komponent. En stak hukommelse med høj båndbredde, bundet direkte til processorchippen, leverer langt mere end en tebioktet pr. sekund til den processor, der bruger den, og et kort med flere sådanne stakke når nogle stykker. Det er den båndbredde, og ikke den nøgne regnehastighed, der begrænser oplæringen af store modeller: regneenhederne står stille, hvis hukommelsen ikke kan holde dem mætte. Samme ræsonnement forklarer, hvorfor de, der udformer superdatamater, lægger lige så megen møje i vejene mellem hukommelse og processor som i processorerne selv, og hvorfor takten angives i binære enheder, når den beskrevne hukommelse adresseres i topotenser.

Én tebioktet pr. sekund svarer til 1024 gibioktetter pr. sekund, 1 099 511 627 776 oktetter pr. sekund eller omkring 1,100 teraoktetter pr. sekund.