| Megaoktetter (Mo) | Exbioktetter (Eio) |
|---|---|
| 1 Megaoktet | 8.67361737988 × 10-13 Eio |
| 2 Megaoktetter | 1.73472347598 × 10-12 Eio |
| 3 Megaoktetter | 2.60208521397 × 10-12 Eio |
| 4 Megaoktetter | 3.46944695195 × 10-12 Eio |
| 5 Megaoktetter | 4.33680868994 × 10-12 Eio |
| 10 Megaoktetter | 8.67361737988 × 10-12 Eio |
| 20 Megaoktetter | 1.73472347598 × 10-11 Eio |
| 25 Megaoktetter | 2.16840434497 × 10-11 Eio |
| 50 Megaoktetter | 4.33680868994 × 10-11 Eio |
| 100 Megaoktetter | 8.67361737988 × 10-11 Eio |
| Reference | Megaoktetter (Mo) | Exbioktetter (Eio) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 0.00016 Mo | 1.38778 × 10-16 Eio |
| A three-minute MP3 | 3 Mo | 2.60209 × 10-12 Eio |
| A smartphone photo | 4 Mo | 3.46945 × 10-12 Eio |
| A high-definition film | 4000 Mo | 0.00000000346945 Eio |
| A dual-layer Blu-ray disc | 50000 Mo | 0.0000000433681 Eio |
Megaoktetten er en enhed for digital information på en million oktetter, altså otte millioner bit. Symbolet er Mo. Det er den enkelte fils enhed: et fotografi, en sang, et dokument, hentningen af et program måles alle i megaoktetter, hvilket gør den til den dataenhed, der oftest læses i dagligdagen.
De sædvanlige tal er værd at bære med sig. Et fotografi fra en telefon er 2 til 5 megaoktetter, et ubehandlet fotografi fra et systemkamera 25 til 50. En komprimeret sang 3 til 10. Et minuts højopløst video omkring 100. Et langt tekstdokument mindre end én. En opdatering af styresystemet er flere tusinde, hvilket er grunden til, at den i stedet angives i gigaoktetter.
Megaoktetten bærer desuden datahistoriens mest berygtede enhedsfejl. Den såkaldte 1,44 MB-diskette rummer hverken 1,44 millioner oktetter eller 1,44 gange 1 048 576. Dens rummelighed er 1440 kibioktetter, altså 1 474 560 oktetter: fabrikanterne gangede et binært kilo med et decimalt tusind og frembragte et tal, der ikke passer i noget system overhovedet. Det er stadig skoleeksemplet på, hvorfor IEC-forstavelserne var nødvendige.
Kompaktpladerne er renere: en almindelig plade rummer omkring 700 megaoktetter data, eller 74 til 80 minutters lyd, og den rummelighed var i et årti den praktiske grænse for at udbrede programmer. Før dem betød udgivelse af et program en kasse disketter, og efter dem rummede en DVD omkring 4,7 gigaoktetter, næsten syv gange så meget.
Hukommelsesstørrelserne nåede megaoktetterne i begyndelsen af halvfemserne og blev der et årti. Fire megaoktetter var behageligt i 1993 og utilstrækkeligt i 1998, hvilket følger de grafiske brugerflader og webbens ankomst. I dag tager et enkelt faneblad i en webbrowser rutinemæssigt mere hukommelse end en hel datamat fra den tid.
Kløften mellem decimalt og binært betyder noget i denne størrelse. Én megaoktet er en million oktetter, men én mebioktet er 1 048 576, og en fil, som ét program angiver til 100 MB, kan i et andet vises som 95,4 MB. Forskellen er 4,9 procent: lille nok til at overses og stor nok til at vække strid om, hvorvidt en hentning gik rigtigt til.
Én megaoktet svarer til 1 000 000 oktetter, 1000 kilooktetter, 8 megabit eller omkring 0,9537 mebioktetter.
Exbioktetten er en enhed for digital information på to i tresindstyvende oktetter, altså 1024 pebioktetter. Symbolet er Eio. Den er exaoktettens binære modstykke, og de to afviger med 15,3 procent.
Ét tal med denne enhed citeres mere end noget andet: seksten exbioktetter, størrelsen af det adresserum, en 64-bitsprocessor kan nå. To i fireogtresindstyvende oktetter er 16 EiB, og det tal er det teoretiske loft for hukommelsen i hver maskine bygget på den arkitektur, der har behersket databehandlingen siden midten af 2000-tallet.
Samme grænse dukker op igen i filsystemer. Et filsystem, der nummererer sine blokke med 64-bitsværdier, kan adressere 16 exbioktetter blokke, og flere moderne konstruktioner angiver netop det som deres største diskenhedsstørrelse. Andre angiver 8 exbioktetter, da de har forbeholdt én bit til et fortegn eller et flag — en enkelthed, der halverer grænsen og er værd at kende, når man læser en specifikation.
Intet nærmer sig disse størrelser i praksis. Verdens største lagringssystemer rummer exaoktetter, og summen af alle data, menneskeheden holder, er nogle hundrede zettaoktetter, altså titusinder af exbioktetter. 64-bitsloftet blev valgt netop for ikke at blive nået, og overgangen fra 32 bit, hvis grænse på fire gibioktetter blev nået inden for et årti, er grunden til, at konstruktørerne lod så megen plads.
Én exbioktet er 1 152 921 504 606 846 976 bit og 128 pebioktetter. Det er en mængde, der findes i specifikationer, i adresseregning og i konstruktionsdokumenterne for store systemer, og intet andet sted. At beskrive den i fotografier eller film gavner ikke, for ingen samling af hverken det ene eller det andet kommer i nærheden.
Symbolet Eio og dets decimale søskende Eo afviger med mere end en ottendedel, hvilket er alt for meget at overlade til gætteri. Når et dokument skriver EB om et adresserum, mener det næsten sikkert EiB, for adresserum er topotenser af konstruktion; når det skriver EB om lagrede data, mener det næsten sikkert den decimale enhed.
Én exbioktet svarer til 1024 pebioktetter, 1 152 921 504 606 846 976 oktetter, 8 exbibit eller omkring 1,153 exaoktetter.