| Mebioktetter (Mio) | Zebibit (Zibit) |
|---|---|
| 1 Mebioktet | 7.1054273576 × 10-15 Zibit |
| 2 Mebioktetter | 1.42108547152 × 10-14 Zibit |
| 3 Mebioktetter | 2.13162820728 × 10-14 Zibit |
| 4 Mebioktetter | 2.84217094304 × 10-14 Zibit |
| 5 Mebioktetter | 3.5527136788 × 10-14 Zibit |
| 10 Mebioktetter | 7.1054273576 × 10-14 Zibit |
| 20 Mebioktetter | 1.42108547152 × 10-13 Zibit |
| 25 Mebioktetter | 1.7763568394 × 10-13 Zibit |
| 50 Mebioktetter | 3.5527136788 × 10-13 Zibit |
| 100 Mebioktetter | 7.1054273576 × 10-13 Zibit |
| Reference | Mebioktetter (Mio) | Zebibit (Zibit) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 0.000152588 Mio | 1.0842 × 10-18 Zibit |
| A three-minute MP3 | 2.86102 Mio | 2.03288 × 10-14 Zibit |
| A smartphone photo | 3.8147 Mio | 2.71051 × 10-14 Zibit |
| A high-definition film | 3814.7 Mio | 2.71051 × 10-11 Zibit |
| A dual-layer Blu-ray disc | 47683.7 Mio | 3.38813 × 10-10 Zibit |
Mebioktetten er en enhed for digital information på 1 048 576 oktetter, altså 1024 kibioktetter. Symbolet er Mio. Den er megaoktettens binære modstykke, og de to afviger med 4,9 procent — det punkt, hvor en omhyggelig forfatter begynder at skelne dem.
Enhedens synligste hjem er processorens mellemlager. Den hurtige hukommelse, der bygges ind i en processor for at holde nyligt brugte data, målsættes binært, og nutidens kredse bærer mellemlagre målt i mebioktetter: nogle hundrede kibioktetter på andet niveau og titals mebioktetter på tredje. De tal er nøjagtige topotenser, fordi mellemlageret adresseres ved at dele en adresse i faste bitfelter.
Blokstørrelser og buffere følger samme logik. Filsystemer tildeler i blokke, databasemotorer læser i sider, komprimeringsværktøjer arbejder i vinduer, og alt dette er topotenser, oftest nogle få mebioktetter. Et værktøj, der tilbyder en buffer på 16 megaoktetter, mener næsten altid 16 mebioktetter, fordi den underliggende tildeling er en forskydning og ingen multiplikation.
Skelnen er blevet synlig for almindelige brugere gennem forskellen mellem, hvad en hentning angiver, og hvad en filhåndtering melder. En fil beskrevet som 100 megaoktetter på et websted er ofte 100 mebioktetter på disken, eller omvendt, og de 4,9 procent, der følger, rækker til at få en fremdriftslinje til at se forkert ud, uden at noget faktisk er galt.
Som skala rummer én mebioktet en million tegn tekst uden diakritiske mærker — omtrent en lang roman, eller fem hundrede sider. Det er også et enkelt fotografi fra et beskedent kamera, eller otte sekunders højopløst video. Samme enhed beskriver altså både en vældig mængde tekst og en forsvindende mængde video, hvilket siger en hel del om de to gengivelsers indbyrdes omkostning.
IEC-skrivningen Mio bruges i faglig dokumentation, i Linux-kernen, i filsystemsværktøjer og i standarder. Den forbliver sjælden i forbrugerprogrammer, hvor MB skrives for begge mængder. Når et tal betyder noget, er den sikreste vane at regne i oktetter og omregne en enkelt gang til sidst.
Én mebioktet svarer til 1 048 576 oktetter, 1024 kibioktetter, 8 mebibit eller omkring 1,049 megaoktetter.
Zebibitten er en enhed for digital information på to i halvfjerdsindstyvende bit, altså 1024 exbibit. Symbolet er Zibit. Den er zettabittens binære modstykke, og de to afviger i dag med 18,1 procent — næsten en femtedel.
Den adskillelse er selve grunden til, at de binære forstavelser blev nødvendige. Ved kibibitten afveg de to skikke med 2,4 procent, en afrundingsfejl. Her er forskellen stor nok til, at et dokument, der bruger den forkerte, ganske enkelt beretter om en anden mængde, og ingen sammenhæng kan læge tvetydigheden bagefter.
Én zebibit er 147 573 952 589 676 412 928 oktetter, altså 128 exbioktetter. Intet af denne størrelse findes. Summen af alle data, menneskeheden holder, ligger på nogle hundrede zettaoktetter, altså under én zebioktet, så verdens samlede informationsforråd når endnu ikke op på én enhed på dette trin af den binære stige.
Enheden findes, fordi IEC-rækken blev bestemt fuldstændigt og ikke blot så langt, man dengang havde brug for. Det er samme grundsætning, metersystemet følger: hver forstavelse gælder hver enhed, hvad enten sammensætningen endnu er brugt eller ej. Et system med huller kræver en undtagelsestabel; et uden huller kræver kun reglen.
Hvor zebibitten virkelig kunne dukke op, er i regningen med adresserum. To i halvfjerdsindstyvende er ingen naturlig viserbredde, men mangefold og dele af topotenser går gennem enhver samtale om adressering, og et oplæg, der forbeholdt halvfjerds bit til noget, ville naturligt beskrives i disse vendinger. Sådanne oplæg foreslås nu og da, og intet har endnu været nødvendigt.
At læse symbolet er den praktiske færdighed. Zibit er binært, Zbit er decimalt, og med atten procents afstand er de to ikke udskiftelige i noget dokument, hvor tallet betyder noget. Når en kilde skriver ZB uden forklaring, findes ingen måde at vide, hvad der var ment, og det ærlige svar er at behandle tallet som usikkert med en femtedel.
Én zebibit svarer til 1024 exbibit, 147 573 952 589 676 412 928 oktetter eller omkring 1,181 zettabit.