Omregning fra Decipascal til Gigapascal

Information om Decipascal (dPa)

Decipascalen er en trykenhed på en tiendedel pascal. Symbolet er dPa. Den hører til den gruppe metriske forstavelser, der findes, fordi systemet er regelmæssigt, og ikke fordi nogen har bedt om dem: deci, centi, deka og hekto udfylder hullerne mellem tusindtrinsforstavelserne, og af de fire fandt kun hekto et varigt hjem i trykket, i vejrudsigternes hektopascal.

Den regelmæssighed er metersystemets selve mening og ingen tilfældighed i det. Hver forstavelse fra yokto til yotta gælder hver enhed, så decipascalen er fastlagt, hvad enten nogen skriver den eller ej. Det andet valg ville være et system, hvor visse sammensætninger var tilladte og andre ikke, og brugeren måtte da holde en undtagelsestabel i hovedet i stedet for en enkelt regel.

I praksis springer trykarbejdet fra pascalen til hektopascalen eller kilopascalen, og de fire mellemforstavelser bliver ubrugte. Der er til dette en grund, der rækker ud over vanen. Tusindtrinsforstavelserne — milli, kilo, mega — passer med, hvordan cifre grupperes i skrift, så en værdi i kilopascal aflæses af en værdi i pascal ved at flytte ciffergrupperingen og ikke ved at tælle decimaler. Deci og centi bryder den samstemmighed.

Decipascalen har alligevel en naturlig størrelse. En tiendedel pascal er omtrent trykket fra et enkelt tyndt ark papir, der ligger på et bord, eller forskellen i lufttryk over omkring en centimeters højde. Det er det tryk, et natsværmer udøver mod en vinduesrude, og cirka en hundrededel af trykforskellen på hver side af en lukket indvendig dør i en ventileret bygning.

Hvor sådanne tryk skal skrives ned, er skikken at bruge pascalen med decimaler: en vindmålers kalibrering noterer 0,4 pascal snarere end 4 decipascal, og et ventilationskrav 50 pascal snarere end 500 decipascal. Tallet er det samme, og pascalen holder siden i samklang med hver anden aflæsning.

Enheden er stadig fuldt gyldig, og en omregner må kunne håndtere den, for den dukker op i ældre instrumenthåndbøger, i en enkelt national standard og overalt hvor en forfatter har fundet, at et tal læses bedre med ét ciffer før kommaet end med tre efter.

Én decipascal svarer til 0,1 pascal, 100 millipascal, 0,001 hektopascal eller omkring 0,0000145 pund pr. kvadrattomme.

Information om Gigapascal (GPa)

Gigapascalen er en trykenhed på en milliard pascal, skrevet GPa. Det er tusind megapascal og ti tusind bar. Det er den enhed, hvori materialelæren angiver stivhed frem for styrke, og hvori trykkene inde i planeter og i højtrykslaboratorier beskrives.

Elasticitetsmodulet er dens vigtigste brug. Stål har et elasticitetsmodul på omkring 200 gigapascal, kobber 117, aluminium 70, almindeligt glas 70, beton omkring 30, træ langs fibrene 10 til 15, og gummi mindre end en tiendedel af én. De tal beskriver, hvor meget et materiale strækkes under last, ikke hvornår det brister, og de forklarer, hvorfor en stålbjælke med samme styrke som en aluminiumsbjælke alligevel bøjer mindre.

Diamanten markerer toppen af den almindelige skala. Dens modul på cirka 1200 gigapascal er det højeste blandt naturlige materialer, og derfor laver man ambolte af den til højtryksarbejde: intet andet kan trykke så hårdt uden selv at blive deformeret først. Syntetisk diamant fremstilles industrielt ved omkring fem gigapascal og høj temperatur, i presser bygget netop til at holde det tryk.

Jordens indre beskrives i samme enhed. Trykket ved skorpens bund ligger omkring én gigapascal, ved grænsen mellem kappen og kernen omkring 136, og i planetens midte omkring 360. Diamantambolt-celler i laboratoriet når i dag og overskrider midterværdien, hvilket gør, at jernets og silikaternes opførsel under planetariske forhold kan undersøges direkte i stedet for at sluttes.

Til sammenligning udøver havets dybeste punkt kun omkring 0,11 gigapascal. Den sammenligning er værd at bevare, for den viser, hvor meget større geologiske tryk er end alt, hvad der har med vand at gøre: bunden af Marianergraven er en tusindedel af trykket i jordens midte.

Under gigapascalen beskriver megapascalen styrken, og ovenover er der næppe andet end stjernefysik og teori. Terapascalen optræder hovedsagelig i kulstofnanorørs elasticitetsmodul og i kæmpeplaneters indre, så gigapascalen er i praksis loftet for det område, hvor laboratorier og ingeniører arbejder.

Én gigapascal svarer til 1 000 000 000 pascal, 1000 megapascal, 10 000 bar eller cirka 145 000 pund pr. kvadrattomme.