| Mebibit (Mibit) | Petaoktetter (Po) |
|---|---|
| 1 Mebibit | 1.31072 × 10-10 Po |
| 2 Mebibit | 2.62144 × 10-10 Po |
| 3 Mebibit | 3.93216 × 10-10 Po |
| 4 Mebibit | 5.24288 × 10-10 Po |
| 5 Mebibit | 6.5536 × 10-10 Po |
| 10 Mebibit | 0.00000000131072 Po |
| 20 Mebibit | 0.00000000262144 Po |
| 25 Mebibit | 0.0000000032768 Po |
| 50 Mebibit | 0.0000000065536 Po |
| 100 Mebibit | 0.0000000131072 Po |
| Reference | Mebibit (Mibit) | Petaoktetter (Po) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 0.0012207 Mibit | 1.6 × 10-13 Po |
| A three-minute MP3 | 22.8882 Mibit | 0.000000003 Po |
| A smartphone photo | 30.5176 Mibit | 0.000000004 Po |
| A high-definition film | 30517.6 Mibit | 0.000004 Po |
| A dual-layer Blu-ray disc | 381470 Mibit | 0.00005 Po |
Mebibitten er en enhed for digital information på 1 048 576 bit, altså 1024 kibibit eller to i tyvende. Symbolet er Mibit. Den er megabittens binære modstykke, og forskellen mellem de to er vokset til 4,9 procent — lille nok til at overses i forbifarten, stor nok til at betyde noget i en specifikation.
Dens naturlige hjem er halvlederhukommelsen, hvor rummeligheden bestemmes af kredsens adresseledninger. En hukommelsesbrik med tyve adressebit når nøjagtig 1 048 576 pladser, så tæthederne lander på topotenser og ikke på runde decimaltal. En kreds, der i et katalog beskrives som 512 megabit, er meget ofte 512 mebibit i virkeligheden, altså 537 megabit, og det er databladet, der taler sandt.
Den vane er gammel og tilsigtet. Halvlederfabrikanter har altid målsat hukommelse binært, fordi ledningsføringen gør ethvert andet valg ødselt: en adressebus er et fast antal ledninger, og kun at bruge en del af det område, den kan nå, kaster silicium bort. Lagringsfabrikanterne havde ingen sådan tvang, og netop derfor gik de to brancher fra hinanden.
Som mængdefornemmelse er én mebibit 131 072 oktetter, altså omkring 128 kibioktetter. Det er omtrent indholdet af en lang bog som ren tekst, eller et enkelt billede med lav opløsning. I nettermer er det et hundrededels sekund af en gigabitforbindelse.
IEC-forstavelserne blev indført i 1998 til dels, fordi tilnærmelsen fra dette niveau og opad holder op med at være ufarlig. At købe en komponent beskrevet som én megabit og få én mebibit er en overraskelse på fem procent; ved tebibitten er samme forveksling en overraskelse på ti procent, og i en kontrakt for et datacenter er det en virkelig pengesum.
Rigtigt brug er i dag almindeligt i standarddokumenter, i datablade for udstyr og i styresystemernes indre, og sjældent i reklame og forbrugerprogrammer. Den bedste regel ved læsning af et tal er at spørge, hvilken branche der frembragte det: beskriver det hukommelse eller en kreds, antag binært; beskriver det lagring eller en forbindelse, antag decimalt.
Én mebibit svarer til 1 048 576 bit, 1024 kibibit, 131 072 oktetter eller omkring 1,049 megabit.
Petaoktetten er en enhed for digital information på tusind teraoktetter, altså en million gigaoktetter. Symbolet er Po. Det er den institutionelle lagrings enhed: den skala, hvor data tilhører en organisation og ikke en person, og hvor det at bevare dem bliver en budgetpost og ikke en eftertanke.
Én petaoktet er cirka lagringen i tusind store harddiske af forbrugerslags, eller teksten i alle bøger, der nogensinde er udgivet, flere gange. I video er det omkring tyve tusind timer i ultrahøj opløsning, eller to et halvt års uafbrudt seen. Hele kataloget hos en stor strømningstjeneste, bevaret én gang pr. kvalitetstrin, løber op i nogle få petaoktetter.
Videnskaben nåede denne skala først. Den store hadronkollider ved CERN optager titals petaoktetter om året, efter at dens udløsersystemer allerede har kasseret mere end 99,99 procent af, hvad detektorerne ser, og hele arkivet løber op i flere hundrede petaoktetter. Astronomien, genomikken og klimamodelleringen holder arkiver af sammenlignelig størrelse, og kunsten at passe dem blev et eget forskningsfelt.
Kommercielt beskriver petaoktetten lagringen i ét enkelt datacenter og ikke en virksomheds samlede. En stor organisation holder titals eller hundreder af petaoktetter spredt over mange steder, og de største skyleverandører holder exaoktetter. I denne størrelse er de praktiske vanskeligheder ikke rummeligheden, men strømmen der holder diskene snurrende, kølingen og visheden om, at en del af udstyret svigter i ethvert øjeblik.
Det sidste punkt styrer udformningen. I en petaoktetopstilling er diskhavarier ikke undtagelseshændelser, men en uafbrudt baggrundsrate, så systemet bygges til bestandigt at miste apparater og genopbygge uden afbrydelse. Data lagres med sletningskoder spredt over mange maskiner, og ingen enkelt kopi af noget betros.
At læse én petaoktet er i sig selv et problem. Selv ved ti gigaoktetter i sekundet, en takt få systemer holder, tager en fuldstændig gennemgang mere end et døgn. Derfor udformes analyse i denne størrelse til at føre beregningen hen til data i stedet for data hen til beregningen, en omvending, der har formet hele feltet for fordelt behandling.
Én petaoktet svarer til 1000 teraoktetter, 1 000 000 gigaoktetter, 8 petabit eller omkring 0,8882 pebioktetter.