Omregning fra 3 Kibioktetter per sekund til Tebioktetter per sekund

Information om Kibioktet per sekund (Kio/s)

Kibioktetten pr. sekund er en enhed for dataoverførselshastighed på 1024 oktetter pr. sekund og dermed på 8192 bit pr. sekund. Symbolet er Kio/s. Til forskel fra de fleste binære taktenheder er den virkelig almindelig, for de kommandolinjeværktøjer, der kopierer, henter og synkroniserer filer, har meldt i den i årtier.

Grunden er ligetil. De værktøjer tæller, hvad de har flyttet, i blokke, og blokke er topotenser. Et program, der læser i stykker på fire kibioktetter og deler summen med forløben tid, giver en takt i kibioktetter pr. sekund, og at melde den i decimale kilooktetter ville kræve en ekstra multiplikation uden nogen nytte. Enheden er, hvad regningen frembringer af sig selv.

Enhver, der har set en filkopiering på et Unix-lignende system, har set tallet. Hentningsværktøjer, arkivværktøjer, kommandoer til at brænde plader og netoverførselsprogrammer melder alle fremdriften i kibioktetter eller mebioktetter pr. sekund, og de fleste mærker den rigtigt med det lille i. Det er et af de få steder, hvor IEC-forstavelserne bruges følgerigtigt i dagligdags programmel.

Som skala flytter én kibioktet pr. sekund omkring tusind tegn tekst hvert sekund: et kort brev på et sekund, en roman på cirka ti minutter. Det er en takt, hvor en moderne webside ikke indlæses på rimelig tid, så at se den i en fremdriftsvisning betyder som regel, at noget er gået galt med forbindelsen, og ikke at overførslen næsten er færdig.

Forskellen fra én kilooktet pr. sekund er 2,4 procent, hvilket ingen mærker. Værdien af at bruge den binære enhed her er ikke nøjagtighed, men ærlighed: tallet kom af en binær beregning, og at skrive det med binær forstavelse siger det. Den, der vil have det decimale tal, kan omregne; den, der får en decimal mærkning for et binært tal, kan intet genskabe.

At sammenligne aflæsningen med en averteret forbindelseshastighed kræver to trin: gange med otte for at få bit og rette 2,4 procent for grundtallet. I praksis ligger det andet trin under støjen i enhver virkelig måling, og det første er det, der betyder noget.

Én kibioktet pr. sekund svarer til 1024 oktetter pr. sekund, 8192 bit pr. sekund eller 1,024 kilooktetter pr. sekund.

Information om Tebioktet per sekund (Tio/s)

Tebioktetten pr. sekund er en enhed for dataoverførselshastighed på 1024 gibioktetter pr. sekund, altså to i fyrretyvende oktetter pr. sekund. Symbolet er Tio/s. Den er teraoktettens pr. sekund binære modstykke, og de to afviger med 10 procent.

Intet uden for en stor maskine flytter data så hurtigt. Takten beskriver hukommelsesbåndbredden i en accelerator med stablet hukommelse, det indre væv i en højklasset processorkapsel, eller den samlede gennemstrømning i et parallelt filsystem spredt over tusinder af diske. Alt dette er bygget af binære strukturer, og deres summer er binære mængder delt med tid.

Det er inden for højtydende beregning, enheden skrives oftest. En superdatamats lagringssystem angives efter, hvor mange tebioktetter pr. sekund det kan levere til beregningsknuderne, for det tal afgør, hvor hurtigt en simulering kan gemme sin tilstand og genoptage. En maskine, der regner hurtigt, men skriver langsomt, bruger tiden på at vente.

Forskellen på ti procent i forhold til den decimale enhed er betydningsfuld i den sammenhæng. Et filsystem indkøbt til at levere 10 teraoktetter pr. sekund og et, der leverer 10 tebioktetter pr. sekund, afviger med en hel teraoktet pr. sekund, hvilket i et anlæg af den størrelse udgør en betydelig del af udstyrsbudgettet.

I bit er én tebioktet pr. sekund 8 tebibit pr. sekund, og i decimale vendinger omkring 1,1 teraoktetter pr. sekund. At udtrykke samme takt på fire forskellige måder er hverdag på dette niveau, for lagringsbranchen, hukommelsesbranchen, netbranchen og standardiseringsorganerne foretrækker hver sin.

Som dagligdags sammenligning ville én tebioktet pr. sekund fylde en stor forbrugerharddisk på cirka tyve sekunder. Ingen ydre grænseflade bærer dette; tallet beskriver bevægelse mellem komponenter inden for et enkelt system, hvor ledningerne er korte, og hvor meget mange af dem arbejder parallelt.

Grafikprocessorer har bragt takten inden for rækkevidde af en enkelt komponent. En stak hukommelse med høj båndbredde, bundet direkte til processorchippen, leverer langt mere end en tebioktet pr. sekund til den processor, der bruger den, og et kort med flere sådanne stakke når nogle stykker. Det er den båndbredde, og ikke den nøgne regnehastighed, der begrænser oplæringen af store modeller: regneenhederne står stille, hvis hukommelsen ikke kan holde dem mætte. Samme ræsonnement forklarer, hvorfor de, der udformer superdatamater, lægger lige så megen møje i vejene mellem hukommelse og processor som i processorerne selv, og hvorfor takten angives i binære enheder, når den beskrevne hukommelse adresseres i topotenser.

Én tebioktet pr. sekund svarer til 1024 gibioktetter pr. sekund, 1 099 511 627 776 oktetter pr. sekund eller omkring 1,100 teraoktetter pr. sekund.