| Mebioktetter (Mio) | Megaoktetter (Mo) |
|---|---|
| 1 Mebioktet | 1.048576 Mo |
| 2 Mebioktetter | 2.097152 Mo |
| 3 Mebioktetter | 3.145728 Mo |
| 4 Mebioktetter | 4.194304 Mo |
| 5 Mebioktetter | 5.24288 Mo |
| 10 Mebioktetter | 10.48576 Mo |
| 20 Mebioktetter | 20.97152 Mo |
| 25 Mebioktetter | 26.2144 Mo |
| 50 Mebioktetter | 52.4288 Mo |
| 100 Mebioktetter | 104.8576 Mo |
| Reference | Mebioktetter (Mio) | Megaoktetter (Mo) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 0.000152588 Mio | 0.00016 Mo |
| A three-minute MP3 | 2.86102 Mio | 3 Mo |
| A smartphone photo | 3.8147 Mio | 4 Mo |
| A high-definition film | 3814.7 Mio | 4000 Mo |
| A dual-layer Blu-ray disc | 47683.7 Mio | 50000 Mo |
Mebioktetten er en enhed for digital information på 1 048 576 oktetter, altså 1024 kibioktetter. Symbolet er Mio. Den er megaoktettens binære modstykke, og de to afviger med 4,9 procent — det punkt, hvor en omhyggelig forfatter begynder at skelne dem.
Enhedens synligste hjem er processorens mellemlager. Den hurtige hukommelse, der bygges ind i en processor for at holde nyligt brugte data, målsættes binært, og nutidens kredse bærer mellemlagre målt i mebioktetter: nogle hundrede kibioktetter på andet niveau og titals mebioktetter på tredje. De tal er nøjagtige topotenser, fordi mellemlageret adresseres ved at dele en adresse i faste bitfelter.
Blokstørrelser og buffere følger samme logik. Filsystemer tildeler i blokke, databasemotorer læser i sider, komprimeringsværktøjer arbejder i vinduer, og alt dette er topotenser, oftest nogle få mebioktetter. Et værktøj, der tilbyder en buffer på 16 megaoktetter, mener næsten altid 16 mebioktetter, fordi den underliggende tildeling er en forskydning og ingen multiplikation.
Skelnen er blevet synlig for almindelige brugere gennem forskellen mellem, hvad en hentning angiver, og hvad en filhåndtering melder. En fil beskrevet som 100 megaoktetter på et websted er ofte 100 mebioktetter på disken, eller omvendt, og de 4,9 procent, der følger, rækker til at få en fremdriftslinje til at se forkert ud, uden at noget faktisk er galt.
Som skala rummer én mebioktet en million tegn tekst uden diakritiske mærker — omtrent en lang roman, eller fem hundrede sider. Det er også et enkelt fotografi fra et beskedent kamera, eller otte sekunders højopløst video. Samme enhed beskriver altså både en vældig mængde tekst og en forsvindende mængde video, hvilket siger en hel del om de to gengivelsers indbyrdes omkostning.
IEC-skrivningen Mio bruges i faglig dokumentation, i Linux-kernen, i filsystemsværktøjer og i standarder. Den forbliver sjælden i forbrugerprogrammer, hvor MB skrives for begge mængder. Når et tal betyder noget, er den sikreste vane at regne i oktetter og omregne en enkelt gang til sidst.
Én mebioktet svarer til 1 048 576 oktetter, 1024 kibioktetter, 8 mebibit eller omkring 1,049 megaoktetter.
Megaoktetten er en enhed for digital information på en million oktetter, altså otte millioner bit. Symbolet er Mo. Det er den enkelte fils enhed: et fotografi, en sang, et dokument, hentningen af et program måles alle i megaoktetter, hvilket gør den til den dataenhed, der oftest læses i dagligdagen.
De sædvanlige tal er værd at bære med sig. Et fotografi fra en telefon er 2 til 5 megaoktetter, et ubehandlet fotografi fra et systemkamera 25 til 50. En komprimeret sang 3 til 10. Et minuts højopløst video omkring 100. Et langt tekstdokument mindre end én. En opdatering af styresystemet er flere tusinde, hvilket er grunden til, at den i stedet angives i gigaoktetter.
Megaoktetten bærer desuden datahistoriens mest berygtede enhedsfejl. Den såkaldte 1,44 MB-diskette rummer hverken 1,44 millioner oktetter eller 1,44 gange 1 048 576. Dens rummelighed er 1440 kibioktetter, altså 1 474 560 oktetter: fabrikanterne gangede et binært kilo med et decimalt tusind og frembragte et tal, der ikke passer i noget system overhovedet. Det er stadig skoleeksemplet på, hvorfor IEC-forstavelserne var nødvendige.
Kompaktpladerne er renere: en almindelig plade rummer omkring 700 megaoktetter data, eller 74 til 80 minutters lyd, og den rummelighed var i et årti den praktiske grænse for at udbrede programmer. Før dem betød udgivelse af et program en kasse disketter, og efter dem rummede en DVD omkring 4,7 gigaoktetter, næsten syv gange så meget.
Hukommelsesstørrelserne nåede megaoktetterne i begyndelsen af halvfemserne og blev der et årti. Fire megaoktetter var behageligt i 1993 og utilstrækkeligt i 1998, hvilket følger de grafiske brugerflader og webbens ankomst. I dag tager et enkelt faneblad i en webbrowser rutinemæssigt mere hukommelse end en hel datamat fra den tid.
Kløften mellem decimalt og binært betyder noget i denne størrelse. Én megaoktet er en million oktetter, men én mebioktet er 1 048 576, og en fil, som ét program angiver til 100 MB, kan i et andet vises som 95,4 MB. Forskellen er 4,9 procent: lille nok til at overses og stor nok til at vække strid om, hvorvidt en hentning gik rigtigt til.
Én megaoktet svarer til 1 000 000 oktetter, 1000 kilooktetter, 8 megabit eller omkring 0,9537 mebioktetter.