| Yottaoktetter per sekund (Yo/s) | Kibibit per sekund (Kibit/s) |
|---|---|
| 1 Yottaoktet per sekund | 7.8125 × 1021 Kibit/s |
| 2 Yottaoktetter per sekund | 1.5625 × 1022 Kibit/s |
| 3 Yottaoktetter per sekund | 2.34375 × 1022 Kibit/s |
| 4 Yottaoktetter per sekund | 3.125 × 1022 Kibit/s |
| 5 Yottaoktetter per sekund | 3.90625 × 1022 Kibit/s |
| 10 Yottaoktetter per sekund | 7.8125 × 1022 Kibit/s |
| 20 Yottaoktetter per sekund | 1.5625 × 1023 Kibit/s |
| 25 Yottaoktetter per sekund | 1.953125 × 1023 Kibit/s |
| 50 Yottaoktetter per sekund | 3.90625 × 1023 Kibit/s |
| 100 Yottaoktetter per sekund | 7.8125 × 1023 Kibit/s |
| Reference | Yottaoktetter per sekund (Yo/s) | Kibibit per sekund (Kibit/s) |
|---|---|---|
| A dial-up modem | 7 × 10-21 Yo/s | 54.6875 Kibit/s |
| Typical home broadband | 1.25 × 10-17 Yo/s | 97656.2 Kibit/s |
| Gigabit Ethernet | 1.25 × 10-16 Yo/s | 976562 Kibit/s |
| Streaming a 4K film | 3.125 × 10-18 Yo/s | 24414.1 Kibit/s |
Yottaoktetten pr. sekund er en enhed for dataoverførselshastighed på tusind zettaoktetter pr. sekund, eller otte yottabit pr. sekund. Symbolet er Yo/s. Det er den største overførselstakt, metersystemet navngav gennem tredive år, og den står i det punkt, hvor spørgsmålet holder op med at være teknisk og bliver fysisk.
De fysiske grænser er virkelige og lader sig angive. Enhver kommunikationskanal har en kapacitet sat af sin båndbredde og sit forhold mellem signal og støj, et resultat Claude Shannon beviste i 1948. At drive takten højere betyder at bruge mere båndbredde, mere effekt eller flere parallelle kanaler, og hvert af disse midler har en omkostning, der vokser uden grænse, når takten gør det.
Energien sætter den skarpeste grænse. Varmelæren kræver en mindste energi for at skelne én tilstand fra en anden ved en given temperatur, og selv om praktiske systemer ligger mange tierordener over det gulv, er gulvet ikke nul. Ved én yottaoktet pr. sekund bliver selv det teoretiske minimum en betydelig effekt, og hvert virkeligt system ganger det med en stor faktor.
Der findes også en grænse i selve mediet. En enkelt optisk fiber har et kapacitetsloft sat af ulineære virkninger i glasset, som vokser med den lyseffekt, der bæres, så at hæve effekten til sidst forringer signalet i stedet for at forbedre det. At nå én yottaoktet pr. sekund ville kræve noget i retning af hundrede milliarder fibre i drift samtidig ved nutidens rekorder, hvilket er et byggeproblem og intet kommunikationsproblem.
Intet af dette gør enheden meningsløs. Den er rigtigt bestemt, den omregnes efter samme regel som hver anden, og den optræder i drøftelser af teoretiske grænser og i fuldstændige tabeller over forstavelsessystemet. Et målesystem, der holdt op med at navngive størrelser dér, hvor teknikken slipper op, ville være mindre nyttigt, ikke mere.
Siden 2022 har metersystemet ronna og quetta over yotta, så dette er ikke længere stigens top. Den udvidelse blev drevet af datamængder og ikke af takter, og intet inden for overførsel har endnu givet grund til at skrive en takt over denne.
Én yottaoktet pr. sekund svarer til 1000 zettaoktetter pr. sekund, 8 yottabit pr. sekund eller omkring 0,8272 yobioktetter pr. sekund.
Kibibitten pr. sekund er en enhed for dataoverførselshastighed på 1024 bit pr. sekund. Symbolet er Kibit/s. Den er kilobittens pr. sekund binære modstykke og det mindst brugte medlem af en i forvejen usædvanlig familie, for overførselshastigheder er et af de få steder i databehandlingen, hvor den decimale skik altid har været entydig.
Netteknikken har talt i sande tusinder fra begyndelsen. Et modem bedømt til 56 kilobit pr. sekund betød seksoghalvtreds tusind, ikke syvoghalvtreds tusind tre hundrede og fireogfyrre. Grunden er, at en overførselstakt bestemmes af et ur, og ure angives i decimale frekvenser: en forbindelse med ti millioner symboler pr. sekund bærer et decimalt antal bit, ikke en topotens.
De binære forstavelser findes for mængder og ikke for takter, for lagringsmængder ordnes i topotenser, mens tiden ikke gør det. Der findes ingen naturlig grund til, at en takt skulle være en topotens, og følgelig ingen til, at en taktenhed skulle behøve en binær forstavelse. Hvor en sådan dukker op, skyldes det næsten altid, at et program har delt en binær filstørrelse med en varighed.
Det er præcis dér, kibibitten pr. sekund opstår. Et værktøj, der måler en overførsel ved at tælle kibioktetter og dele med sekunder, giver en takt i kibioktetter pr. sekund, og multiplikation med otte giver kibibit pr. sekund. Enheden er en følge af regningen og ingen beskrivelse af kanalen.
Som skala er én kibibit pr. sekund 128 oktetter pr. sekund, og afvigelsen fra én kilobit pr. sekund er 2,4 procent — mindre end målefejlen i næsten enhver virkelig gennemstrømningsprøve. På dette niveau er skelnen teknisk rigtig og praktisk usynlig, hvilket ganske godt beskriver hele det binære forstavelsessystem i dets nedre ende.
Enheden er rigtigt bestemt, og en omregner må håndtere den, for IEC-rækken gælder hver enhed uden undtagelse. Om nogen skriver den er et andet spørgsmål end, om den betyder noget bestemt, og det gør den.
Én kibibit pr. sekund svarer til 1024 bit pr. sekund, 128 oktetter pr. sekund eller 1,024 kilobit pr. sekund.