| Yottaoktetter per sekund (Yo/s) | Petabit per sekund (Pbit/s) |
|---|---|
| 1 Yottaoktet per sekund | 8000000000 Pbit/s |
| 2 Yottaoktetter per sekund | 16000000000 Pbit/s |
| 3 Yottaoktetter per sekund | 24000000000 Pbit/s |
| 4 Yottaoktetter per sekund | 32000000000 Pbit/s |
| 5 Yottaoktetter per sekund | 40000000000 Pbit/s |
| 10 Yottaoktetter per sekund | 80000000000 Pbit/s |
| 20 Yottaoktetter per sekund | 160000000000 Pbit/s |
| 25 Yottaoktetter per sekund | 200000000000 Pbit/s |
| 50 Yottaoktetter per sekund | 400000000000 Pbit/s |
| 100 Yottaoktetter per sekund | 800000000000 Pbit/s |
| Reference | Yottaoktetter per sekund (Yo/s) | Petabit per sekund (Pbit/s) |
|---|---|---|
| A dial-up modem | 7 × 10-21 Yo/s | 5.6 × 10-11 Pbit/s |
| Typical home broadband | 1.25 × 10-17 Yo/s | 0.0000001 Pbit/s |
| Gigabit Ethernet | 1.25 × 10-16 Yo/s | 0.000001 Pbit/s |
| Streaming a 4K film | 3.125 × 10-18 Yo/s | 0.000000025 Pbit/s |
Yottaoktetten pr. sekund er en enhed for dataoverførselshastighed på tusind zettaoktetter pr. sekund, eller otte yottabit pr. sekund. Symbolet er Yo/s. Det er den største overførselstakt, metersystemet navngav gennem tredive år, og den står i det punkt, hvor spørgsmålet holder op med at være teknisk og bliver fysisk.
De fysiske grænser er virkelige og lader sig angive. Enhver kommunikationskanal har en kapacitet sat af sin båndbredde og sit forhold mellem signal og støj, et resultat Claude Shannon beviste i 1948. At drive takten højere betyder at bruge mere båndbredde, mere effekt eller flere parallelle kanaler, og hvert af disse midler har en omkostning, der vokser uden grænse, når takten gør det.
Energien sætter den skarpeste grænse. Varmelæren kræver en mindste energi for at skelne én tilstand fra en anden ved en given temperatur, og selv om praktiske systemer ligger mange tierordener over det gulv, er gulvet ikke nul. Ved én yottaoktet pr. sekund bliver selv det teoretiske minimum en betydelig effekt, og hvert virkeligt system ganger det med en stor faktor.
Der findes også en grænse i selve mediet. En enkelt optisk fiber har et kapacitetsloft sat af ulineære virkninger i glasset, som vokser med den lyseffekt, der bæres, så at hæve effekten til sidst forringer signalet i stedet for at forbedre det. At nå én yottaoktet pr. sekund ville kræve noget i retning af hundrede milliarder fibre i drift samtidig ved nutidens rekorder, hvilket er et byggeproblem og intet kommunikationsproblem.
Intet af dette gør enheden meningsløs. Den er rigtigt bestemt, den omregnes efter samme regel som hver anden, og den optræder i drøftelser af teoretiske grænser og i fuldstændige tabeller over forstavelsessystemet. Et målesystem, der holdt op med at navngive størrelser dér, hvor teknikken slipper op, ville være mindre nyttigt, ikke mere.
Siden 2022 har metersystemet ronna og quetta over yotta, så dette er ikke længere stigens top. Den udvidelse blev drevet af datamængder og ikke af takter, og intet inden for overførsel har endnu givet grund til at skrive en takt over denne.
Én yottaoktet pr. sekund svarer til 1000 zettaoktetter pr. sekund, 8 yottabit pr. sekund eller omkring 0,8272 yobioktetter pr. sekund.
Petabitten pr. sekund er en enhed for dataoverførselshastighed på tusind terabit pr. sekund. Symbolet er Pbit/s. Den markerer den optiske overførselsforsknings grænse: den takt, hvormed laboratorier har ført data gennem en enkelt glastråd, og som intet udlagt system endnu nærmer sig.
Rekorderne blev sat ved at forene tre teknikker. Flerkernet fiber lægger flere adskilte lysledende veje inden for samme kappe, så en enkelt tråd opfører sig som et bundt. Bølgelængdemultipleksering lader hundreder af adskilte farver løbe i hver af disse kerner. Avanceret modulation koder mange bit i hver puls. Det er produktet af de tre, der når én petabit pr. sekund.
Sådanne fremvisninger løber over titals kilometer fiber under kontrollerede forhold, ikke over de tusinder, en søkabel i drift må spænde over. Afstanden er det svære: signalerne svækkes, spredningen udtværer pulserne i hinanden, og glassets ulineære virkninger vokser med effekten. Hver tilføjet kilometer gør samme takt sværere at holde, og derfor ligger udlagte kabler to tierordener under laboratorierekorden.
I oktetter er én petabit pr. sekund 125 teraoktetter pr. sekund, cirka lagringen i hundrede og femogtyve store harddiske flyttet hvert sekund. Intet i nogen af enderne på en sådan forbindelse ville kunne frembringe eller optage data i den takt; tallet beskriver mediets kapacitet og ikke nogen brug af den.
På netniveau bruges enheden til summer. Den samlede sammenkoblingskapacitet i et meget stort datacenter, den samlede kapacitet af alle kabler, der lander på et kontinent, og toptrafikken hos de største indholdsnet angives i petabit pr. sekund. Det er summer over tusinder af forbindelser og ikke bedømmelsen af nogen enkelt.
Udviklingslinjen er værd at bemærke. Kapaciteten over havene er vokset med cirka en faktor ti hvert syvende eller ottende år gennem flere årtier, drevet næsten udelukkende af bedre elektronik og bedre kodning snarere end af mere glas. Fortsætter det, vil petabitten pr. sekund beskrive et kabel i drift inden for en generation.
Én petabit pr. sekund svarer til 1000 terabit pr. sekund, 125 teraoktetter pr. sekund eller omkring 0,8882 pebibit pr. sekund.