| Megaoktetter per sekund (Mo/s) | Yottaoktetter per sekund (Yo/s) |
|---|---|
| 1 Megaoktet per sekund | 1 × 10-18 Yo/s |
| 2 Megaoktetter per sekund | 2 × 10-18 Yo/s |
| 3 Megaoktetter per sekund | 3 × 10-18 Yo/s |
| 4 Megaoktetter per sekund | 4 × 10-18 Yo/s |
| 5 Megaoktetter per sekund | 5 × 10-18 Yo/s |
| 10 Megaoktetter per sekund | 1 × 10-17 Yo/s |
| 20 Megaoktetter per sekund | 2 × 10-17 Yo/s |
| 25 Megaoktetter per sekund | 2.5 × 10-17 Yo/s |
| 50 Megaoktetter per sekund | 5 × 10-17 Yo/s |
| 100 Megaoktetter per sekund | 1 × 10-16 Yo/s |
| Reference | Megaoktetter per sekund (Mo/s) | Yottaoktetter per sekund (Yo/s) |
|---|---|---|
| A dial-up modem | 0.007 Mo/s | 7 × 10-21 Yo/s |
| Typical home broadband | 12.5 Mo/s | 1.25 × 10-17 Yo/s |
| Gigabit Ethernet | 125 Mo/s | 1.25 × 10-16 Yo/s |
| Streaming a 4K film | 3.125 Mo/s | 3.125 × 10-18 Yo/s |
Megaoktetten pr. sekund er en enhed for dataoverførselshastighed på en million oktetter pr. sekund, eller otte megabit pr. sekund. Symbolet er Mo/s. Det er den enhed, hvori lagringsapparater og deres grænseflader bedømmes, og den en filhåndtering viser, mens en kopiering kører.
Lagringshastighederne lander naturligt i dette område. En mekanisk harddisk holder 100 til 250 megaoktetter pr. sekund ved sekventiel læsning. En halvlederdisk på den ældre grænseflade når omkring 550, hvilket er grænsefladens grænse og ikke diskens. En moderne disk på den hurtigere grænseflade når flere tusinde, og der viger enheden for gigaoktetter pr. sekund.
Grænsefladernes hastigheder fortæller samme historie fra den anden side. De efter hinanden følgende udgaver af den universelle seriebus har budt på cirka 1,5, 60, 625 og 2500 megaoktetter pr. sekund ved deres nominelle takter, og hukommelseskortenes standarder har fulgt en lignende vej. Et apparat begrænses altid af den langsommere af de to, og at få dem til at passe er den praktiske kunst at bygge et hurtigt system.
For dagligdags størrelser overfører én megaoktet pr. sekund et fotografi på et par sekunder og en film på to gigaoktetter på cirka en halv time. Ved 500 megaoktetter pr. sekund tager samme film fire sekunder. Den modsætning forklarer, hvorfor en datamats følte hurtighed ændrede sig så fuldstændigt, da halvlederlagring afløste de mekaniske diske, skønt processorerne blev forbedret langt mindre i samme tidsrum.
Sekventielle takter som disse er bedste tilfælde. At læse mange små filer i stedet for én stor koster langt mere, for hver fil kræver, at dens data findes og dens post læses. En disk, der holder 500 megaoktetter pr. sekund i sekvens, kan klare kun nogle titals, når en mappe med tusinder af små filer kopieres, og det er dér, forskellen mellem disktekniker ses tydeligst.
Enheden beskriver også gennemstrømningen i en belastet netforbindelse: en gigabitforbindelse leverer i bedste fald 125 megaoktetter pr. sekund, så et hurtigt lokalnet og en hurtig disk er nu sammenlignelige, og ingen af dem er åbenlyst den begrænsende faktor i en overførsel.
Én megaoktet pr. sekund svarer til 1 000 000 oktetter pr. sekund, 8 megabit pr. sekund eller omkring 0,9537 mebioktetter pr. sekund.
Yottaoktetten pr. sekund er en enhed for dataoverførselshastighed på tusind zettaoktetter pr. sekund, eller otte yottabit pr. sekund. Symbolet er Yo/s. Det er den største overførselstakt, metersystemet navngav gennem tredive år, og den står i det punkt, hvor spørgsmålet holder op med at være teknisk og bliver fysisk.
De fysiske grænser er virkelige og lader sig angive. Enhver kommunikationskanal har en kapacitet sat af sin båndbredde og sit forhold mellem signal og støj, et resultat Claude Shannon beviste i 1948. At drive takten højere betyder at bruge mere båndbredde, mere effekt eller flere parallelle kanaler, og hvert af disse midler har en omkostning, der vokser uden grænse, når takten gør det.
Energien sætter den skarpeste grænse. Varmelæren kræver en mindste energi for at skelne én tilstand fra en anden ved en given temperatur, og selv om praktiske systemer ligger mange tierordener over det gulv, er gulvet ikke nul. Ved én yottaoktet pr. sekund bliver selv det teoretiske minimum en betydelig effekt, og hvert virkeligt system ganger det med en stor faktor.
Der findes også en grænse i selve mediet. En enkelt optisk fiber har et kapacitetsloft sat af ulineære virkninger i glasset, som vokser med den lyseffekt, der bæres, så at hæve effekten til sidst forringer signalet i stedet for at forbedre det. At nå én yottaoktet pr. sekund ville kræve noget i retning af hundrede milliarder fibre i drift samtidig ved nutidens rekorder, hvilket er et byggeproblem og intet kommunikationsproblem.
Intet af dette gør enheden meningsløs. Den er rigtigt bestemt, den omregnes efter samme regel som hver anden, og den optræder i drøftelser af teoretiske grænser og i fuldstændige tabeller over forstavelsessystemet. Et målesystem, der holdt op med at navngive størrelser dér, hvor teknikken slipper op, ville være mindre nyttigt, ikke mere.
Siden 2022 har metersystemet ronna og quetta over yotta, så dette er ikke længere stigens top. Den udvidelse blev drevet af datamængder og ikke af takter, og intet inden for overførsel har endnu givet grund til at skrive en takt over denne.
Én yottaoktet pr. sekund svarer til 1000 zettaoktetter pr. sekund, 8 yottabit pr. sekund eller omkring 0,8272 yobioktetter pr. sekund.