| Reference | Quarts (qt) | Gill (gi) |
|---|---|---|
| A teaspoon | 0.00439938 qt | 0.0351951 gi |
| A can of soft drink | 0.290359 qt | 2.32288 gi |
| A wine bottle | 0.659908 qt | 5.27926 gi |
| A bathtub | 131.982 qt | 1055.85 gi |
| An Olympic swimming pool | 2199692 qt | 17597540 gi |
Quarten i det britiske system er en rumfangsenhed på præcis 1136,5225 milliliter. Symbolet er qt. Det er to britiske pints og en fjerdedel britisk gallon, og navnet siger det: quart kommer af latinets quartus, den fjerde. Den står mellem pinten og gallonen og har i Storbritannien tabt til dem begge.
Dens tilbagegang er det tydeligste tilfælde af en enhed, der klemmes fra to sider. Pinten overlevede, fordi den er det lovlige mål for fadøl, og fordi et menneske kan holde den i hånden; gallonen overlevede i forbrugstallene. Quarten hverken drikkes eller køres, så intet holdt den fast i hverdagssproget, og britiske butikker beskriver i dag den samme mængde som en liter eller som to pints.
I USA har det samme navn det fortræffeligt. En amerikansk flydende quart er 946 milliliter, og mælk, fløde, bouillon, is, maling og motorolie sælges alle i det format. Et olieskift regnes i quarts, fem er almindeligt for en bil, og quart-kartonen hører til de mest genkendelige ting i et amerikansk køkken.
Den amerikanske overlevelse skylder literen noget. En amerikansk quart er kun fem procent mindre end en liter, så hyldeformaterne ændrede sig næppe, da canadiske og internationale varer gik over til metrisk, og den, der sammenligner en quart med en liter, sammenligner næsten det samme. Den britiske quart er tretten procent større end en liter, hvilket gjorde den samme udskiftning mindre bekvem i Storbritannien.
Tørmålet føjer endnu en forviklet ting til i USA. En tør quart er 1101 milliliter mod den flydendes 946, og den hører til en egen kæde brugt til bær, grøntsager og korn. Intet på en etiket skiller dem ad, så det samme ord beskriver to forskellige mængder alt efter, om indholdet kan hældes.
Ved omregning er den britiske quart 1,1365 liter og den amerikanske flydende quart 0,9464. Tommelfingerreglen om, at en quart er cirka en liter, er sikker i Amerika og en syvendedel forkert i Storbritannien, hvilket netop er den margen, der får en opskrift eller en kemisk fortynding til at gå galt uden at se åbenlyst forkert ud.
Én britisk quart svarer til 1136,5225 milliliter, 2 britiske pints, 0,25 britiske gallons eller cirka 1,201 amerikanske flydende quarts.
Gillen er en rumfangsenhed på en fjerdedel britisk pint, altså præcis 142,0653125 milliliter. Symbolet er gi. Det er fem britiske flydende unser, og den står mellem det flydende unse og pinten i den gamle britiske væskekæde. Navnet udtales på engelsk med blødt g, så det lyder som fornavnet Jill, hvilket overrasker de fleste, der kun møder det på tryk.
I størstedelen af 1900-tallet styrede den den britiske kro. Spiritus blev skænket i brøkdele af en gill, og brøkdelen skiftede med landsdel: en sjettedels gill i England og Wales, en femtedel i Skotland og en fjerdedel i Nordirland. Den, der bestilte det samme glas i tre byer, fik altså tre forskellige mængder, alle lovligt rigtige og alle benævnt med de samme ord.
Det system ophørte i 1995, da Det Forenede Kongerige erstattede gill-brøkdelene med metriske mål på 25 eller 35 milliliter, hvor hvert sted valgte ét og opslog hvilket. Skiftet blev mindre omvæltende, end det så ud, for en femtedels gill er 28,4 milliliter og en fjerdedel 35,5, så de nye mål landede tæt på de gamle, og glassene ændrede næppe størrelse.
Madlavningen beholdt den længere end loven. Britiske og irske opskrifter skrevet før 1970'erne beder om en gill fløde, bouillon eller mælk, og mængden er en fjerdedels pint, altså 142 milliliter. Den, der laver mad efter en nedarvet opskriftsbog, møder ordet ofte, og omregningen er en af de få, der er værd at skrive på forsatsbladet.
Den amerikanske gill er atter en anden størrelse. Den er en fjerdedels amerikansk flydende pint, altså fire amerikanske flydende unser eller 118,3 milliliter, omkring en sjettedel mindre end den britiske. Den optræder i gamle amerikanske opskrifter og i en og anden barhåndbog, og samme forsigtighed gælder som for pinten: navnet siger intet om, hvilket system der menes.
I dag lever gillen videre i dialekter, i historisk skrift og i beskrivelser af glas, der sælges til tidstro brug. Det er et af de klareste tilfælde af en enhed, der overlever sin egen funktion, holdt i live af kogebøger og af erindringen om, hvordan et glas engang blev skænket.
Én britisk gill svarer til 142,065 milliliter, 5 britiske flydende unser, 0,25 britiske pints eller cirka 1,201 amerikanske gills.