| Reference | Gill (gi) | Fluid ounces (fl oz) |
|---|---|---|
| A teaspoon | 0.0351951 gi | 0.175975 fl oz |
| A can of soft drink | 2.32288 gi | 11.6144 fl oz |
| A wine bottle | 5.27926 gi | 26.3963 fl oz |
| A bathtub | 1055.85 gi | 5279.26 fl oz |
| An Olympic swimming pool | 17597540 gi | 87987699 fl oz |
Gillen er en rumfangsenhed på en fjerdedel britisk pint, altså præcis 142,0653125 milliliter. Symbolet er gi. Det er fem britiske flydende unser, og den står mellem det flydende unse og pinten i den gamle britiske væskekæde. Navnet udtales på engelsk med blødt g, så det lyder som fornavnet Jill, hvilket overrasker de fleste, der kun møder det på tryk.
I størstedelen af 1900-tallet styrede den den britiske kro. Spiritus blev skænket i brøkdele af en gill, og brøkdelen skiftede med landsdel: en sjettedels gill i England og Wales, en femtedel i Skotland og en fjerdedel i Nordirland. Den, der bestilte det samme glas i tre byer, fik altså tre forskellige mængder, alle lovligt rigtige og alle benævnt med de samme ord.
Det system ophørte i 1995, da Det Forenede Kongerige erstattede gill-brøkdelene med metriske mål på 25 eller 35 milliliter, hvor hvert sted valgte ét og opslog hvilket. Skiftet blev mindre omvæltende, end det så ud, for en femtedels gill er 28,4 milliliter og en fjerdedel 35,5, så de nye mål landede tæt på de gamle, og glassene ændrede næppe størrelse.
Madlavningen beholdt den længere end loven. Britiske og irske opskrifter skrevet før 1970'erne beder om en gill fløde, bouillon eller mælk, og mængden er en fjerdedels pint, altså 142 milliliter. Den, der laver mad efter en nedarvet opskriftsbog, møder ordet ofte, og omregningen er en af de få, der er værd at skrive på forsatsbladet.
Den amerikanske gill er atter en anden størrelse. Den er en fjerdedels amerikansk flydende pint, altså fire amerikanske flydende unser eller 118,3 milliliter, omkring en sjettedel mindre end den britiske. Den optræder i gamle amerikanske opskrifter og i en og anden barhåndbog, og samme forsigtighed gælder som for pinten: navnet siger intet om, hvilket system der menes.
I dag lever gillen videre i dialekter, i historisk skrift og i beskrivelser af glas, der sælges til tidstro brug. Det er et af de klareste tilfælde af en enhed, der overlever sin egen funktion, holdt i live af kogebøger og af erindringen om, hvordan et glas engang blev skænket.
Én britisk gill svarer til 142,065 milliliter, 5 britiske flydende unser, 0,25 britiske pints eller cirka 1,201 amerikanske gills.
Det flydende unse i det britiske system er en rumfangsenhed på præcis 28,4130625 milliliter. Symbolet er fl oz. Tyve af dem bliver én britisk pint og 160 én britisk gallon. Det er den mindste enhed i den britiske væskekæde i almindelig brug, og navnet nedskriver præcis, hvad den blev bygget til.
Navnet er bogstaveligt. Mål- og vægtloven fra 1824 bestemte det flydende unse som det rumfang, ét avoirdupois-unse vand optager, så ét flydende unse vand vejer ét unse. Den moderne definition er metrisk, og overensstemmelsen er ikke længere nøjagtig, men den er tæt: ét flydende unse vand vejer 28,4 gram mod unsets 28,35, en forskel på to dele på tusind.
USA's flydende unse er en anden størrelse, og forholdet mellem de to udgør det mest forvirrende enhedspar i noget af systemerne. Ét amerikansk flydende unse er 29,5735 milliliter og altså fire procent større end det britiske. Alligevel rummer en amerikansk pint kun seksten af dem, hvor den britiske rummer tyve, så den amerikanske pint ender sytten procent mindre. Den mindre enhed hører til det større system og den større til det mindre.
Den ombytning har praktiske følger. En opskrift, der beder om otte flydende unser mælk, betyder 237 milliliter i Amerika og 227 i Storbritannien, hvilket kan gå an, men en, der beder om en pint, betyder 473 eller 568, hvilket ikke kan gå an. Kosmetik, lægemidler og drikkevarer bærer alle begge tal på emballage, der sælges internationalt, netop af denne grund.
Britisk mærkning fører i dag med milliliter. Toiletartikler, spiritus og sodavand angives i metriske enheder, med flydende unser trykt ved siden af til markeder, der forventer dem, og apoteket opgav for længst det flydende unse og den flydende dram til fordel for milliliteren. Det, der lever videre, hører til køkkenet og samtalen, ikke til loven.
Hvor en gammel britisk opskrift bruger det, er omregningen let, så længe systemet kendes: gang med 28,4 for milliliter, og husk, at pinten ovenover rummer tyve og ikke seksten. At ramme pinten rigtigt vejer tungere end at ramme unset rigtigt, fordi fejlen vokser med mængden.
Ét britisk flydende unse svarer til 28,4130625 milliliter, 1/20 britisk pint eller cirka 0,961 amerikanske flydende unser.