Omregning fra 3 Pebioktetter til Bit

Information om Pebioktet (Pio)

Pebioktetten er en enhed for digital information på 1 125 899 906 842 624 oktetter, altså 1024 tebioktetter. Symbolet er Pio. Den er petaoktettens binære modstykke, og de to afviger i dag med 12,6 procent.

Det er i denne enhed, filsystemernes grænser skrives. Flere vidt udbredte filsystemer har største fil- eller diskenhedsstørrelser, der er nøjagtige topotenser, og de grænser falder i dette område: seksten tebioktetter for ét, én pebioktet for et andet, otte pebioktetter for et tredje. Tallene er ingens valg; de følger af, hvor mange bit filsystemet bruger til at nummerere sine blokke.

Store videnskabelige og kommercielle lagringssystemer målsættes også her. Et forskningsdatacenter kan drive et filsystem på flere pebioktetter spredt over tusinder af diske, og de værktøjer, der passer det, melder i pebioktetter, fordi den underliggende tildeling er binær hele vejen. At regne de tal om til decimale enheder til en rapport indfører en fejl på en ottendedel uden nogen nytte.

Én pebioktet svarer omtrent til tusind store harddiske af forbrugerslags, eller til en tv-stations samlede videoproduktion gennem mange år. Den ligger også nær størrelsen af de største enkelte videnskabelige arkiver, skønt disse som regel angives i petaoktetter af presseafdelinger og i pebioktetter af de ingeniører, der driver dem, hvilket giver to forskellige tal for den samme bygning.

At skelne de to er intet pedanteri på dette niveau. En forskel på tolv procent ved et køb af mange pebioktetter er en stor pengesum, og en kapacitetsplan bygget på den forkerte enhed vil ramme forkert med mere end den margen, de fleste planer tillader. Det er netop den situation, IEC-forstavelserne blev indført for at forhindre.

Symbolet Pio bruges i filsystemsdokumentation, i håndbøger for lagringssystemer og i standarder. Når en kilde skriver PB uden at sige hvilket der menes, er forskellen en ottendedel, og det ærlige for en læser er at behandle tallet som omtrentligt frem for at antage den ene eller anden skik.

Én pebioktet svarer til 1024 tebioktetter, 1 125 899 906 842 624 oktetter, 8 pebibit eller omkring 1,126 petaoktetter.

Information om Bit (bit)

Bitten er informationens grundenhed. Symbolet er bit, og navnet er en sammentrækning af engelsk binary digit, binært ciffer, formet af statistikeren John Tukey og bragt på tryk af Claude Shannon i hans afhandling fra 1948, En matematisk teori for kommunikation, det værk der grundlagde informationsteorien.

En bit er den mængde information, som et enkelt valg mellem to lige sandsynlige muligheder bærer. En mønt der falder plat eller krone, en afbryder åben eller lukket, en spænding høj eller lav: hver af disse afgør én bit. Den bestemmelse er det, der gør bitten til en enhed og ikke blot en skrivevane. Den måler, hvor megen uvished et svar fjerner, og det uafhængigt af, hvad spørgsmålet handlede om.

Shannons indsigt var, at dette lod sig tælle. En besked hentet fra et alfabet på toogtredive lige sandsynlige tegn bærer fem bit pr. tegn, fordi toogtredive er to i femte. Er tegnene ikke lige sandsynlige — som et sprogs bogstaver ikke er — falder gennemsnittet, og netop den afstand mellem den naive optælling og det sande gennemsnit er, hvad komprimering udnytter. En vel komprimeret fil er en, hvor de overflødige bit er fjernet.

I udstyret er bitten en fysisk tilstand: en ladning fanget på en flydende port i flashhukommelse, magnetiseringens retning i et område på en harddisks skive, en fordybning eller en flade på en optisk skive, en lyspuls til stede eller fraværende i en fiber. Alle koder den samme abstrakte størrelse, og derfor kan data flytte mellem dem uden tab.

I lagring tælles bit næsten aldrig én for én. De samles i oktetter på otte, og rummeligheden angives i oktetter eller deres mangefold. Overførsel er noget andet: net- og grænsefladehastigheder angives i bit pr. sekund, så en forbindelse, der averteres til 100 megabit pr. sekund, leverer omkring 12,5 megaoktetter pr. sekund. At blande de to sammen er hele feltets hyppigste regnefejl.

Hvor enkelte bit virkelig tælles, er i angivelser af finhed og omfang. En farvekanal med 8 bit rummer 256 trin; en med 10 bit rummer 1024. Lyd med 16 bit pr. prøve har omkring 96 decibels dynamik, og med 24 bit omkring 144. En 64-bits adresse kan navngive cirka 18 trillioner pladser. I hvert tilfælde fordobler hver tilføjet bit det, der kan skelnes.

Én bit svarer til 0,125 oktetter, 0,001 kilobit eller omkring 0,0009766 kibibit.