Omregning fra 25 Megabit per sekund til Tebioktetter per sekund

Information om Megabit per sekund (Mbit/s)

Megabitten pr. sekund er en enhed for dataoverførselshastighed på en million bit pr. sekund. Symbolet er Mbit/s, ofte skrevet Mbps. Det er den enhed, hvori internetforbindelser sælges, hvilket gør den til den dataenhed, de fleste møder ved navn.

Da der er tale om en decimal million og ikke 1 048 576, er omregningen til oktetter nøjagtig og let: én megabit pr. sekund er 125 kilooktetter pr. sekund, så en hundredemegabitsforbindelse leverer i bedste fald omkring 12,5 megaoktetter pr. sekund. Den, der ser på en filoverførsel og udfører divisionen, har forstået hele forholdet mellem den måde, forbindelser markedsføres på, og den måde, overførsler meldes på.

Hvad en husstand virkelig behøver, ligger langt under, hvad den plejer at tegne. Video i normal opløsning bruger omkring 3 megabit pr. sekund, høj opløsning omkring 5, ultrahøj opløsning omkring 25. Et videoopkald ligger mellem 3 og 8. En stor familie, der ser fire adskilte højopløste strømme, mens nogen henter et spil, bruger måske 60 megabit pr. sekund, hvilket en hundredemegabitsforbindelse klarer med god margen.

Grunden til at købe mere kapacitet er ikke tophastigheden, men adfærden under belastning. En forbindelse nær sin grænse danner køer, og køer lægger forsinkelse til, som viser sig som hak i videoopkald og træghed i spil. En forbindelse med rundelig margen holder sin forsinkelse lav, og det er en mere mærkbar forbedring end et højere tal i en hastighedstest.

Trådbundne lokalnet passerer dette område på vej opad. Det oprindelige Ethernet kørte 10 megabit pr. sekund, dets efterfølger 100, og begge var kontorets almindelige forbindelse i et årti hver, før gigabitten afløste dem. De trådløse standarder fulgte samme vej med forsinkelse, og begge måles i dag i hundreder af megabit eller i gigabit.

Den virkelige gennemstrømning ligger altid under den nominelle takt. Protokoltillægget tager 5 til 10 procent på en trådbunden forbindelse; en delt trådløs kanal taber langt mere, fordi mediet deles mellem alle apparater, der bruger det, og forstyrrelser fremtvinger gensendelser. En forbindelse averteret til 100 megabit pr. sekund, der måler 90 over kabel og 50 over et belastet trådløst net, opfører sig normalt.

Én megabit pr. sekund svarer til 1 000 000 bit pr. sekund, 125 kilooktetter pr. sekund eller omkring 0,9537 mebibit pr. sekund.

Information om Tebioktet per sekund (Tio/s)

Tebioktetten pr. sekund er en enhed for dataoverførselshastighed på 1024 gibioktetter pr. sekund, altså to i fyrretyvende oktetter pr. sekund. Symbolet er Tio/s. Den er teraoktettens pr. sekund binære modstykke, og de to afviger med 10 procent.

Intet uden for en stor maskine flytter data så hurtigt. Takten beskriver hukommelsesbåndbredden i en accelerator med stablet hukommelse, det indre væv i en højklasset processorkapsel, eller den samlede gennemstrømning i et parallelt filsystem spredt over tusinder af diske. Alt dette er bygget af binære strukturer, og deres summer er binære mængder delt med tid.

Det er inden for højtydende beregning, enheden skrives oftest. En superdatamats lagringssystem angives efter, hvor mange tebioktetter pr. sekund det kan levere til beregningsknuderne, for det tal afgør, hvor hurtigt en simulering kan gemme sin tilstand og genoptage. En maskine, der regner hurtigt, men skriver langsomt, bruger tiden på at vente.

Forskellen på ti procent i forhold til den decimale enhed er betydningsfuld i den sammenhæng. Et filsystem indkøbt til at levere 10 teraoktetter pr. sekund og et, der leverer 10 tebioktetter pr. sekund, afviger med en hel teraoktet pr. sekund, hvilket i et anlæg af den størrelse udgør en betydelig del af udstyrsbudgettet.

I bit er én tebioktet pr. sekund 8 tebibit pr. sekund, og i decimale vendinger omkring 1,1 teraoktetter pr. sekund. At udtrykke samme takt på fire forskellige måder er hverdag på dette niveau, for lagringsbranchen, hukommelsesbranchen, netbranchen og standardiseringsorganerne foretrækker hver sin.

Som dagligdags sammenligning ville én tebioktet pr. sekund fylde en stor forbrugerharddisk på cirka tyve sekunder. Ingen ydre grænseflade bærer dette; tallet beskriver bevægelse mellem komponenter inden for et enkelt system, hvor ledningerne er korte, og hvor meget mange af dem arbejder parallelt.

Grafikprocessorer har bragt takten inden for rækkevidde af en enkelt komponent. En stak hukommelse med høj båndbredde, bundet direkte til processorchippen, leverer langt mere end en tebioktet pr. sekund til den processor, der bruger den, og et kort med flere sådanne stakke når nogle stykker. Det er den båndbredde, og ikke den nøgne regnehastighed, der begrænser oplæringen af store modeller: regneenhederne står stille, hvis hukommelsen ikke kan holde dem mætte. Samme ræsonnement forklarer, hvorfor de, der udformer superdatamater, lægger lige så megen møje i vejene mellem hukommelse og processor som i processorerne selv, og hvorfor takten angives i binære enheder, når den beskrevne hukommelse adresseres i topotenser.

Én tebioktet pr. sekund svarer til 1024 gibioktetter pr. sekund, 1 099 511 627 776 oktetter pr. sekund eller omkring 1,100 teraoktetter pr. sekund.