Omregning fra Nanoliter til Gill

Information om Nanoliter (nL)

Nanoliteren er en rumfangsenhed på en milliardtedel liter, skrevet nL. Den er en tusindedel mikroliter, og én nanoliter vand har massen ét mikrogram. Det er den skala, hvor væskehåndteringen holder op med at være et spørgsmål om pipetter og bliver et spørgsmål om fremstillede kanaler, trykte dråber og akustiske impulser.

Mikrofluidikken er bygget her. Et laboratorium på en chip fører prøver gennem kanaler få titals mikrometer brede, så rumfanget i et afsnit måles i nanoliter, og en hel analyse kan bruge mindre end én mikroliter. At arbejde på den skala ændrer fysikken lige så meget som mængden: overfladespændingen overgår tyngdekraften, strømninger forbliver ordnede frem for turbulente, og blanding må konstrueres i stedet for forudsættes.

Digital polymerasekædereaktion viser, hvad skalaen giver. En prøve deles i omkring tyve tusind dråber på cirka én nanoliter hver, hver dråbe opformeres for sig, og antallet, der bliver positive, giver en absolut optælling af målmolekyler i stedet for en relativ måling. At dele én mikroliter i tusindvis af tællelige rum er kun muligt, fordi én nanoliter er lille nok til at rumme enten ét målmolekyle eller intet.

Lægemiddelscreening flytter væske uden at røre den. Akustiske doseringsapparater bruger en fokuseret lydimpuls til at støde dråber på to en halv nanoliter ud af en åben brønd, uden spids og dermed uden overførsel og uden plastaffald. En screeningplade med femten hundrede brønde kan fyldes med forskellige forbindelser på få minutter ved dette rumfang.

Tryk og punktafsætning arbejder i samme størrelsesorden. Et punkt på en mikromatrix rummer mellem en halv nanoliter og fem, en blækstråledråbe er nogle få pikoliter, så én nanoliter bliver flere hundrede dråber, og platforme til enkeltcelleanalyse indkapsler enkelte celler i dråber af denne størrelse, fordi en pattedyrcelle kun optager nogle få pikoliter.

At håndtere nanoliter pålideligt er mest en kamp mod fordampningen. En dråbe på én nanoliter, der udsættes for luft, kan miste en målbar del af sig selv på sekunder, så apparater på denne skala arbejder under olie, i lukkede kanaler eller i kabinetter med reguleret fugtighed, og det vilkår former instrumenterne mere end doseringen selv gør.

Én nanoliter svarer til 0,001 mikroliter, 0,000001 milliliter, 0,001 kubikmillimeter eller 1 000 000 kubikmikrometer.

Information om Gill (gi)

Gillen er en rumfangsenhed på en fjerdedel britisk pint, altså præcis 142,0653125 milliliter. Symbolet er gi. Det er fem britiske flydende unser, og den står mellem det flydende unse og pinten i den gamle britiske væskekæde. Navnet udtales på engelsk med blødt g, så det lyder som fornavnet Jill, hvilket overrasker de fleste, der kun møder det på tryk.

I størstedelen af 1900-tallet styrede den den britiske kro. Spiritus blev skænket i brøkdele af en gill, og brøkdelen skiftede med landsdel: en sjettedels gill i England og Wales, en femtedel i Skotland og en fjerdedel i Nordirland. Den, der bestilte det samme glas i tre byer, fik altså tre forskellige mængder, alle lovligt rigtige og alle benævnt med de samme ord.

Det system ophørte i 1995, da Det Forenede Kongerige erstattede gill-brøkdelene med metriske mål på 25 eller 35 milliliter, hvor hvert sted valgte ét og opslog hvilket. Skiftet blev mindre omvæltende, end det så ud, for en femtedels gill er 28,4 milliliter og en fjerdedel 35,5, så de nye mål landede tæt på de gamle, og glassene ændrede næppe størrelse.

Madlavningen beholdt den længere end loven. Britiske og irske opskrifter skrevet før 1970'erne beder om en gill fløde, bouillon eller mælk, og mængden er en fjerdedels pint, altså 142 milliliter. Den, der laver mad efter en nedarvet opskriftsbog, møder ordet ofte, og omregningen er en af de få, der er værd at skrive på forsatsbladet.

Den amerikanske gill er atter en anden størrelse. Den er en fjerdedels amerikansk flydende pint, altså fire amerikanske flydende unser eller 118,3 milliliter, omkring en sjettedel mindre end den britiske. Den optræder i gamle amerikanske opskrifter og i en og anden barhåndbog, og samme forsigtighed gælder som for pinten: navnet siger intet om, hvilket system der menes.

I dag lever gillen videre i dialekter, i historisk skrift og i beskrivelser af glas, der sælges til tidstro brug. Det er et af de klareste tilfælde af en enhed, der overlever sin egen funktion, holdt i live af kogebøger og af erindringen om, hvordan et glas engang blev skænket.

Én britisk gill svarer til 142,065 milliliter, 5 britiske flydende unser, 0,25 britiske pints eller cirka 1,201 amerikanske gills.