| Oktetter (octet) | Exbibit (Eibit) |
|---|---|
| 1 Oktet | 6.93889390391 × 10-18 Eibit |
| 2 Oktetter | 1.38777878078 × 10-17 Eibit |
| 3 Oktetter | 2.08166817117 × 10-17 Eibit |
| 4 Oktetter | 2.77555756156 × 10-17 Eibit |
| 5 Oktetter | 3.46944695195 × 10-17 Eibit |
| 10 Oktetter | 6.93889390391 × 10-17 Eibit |
| 20 Oktetter | 1.38777878078 × 10-16 Eibit |
| 25 Oktetter | 1.73472347598 × 10-16 Eibit |
| 50 Oktetter | 3.46944695195 × 10-16 Eibit |
| 100 Oktetter | 6.93889390391 × 10-16 Eibit |
| Reference | Oktetter (octet) | Exbibit (Eibit) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 160 octet | 1.11022 × 10-15 Eibit |
| A three-minute MP3 | 3000000 octet | 2.08167 × 10-11 Eibit |
| A smartphone photo | 4000000 octet | 2.77556 × 10-11 Eibit |
| A high-definition film | 4 × 109 octet | 0.0000000277556 Eibit |
| A dual-layer Blu-ray disc | 5 × 1010 octet | 0.000000346945 Eibit |
Oktetten er en enhed for digital information på nøjagtig otte bit. Symbolet er octet, og navnet kommer af latinens ord for en gruppe på otte. Det er den enhed, hvori næsten alle lagrede data tælles, og det er værd at vide, hvorfor den hedder oktet og ikke byte.
En byte var oprindelig det antal bit, en maskine brugte til at rumme ét tegn, og det antal lå ikke fast. Tidlige datamater brugte byte på seks bit, nogle på syv, enkelte på ni. IBM System/360 fra 1964 standsede ved otte, og dens handelsmæssige succes gjorde otte til norm, men ordet byte beholdt sin ældre, maskineafhængige betydning i de specifikationer, hvor tvetydighed var farlig.
Netverdenen tog derfor oktetten. Når en protokolstandard siger, at et hovedfelt er fire oktetter langt, kan ingen læser noget sted læse det som andet end toogtredive bit. De internetstandarder, IETF udgiver, bruger gennemgående oktet af netop den grund, og fransk, rumænsk og flere andre sprog tog ordet op også til daglig brug, så en harddisk solgt i Frankrig måles i gigaoktetter.
Otte bit rummer 256 forskellige værdier, og det er derfor, så meget kommer i enheder på 256. En farvekanal går fra 0 til 255. En IPv4-adresse er fire oktetter, skrevet som fire tal mellem 0 og 255. Det oprindelige tegnsæt ASCII brugte syv bit og lod én være ledig, og de forskellige ottebitsudvidelser, der fulgte, fyldte hver den ledige bit med et andet sæt tegn med diakritiske mærker — det rod, som Unicode til sidst afløste.
Nutidens tekstkodning tæller stadig i oktetter. UTF-8 bruger én oktet til det latinske alfabet uden diakritiske mærker, to til de fleste europæiske tegn med sådanne mærker samt græsk og kyrillisk, tre til kinesisk, japansk og koreansk, og fire til resten. Derfor fylder den samme sætning forskelligt på forskellige sprog, og derfor er en længdegrænse målt i oktetter ikke en grænse i tegn.
Lagerplads, filstørrelse, hukommelse og nettets nyttelast angives alle i oktetter eller deres mangefold. Overførselshastigheder er undtagelsen, da de angives i bit pr. sekund, og faktoren otte mellem de to skikke er feltets største kilde til forvirring.
Én oktet svarer til 8 bit, 0,008 kilobit eller 0,001 kilooktetter.
Exbibitten er en enhed for digital information på to i tresindstyvende bit, altså 1024 pebibit. Symbolet er Eibit. Den er exabittens binære modstykke, og de to afviger i dag med 15,3 procent.
To i tresindstyvende er et tal af særlig vigtighed i databehandlingen, for tres ligger nær de fireogtres adressebit i en moderne processor. En 64-bitsmaskine kan adressere seksten exbioktetter hukommelse, og det tal — 16 EiB — er hele arkitekturens teoretiske loft. Det står i processorhåndbøger, i styresystemernes dokumentation og i specifikationen for hvert 64-bits filsystem.
Ingen maskine er i nærheden af at bruge det område. Nutidens processorer virkeliggør kun otteogfyrre eller syvoghalvtreds af de fireogtres adressebit, for at trække ledninger til hele bredden ville koste silicium til et adresserum, ingen kan fylde. De ubenyttede bit er forbeholdt, og at udvide udførelsen er ligetil, så snart hukommelsesstørrelserne gør det umagen værd — netop det var meningen med fra begyndelsen at vælge fireogtres.
Én exbibit er 144 115 188 075 855 872 oktetter, altså 128 pebioktetter. Det er mere lagring, end nogen enkelt organisation holder, og sammenligneligt med den samlede årsproduktion hos en stor del af lagringsbranchen. Som alle større binære enheder beskriver den grænser og rummeligheder i specifikationer og ikke noget, der er bygget.
Enheden er også den, hvori filsystemernes konstruktører fastsætter deres største størrelser. Filsystemer bygget om 64-bits blokvisere har naturligt grænser ved nøjagtige topotenser, og flere vidt udbredte angiver største diskenhedsstørrelser i exbioktetter. De tal er ingen ønsker: de er den aritmetiske følge af viserbredden og vil holde, til arkitekturen ændres.
At læse symbolet rigtigt betyder noget her. Eibit er exbibitten; Ebit er exabitten; EB og EiB er oktetformerne af hver. I et dokument, hvor en forskel på femten procent er betydningsfuld — og i denne størrelse er den det altid — bærer tilstedeværelsen eller fraværet af det lille i hele meningen.
Én exbibit svarer til 1024 pebibit, 144 115 188 075 855 872 oktetter eller omkring 1,153 exabit.