Omregning fra 3 Decipascal til Nanopascal

Information om Decipascal (dPa)

Decipascalen er en trykenhed på en tiendedel pascal. Symbolet er dPa. Den hører til den gruppe metriske forstavelser, der findes, fordi systemet er regelmæssigt, og ikke fordi nogen har bedt om dem: deci, centi, deka og hekto udfylder hullerne mellem tusindtrinsforstavelserne, og af de fire fandt kun hekto et varigt hjem i trykket, i vejrudsigternes hektopascal.

Den regelmæssighed er metersystemets selve mening og ingen tilfældighed i det. Hver forstavelse fra yokto til yotta gælder hver enhed, så decipascalen er fastlagt, hvad enten nogen skriver den eller ej. Det andet valg ville være et system, hvor visse sammensætninger var tilladte og andre ikke, og brugeren måtte da holde en undtagelsestabel i hovedet i stedet for en enkelt regel.

I praksis springer trykarbejdet fra pascalen til hektopascalen eller kilopascalen, og de fire mellemforstavelser bliver ubrugte. Der er til dette en grund, der rækker ud over vanen. Tusindtrinsforstavelserne — milli, kilo, mega — passer med, hvordan cifre grupperes i skrift, så en værdi i kilopascal aflæses af en værdi i pascal ved at flytte ciffergrupperingen og ikke ved at tælle decimaler. Deci og centi bryder den samstemmighed.

Decipascalen har alligevel en naturlig størrelse. En tiendedel pascal er omtrent trykket fra et enkelt tyndt ark papir, der ligger på et bord, eller forskellen i lufttryk over omkring en centimeters højde. Det er det tryk, et natsværmer udøver mod en vinduesrude, og cirka en hundrededel af trykforskellen på hver side af en lukket indvendig dør i en ventileret bygning.

Hvor sådanne tryk skal skrives ned, er skikken at bruge pascalen med decimaler: en vindmålers kalibrering noterer 0,4 pascal snarere end 4 decipascal, og et ventilationskrav 50 pascal snarere end 500 decipascal. Tallet er det samme, og pascalen holder siden i samklang med hver anden aflæsning.

Enheden er stadig fuldt gyldig, og en omregner må kunne håndtere den, for den dukker op i ældre instrumenthåndbøger, i en enkelt national standard og overalt hvor en forfatter har fundet, at et tal læses bedre med ét ciffer før kommaet end med tre efter.

Én decipascal svarer til 0,1 pascal, 100 millipascal, 0,001 hektopascal eller omkring 0,0000145 pund pr. kvadrattomme.

Information om Nanopascal (nPa)

Nanopascalen er en trykenhed på en milliarddel pascal. Symbolet er nPa. Den markerer trykskalaens fjerne ende, det område hvor tanken om tryk som et skub mod en flade holder op med at gavne og bliver et udsagn om, hvor få partikler der er.

Enhedens tydeligste hjem er det ekstremt høje vakuum. Almindeligt laboratorievakuum når millipascal; ultrahøjvakuum, som overfladefysikken og partikelacceleratorernes strålerør bruger, når mikropascal. Under det ligger det ekstremt høje vakuum ved nanopascal og lavere, og at nå dertil kræver et tæt kammer, timers udbagning ved to hundrede grader for at drive gas ud af selve metallet, og pumper der fanger molekyler i stedet for at skubbe dem.

Ved sådanne tryk er et kammer ikke tomt. En nanopascal rummer stadig omkring en kvart million molekyler pr. kubikcentimeter, hvilket lyder umådelig meget, indtil man sammenligner med de femogtyve trillioner, der findes i samme rumfang stueluft. Det, der betyder noget, er ikke antallet, men den frie middelvejlængde: et molekyle rejser nu tusinder af kilometer, før det rammer et andet, og slår derfor mod væggene længe før det møder en nabo.

Netop det er pointen. Overfladevidenskaben har brug for en prøve, der bliver ren hele forsøget igennem, og ved almindeligt tryk dækkes en frisk flade af et lag vedhæftet gas på cirka et nanosekund. Ved én nanopascal bliver den samme flade ren i dagevis. Vakuummet er ikke til for at fjerne luft, men for at købe tid.

Rummet giver den naturlige sammenligning. Lav jordbane ligger omkring én mikropascal, endnu tæt nok til at atmosfæren bremser satellitter og til sidst trækker dem ned. Rummet mellem planeterne tælles i nanopascal. Rummet mellem stjernerne ligger langt lavere, omkring én femtopascal, som ingen jordisk pumpe nogensinde har nået: de bedste laboratorievakua er stadig tættere end rummet mellem stjernerne.

Strålingstrykket lander på lignende grund. Sollys mod en fuldstændig opsugende flade udøver i jordafstand omkring 4,5 mikropascal, og i de ydre planeters afstand falder det til nanopascal. Solsejl arbejder med disse tal, og derfor må de være vældige og lette for at samle en brugbar kraft.

Én nanopascal svarer til 0,000000001 pascal, 0,001 mikropascal, 1000 pikopascal eller omkring 0,000000000000145 pund pr. kvadrattomme.