Omregning fra 20 Megajoule til Mikrojoule

Information om Megajoule (MJ)

Megajoulen er en energienhed, der svarer til en million joule. Symbolet er MJ. Det er den skala, hvor energi ophører med at være en laboratoriestørrelse og bliver noget med synlige fysiske følger.

Et køretøj i bevægelse er det letteste holdepunkt. En familiebil på 1500 kilogram ved 100 kilometer i timen bærer omkring 0,58 megajoule bevægelsesenergi, og ved et sammenstød skal alt det blive af et sted. Deformationszoner konstrueres netop omkring det tal, og derfor er det stødenergien og ikke hastigheden, der skrives ind i køretøjernes sikkerhedskrav.

Også sprængstoffer klassificeres her. En dynamitstang frigør cirka én megajoule, og et kilogram TNT omkring 4,2. Da TNT-ækvivalenten er defineret og ikke målt, slår megajoulen bro mellem kemiske sprængstoffer og andre energiudløsninger, så et meteornedslag eller en industriulykke kan beskrives på samme skala som en nedrivningsladning.

Et menneskes daglige energiindtag ligger omkring ti megajoule, samme tal som 2400 kilokalorier set fra den anden side. Kropsarbejde er sammenligneligt: en arbejdsdag med håndarbejde ud over hvilestofskiftet koster nogle megajoule, og en lang cykeletape måske femten.

Brændstoffernes energitæthed pr. masseenhed ligger på denne skala. Benzin indeholder omkring 46 megajoule pr. kilogram, træ cirka 16, og et moderne litiumbatteri omkring 0,9. Den sidste sammenligning, en faktor halvtreds, er det ene tal, der forklarer, hvorfor elfly forbliver vanskelige, mens elbiler ikke gør.

Industrielle og militære systemer bruger enheden til lagret og afgivet energi. Ydelsen af skinnekanoner og elektromagnetiske katapulter angives i megajoule ved mundingen, svinghjulslagring i megajoule, og ligeså den energi, et stort kondensatorbatteri afgiver i et fusionsforsøg.

At sammenligne lagringsteknikker i denne enhed er lærerigt, for afstandene er så store. Et kilogram benzin rummer omkring 46 megajoule, et kilogram tørt træ omkring 16, og et kilogram litium-ion-batteri kun omkring 0,9, en halvtredsindstyvendedel af brændstoffet. Netop det forhold forklarer det meste af den tekniske vanskelighed ved elektrisk flyvning og meget af en elbils vægt. Den anden vej frigør et kilogram uran-235 ved fuldstændig spaltning omkring 80 millioner megajoule, og et kilogram stof fuldt omdannet til energi ville give 90 milliarder. Enheden spænder over hele det område med kun ganske få skift af præfiks.

Én megajoule svarer til en million joule, cirka 0,278 kilowatt-timer eller omkring 239 kilokalorier.

Information om Mikrojoule (µJ)

Mikrojoulen er en energienhed, der svarer til en milliontedel joule, altså 0,000001 joule. Symbolet er µJ. Den er skalaen for små levende væsener, for korte laserimpulser og for den strøm, en føler bruger på at vågne, og den er den mindste energienhed, der stadig beskriver hændelser, et menneske kan bemærke uden hjælpemidler.

Her bor insekterne. En loppe på et halvt milligram, der springer tyve centimeter, bruger omkring én mikrojoule, og en myg i vandret flugt bærer godt en fjerdedel af det. At løfte et gram en tiendedel millimeter koster det samme. Det er den slags størrelser, der gør enheden håndgribelig: ikke usynlige i princippet, blot for små til at betyde noget, medmindre noget gentager dem millioner af gange i sekundet.

Antændelsessikkerheden skrives i dette område, og tallene afgør, hvordan udstyr må bygges. Den mindste energi, der antænder en blanding af brint og luft, ligger omkring 17 mikrojoule; for de fleste kulbrintedampe drejer det sig om nogle hundrede. Egensikkert udstyr til raffinaderier, kornsiloer og miner godkendes ved at vise, at ingen fejl kan frigive mere, end blandingen kræver, og derfor gennemgås kredsløb til farlige områder i mikrojoule og ikke i volt.

Instrumenter med pulseret lys angives i mikrojoule næsten uden undtagelse. En lidar til køretøjer sender impulser på nogle få mikrojoule mange tusind gange i sekundet, lasermærkningsanlæg bruger titals til hundredtals, og femtosekundforstærkere til mikrobearbejdning ligger i områdets øverste del. Energien pr. impuls afgør, hvad strålen kan skære, afbilde eller lyse på uden fare, og middeleffekten alene besvarer ikke det spørgsmål.

Elektronik med lavt forbrug lægger budget i de samme størrelser. En passiv radiobrik henter nogle få mikrojoule ud af læserens felt og skal afvikle hele sin udveksling inden for dem. En kortdistanceudsendelse koster titals mikrojoule, et kvartsurværk cirka én i sekundet, og en temperaturføler, der vågner, måler og sover igen, kan klare sig med under ti. Batteritiden i sådanne apparater er regnestykker udført i mikrojoule.

Ovenover overtager millijoulen, og virkningerne bliver mekaniske: en gnist, man mærker, et klik, man hører, en lille genstand, der falder. Nedenunder overtager nanojoulen, og virkningerne bliver optiske og elektroniske. Mikrojoulen optager det smalle bånd derimellem, og derfor mødes så mange fagområder, der ellers ikke deler noget som helst, i den samme forstavelse.

Én mikrojoule svarer til 0,000001 joule, cirka 6,24 × 10¹² elektronvolt eller omkring 2,78 × 10⁻¹⁰ watttimer.