Omregning fra Mikrojoule til Decijoule

Information om Mikrojoule (µJ)

Mikrojoulen er en energienhed, der svarer til en milliontedel joule, altså 0,000001 joule. Symbolet er µJ. Den er skalaen for små levende væsener, for korte laserimpulser og for den strøm, en føler bruger på at vågne, og den er den mindste energienhed, der stadig beskriver hændelser, et menneske kan bemærke uden hjælpemidler.

Her bor insekterne. En loppe på et halvt milligram, der springer tyve centimeter, bruger omkring én mikrojoule, og en myg i vandret flugt bærer godt en fjerdedel af det. At løfte et gram en tiendedel millimeter koster det samme. Det er den slags størrelser, der gør enheden håndgribelig: ikke usynlige i princippet, blot for små til at betyde noget, medmindre noget gentager dem millioner af gange i sekundet.

Antændelsessikkerheden skrives i dette område, og tallene afgør, hvordan udstyr må bygges. Den mindste energi, der antænder en blanding af brint og luft, ligger omkring 17 mikrojoule; for de fleste kulbrintedampe drejer det sig om nogle hundrede. Egensikkert udstyr til raffinaderier, kornsiloer og miner godkendes ved at vise, at ingen fejl kan frigive mere, end blandingen kræver, og derfor gennemgås kredsløb til farlige områder i mikrojoule og ikke i volt.

Instrumenter med pulseret lys angives i mikrojoule næsten uden undtagelse. En lidar til køretøjer sender impulser på nogle få mikrojoule mange tusind gange i sekundet, lasermærkningsanlæg bruger titals til hundredtals, og femtosekundforstærkere til mikrobearbejdning ligger i områdets øverste del. Energien pr. impuls afgør, hvad strålen kan skære, afbilde eller lyse på uden fare, og middeleffekten alene besvarer ikke det spørgsmål.

Elektronik med lavt forbrug lægger budget i de samme størrelser. En passiv radiobrik henter nogle få mikrojoule ud af læserens felt og skal afvikle hele sin udveksling inden for dem. En kortdistanceudsendelse koster titals mikrojoule, et kvartsurværk cirka én i sekundet, og en temperaturføler, der vågner, måler og sover igen, kan klare sig med under ti. Batteritiden i sådanne apparater er regnestykker udført i mikrojoule.

Ovenover overtager millijoulen, og virkningerne bliver mekaniske: en gnist, man mærker, et klik, man hører, en lille genstand, der falder. Nedenunder overtager nanojoulen, og virkningerne bliver optiske og elektroniske. Mikrojoulen optager det smalle bånd derimellem, og derfor mødes så mange fagområder, der ellers ikke deler noget som helst, i den samme forstavelse.

Én mikrojoule svarer til 0,000001 joule, cirka 6,24 × 10¹² elektronvolt eller omkring 2,78 × 10⁻¹⁰ watttimer.

Information om Decijoule (dJ)

Decijoulen er en energienhed, der svarer til en tiendedel joule, altså 0,1 joule. Symbolet er dJ. Den dannes præcis som decimeteren og deciliteren og hører med rette til metersystemet, men den skrives langt sjældnere end nogen af dem, fordi den størrelse, den navngiver, sædvanligvis angives som en decimalbrøkdel af en joule.

Skalaen er let at mærke. Et æble på hundrede gram, der falder ti centimeter, lander med omkring én decijoule. En fjederbelastet musefælde gemmer nogle stykker, et kraftigt knips med fingeren leverer cirka én, og en lille sten kastet nedefra bærer flere. Det er det første område på vejen op fra millijoulen, hvor et menneske mærker energien direkte som et skub og ikke som et klik.

Produktsikkerheden bruger området, også når den ikke bruger navnet. Regler for legetøjsprojektiler skrives i joule og tiendedele joule, luftdrevne kopier er i flere lande begrænset til omkring én joule, og slagprøver på små plastprøveemner opgøres i tiendedele. Tallene står som 0,3 J eller 0,5 J i stedet for 3 dJ eller 5 dJ, men den størrelse, der reguleres, er netop den, decijoulen navngiver.

Forstavelsen deci har overlevet i andre enheder af bekvemmelighed snarere end af logik. Deciliteren er et selvfølgeligt køkkenmål i Skandinavien, i Schweiz og i store dele af Centraleuropa, og kubikdecimeteren er præcis literen, hvilket lister forstavelsen ind i en enhed, næsten alle bruger. Decigrammet dukker op på apoteket og i handelen med ædelmetaller, og decibelen findes, fordi belen viste sig at være et for groft trin til at beskrive lyd.

Med joulen virkede ingen af de kræfter. Teknikken havde allerede bestemt sig for forstavelser i tusindtrin, og kommaet gør resten: 0,4 joule er ikke sværere at skrive end 4 decijoule og passer ind i samme tabel som 40 joule eller 4 kilojoule uden skift af enhed. En forstavelse fortjener sin plads ved at forkorte det, man skriver, og her forkorter den intet.

At støde på enheden er derfor mest et spørgsmål om ældre litteratur, om oversatte tekniske dokumenter og om undervisningsmateriale, der gennemgår hele forstavelsesstigen. Omregningen er enkel begge veje: gang med hundrede for millijoule, divider med ti for joule, så falder værdien lige ind i den skrivemåde, der omgiver den.

Én decijoule svarer til 0,1 joule, cirka 0,0239 kalorier eller omkring 0,0000278 watttimer.