Omregning fra 20 Bit til Pebibit

Information om Bit (bit)

Bitten er informationens grundenhed. Symbolet er bit, og navnet er en sammentrækning af engelsk binary digit, binært ciffer, formet af statistikeren John Tukey og bragt på tryk af Claude Shannon i hans afhandling fra 1948, En matematisk teori for kommunikation, det værk der grundlagde informationsteorien.

En bit er den mængde information, som et enkelt valg mellem to lige sandsynlige muligheder bærer. En mønt der falder plat eller krone, en afbryder åben eller lukket, en spænding høj eller lav: hver af disse afgør én bit. Den bestemmelse er det, der gør bitten til en enhed og ikke blot en skrivevane. Den måler, hvor megen uvished et svar fjerner, og det uafhængigt af, hvad spørgsmålet handlede om.

Shannons indsigt var, at dette lod sig tælle. En besked hentet fra et alfabet på toogtredive lige sandsynlige tegn bærer fem bit pr. tegn, fordi toogtredive er to i femte. Er tegnene ikke lige sandsynlige — som et sprogs bogstaver ikke er — falder gennemsnittet, og netop den afstand mellem den naive optælling og det sande gennemsnit er, hvad komprimering udnytter. En vel komprimeret fil er en, hvor de overflødige bit er fjernet.

I udstyret er bitten en fysisk tilstand: en ladning fanget på en flydende port i flashhukommelse, magnetiseringens retning i et område på en harddisks skive, en fordybning eller en flade på en optisk skive, en lyspuls til stede eller fraværende i en fiber. Alle koder den samme abstrakte størrelse, og derfor kan data flytte mellem dem uden tab.

I lagring tælles bit næsten aldrig én for én. De samles i oktetter på otte, og rummeligheden angives i oktetter eller deres mangefold. Overførsel er noget andet: net- og grænsefladehastigheder angives i bit pr. sekund, så en forbindelse, der averteres til 100 megabit pr. sekund, leverer omkring 12,5 megaoktetter pr. sekund. At blande de to sammen er hele feltets hyppigste regnefejl.

Hvor enkelte bit virkelig tælles, er i angivelser af finhed og omfang. En farvekanal med 8 bit rummer 256 trin; en med 10 bit rummer 1024. Lyd med 16 bit pr. prøve har omkring 96 decibels dynamik, og med 24 bit omkring 144. En 64-bits adresse kan navngive cirka 18 trillioner pladser. I hvert tilfælde fordobler hver tilføjet bit det, der kan skelnes.

Én bit svarer til 0,125 oktetter, 0,001 kilobit eller omkring 0,0009766 kibibit.

Information om Pebibit (Pibit)

Pebibitten er en enhed for digital information på 1 125 899 906 842 624 bit, altså 1024 tebibit eller to i halvtredsindstyvende. Symbolet er Pibit. Den er petabittens binære modstykke, og kløften mellem de to er udvidet til 12,6 procent.

Den udvidelse er værd at se på, for den samler hele argumentet for IEC-forstavelserne i et enkelt tal. Hvert trin op ad stigen ganger afvigelsen med 1,024, så det, der begyndte som ufarlige 2,4 procent ved kibibitten, er her en ottendedel af mængden og en femtedel ved yobibitten. En skik, der var rimelig for små tal, bliver uholdbar for store.

Én pebibit er 140 737 488 355 328 oktetter, altså 128 tebioktetter. Lagring af denne størrelse findes i superdatamaters hukommelsessystemer, i de hurtigste videnskabelige mellemlagre og i den samlede hukommelse hos meget store klynger. De største maskiner på listen over verdens hurtigste datamater har primærhukommelse målt i pebioktetter, og evnen til at holde en hel simulering i hukommelsen i stedet for på disk er, hvad der overhovedet gør visse beregninger mulige.

Da disse systemer adresseres binært, er den binære enhed den rette, og det decimale tal ville være en tilnærmelse. En klynge med én pebibit hukommelse har ikke én petabit; den har 12,6 procent mere, og en fordeler, der tildelte efter det decimale tal, ville lade netop så meget stå ubrugt.

Enheden optræder også i filsystemers grænser. Flere vidt brugte filsystemer har største diskenheds- eller filstørrelser udtrykt som nøjagtige topotenser, og hvor disse grænser falder i dette område, skrives de naturligt i pebioktetter. Dokumentation, der regner dem om til decimale enheder, mister netop den egenskab, der gjorde dem lette at huske.

I dagligdags databehandling møder man aldrig pebibitten. Den hører til specifikationer, til systemarkitektur og til de største maskiners udformning, og en omregner har brug for den netop til de dokumenter. Overalt hvor den underliggende mængde er en topotens, er dette enheden, der siger det uden afrunding.

Én pebibit svarer til 1024 tebibit, 140 737 488 355 328 oktetter eller omkring 1,126 petabit.