| Kilooktetter (ko) | Petaoktetter (Po) |
|---|---|
| 1 Kilooktet | 1 × 10-12 Po |
| 2 Kilooktetter | 2 × 10-12 Po |
| 3 Kilooktetter | 3 × 10-12 Po |
| 4 Kilooktetter | 4 × 10-12 Po |
| 5 Kilooktetter | 5 × 10-12 Po |
| 10 Kilooktetter | 1 × 10-11 Po |
| 20 Kilooktetter | 2 × 10-11 Po |
| 25 Kilooktetter | 2.5 × 10-11 Po |
| 50 Kilooktetter | 5 × 10-11 Po |
| 100 Kilooktetter | 1 × 10-10 Po |
| Reference | Kilooktetter (ko) | Petaoktetter (Po) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 0.16 ko | 1.6 × 10-13 Po |
| A three-minute MP3 | 3000 ko | 0.000000003 Po |
| A smartphone photo | 4000 ko | 0.000000004 Po |
| A high-definition film | 4000000 ko | 0.000004 Po |
| A dual-layer Blu-ray disc | 50000000 ko | 0.00005 Po |
Kilooktetten er en enhed for digital information på tusind oktetter og dermed på otte tusind bit. Symbolet er ko. Den er den mindste af de dagligdags lagerenheder, og i to årtier var den den enhed, hvori en datamats hele rummelighed blev beskrevet.
Én kilooktet rummer tusind tegn tekst uden diakritiske mærker, altså omkring to hundrede ord eller en tredjedel side. Et kort brevs rene tekstfil er nogle få kilooktetter. Næsten intet andet i nutidens databrug er så lille: et tomt dokument fra et tekstbehandlingsprogram vejer allerede titals kilooktetter, fordi filformatet slæber opsætning, skrifttyper og beskrivende oplysninger med rundt om teksten.
Enhedens historiske betydning er svær at overdrive. Apple II blev leveret med 4 kilooktetter hukommelse, Commodore 64 tog sit navn af sine 64, og IBM's første persondatamat kunne adressere 640. Programmer af virkelig indviklethed — regneark, tekstbehandlere, spil med billede og lyd — blev skrevet for at rummes inden for de tal, hvilket krævede en disciplin, der stort set er forsvundet.
Kilooktetten er også der, hvor forvirringen mellem decimalt og binært begyndte. Hukommelse kom i enheder på 1024 oktetter, fordi adresseringen er binær, og alle kaldte det én kilooktet. Diskfabrikanterne talte i sande tusinder. De to skikke afviger med 2,4 procent, ubetydeligt i denne størrelse, men samme fejl hober sig op ved hvert trin og når 10 procent ved teraoktetten.
IEC løste tvetydigheden i 1998 ved at bestemme kibioktetten til 1024 oktetter og lade kilooktetten stå ved nøjagtig 1000. Styresystemerne har taget dette op ujævnt: nogle angiver filstørrelser i sande kilooktetter, andre deler stadig med 1024, mens de skriver ko, og enkelte skriver nu Kio korrekt.
Hvor enheden stadig ses dagligt, er i netprotokoller og i størrelsen på webbens små bestanddele. En sides formatark, et ikon, et certifikat, en indstillingsfil, en indeksside i en database — alt dette måles i kilooktetter, og den sædvanlige hukommelsesside i de fleste processorer er 4 kibioktetter, nær nok 4 kilooktetter til samtale, men ikke til regning.
Én kilooktet svarer til 1000 oktetter, 8000 bit, 8 kilobit eller omkring 0,9766 kibioktetter.
Petaoktetten er en enhed for digital information på tusind teraoktetter, altså en million gigaoktetter. Symbolet er Po. Det er den institutionelle lagrings enhed: den skala, hvor data tilhører en organisation og ikke en person, og hvor det at bevare dem bliver en budgetpost og ikke en eftertanke.
Én petaoktet er cirka lagringen i tusind store harddiske af forbrugerslags, eller teksten i alle bøger, der nogensinde er udgivet, flere gange. I video er det omkring tyve tusind timer i ultrahøj opløsning, eller to et halvt års uafbrudt seen. Hele kataloget hos en stor strømningstjeneste, bevaret én gang pr. kvalitetstrin, løber op i nogle få petaoktetter.
Videnskaben nåede denne skala først. Den store hadronkollider ved CERN optager titals petaoktetter om året, efter at dens udløsersystemer allerede har kasseret mere end 99,99 procent af, hvad detektorerne ser, og hele arkivet løber op i flere hundrede petaoktetter. Astronomien, genomikken og klimamodelleringen holder arkiver af sammenlignelig størrelse, og kunsten at passe dem blev et eget forskningsfelt.
Kommercielt beskriver petaoktetten lagringen i ét enkelt datacenter og ikke en virksomheds samlede. En stor organisation holder titals eller hundreder af petaoktetter spredt over mange steder, og de største skyleverandører holder exaoktetter. I denne størrelse er de praktiske vanskeligheder ikke rummeligheden, men strømmen der holder diskene snurrende, kølingen og visheden om, at en del af udstyret svigter i ethvert øjeblik.
Det sidste punkt styrer udformningen. I en petaoktetopstilling er diskhavarier ikke undtagelseshændelser, men en uafbrudt baggrundsrate, så systemet bygges til bestandigt at miste apparater og genopbygge uden afbrydelse. Data lagres med sletningskoder spredt over mange maskiner, og ingen enkelt kopi af noget betros.
At læse én petaoktet er i sig selv et problem. Selv ved ti gigaoktetter i sekundet, en takt få systemer holder, tager en fuldstændig gennemgang mere end et døgn. Derfor udformes analyse i denne størrelse til at føre beregningen hen til data i stedet for data hen til beregningen, en omvending, der har formet hele feltet for fordelt behandling.
Én petaoktet svarer til 1000 teraoktetter, 1 000 000 gigaoktetter, 8 petabit eller omkring 0,8882 pebioktetter.