| Terapascal (TPa) | Millipascal (mPa) |
|---|---|
| 1 Terapascal | 1 × 1015 mPa |
| 2 Terapascal | 2 × 1015 mPa |
| 3 Terapascal | 3 × 1015 mPa |
| 4 Terapascal | 4 × 1015 mPa |
| 5 Terapascal | 5 × 1015 mPa |
| 10 Terapascal | 1 × 1016 mPa |
| 20 Terapascal | 2 × 1016 mPa |
| 25 Terapascal | 2.5 × 1016 mPa |
| 50 Terapascal | 5 × 1016 mPa |
| 100 Terapascal | 1 × 1017 mPa |
| Reference | Terapascal (TPa) | Millipascal (mPa) |
|---|---|---|
| Atmospheric pressure at sea level | 0.000000101325 TPa | 101325000 mPa |
| Healthy blood pressure (120 mmHg) | 0.000000016 TPa | 16000000 mPa |
| A car tyre | 0.00000022 TPa | 220000000 mPa |
| A racing bicycle tyre | 0.0000006 TPa | 600000000 mPa |
Terapascalen er en trykenhed på tusind gigapascal, skrevet TPa. Det er ti millioner bar. Intet af det, ingeniører bygger, arbejder ved dette tryk, og enheden hører i stedet hjemme i to helt forskellige hjørner af videnskaben: stivheden hos de stærkeste kendte materialer og de store planeters indre.
Kulstoffets nanostrukturer satte den på landkortet. Et enkeltvægget kulstofnanorør har et elasticitetsmodul nær én terapascal, og et ark grafen det samme, hvilket gør dem til de stiveste materialer, der nogensinde er målt i forhold til deres vægt. Diamanten, længe målestokken, ligger på 1,2 terapascal. De tre tal er grunden til, at enheden overhovedet optræder i materialelæren.
Stivhed på dette niveau er ikke det samme som styrke. Et nanorør modsætter sig strækning voldsomt, men en virkelig fiber lavet af mange af dem svigter ved en langt lavere spænding, fordi rørene glider forbi hinanden. At forveksle et modul på én terapascal med en brudstyrke på én terapascal hører til de mest almindelige fejl i populære fremstillinger af disse materialer.
Planeternes indre når virkelige terapascaltryk. Jupiters midte skønnes til tre eller fire terapascal, og kernerne i større gasgiganter derudover. Under sådanne vilkår opfører brint sig som et metal, og det er dette, der frembringer planetens magnetfelt, så enheden beskriver en tilstand af stof og ikke en last på en konstruktion.
Laboratorier når den nu kortvarigt. Laserdrevet chokkompression og pulserede magnetmetoder driver prøver ind i terapascalområdet i nanosekunder ad gangen, længe nok til at registrere, hvordan et materiales tæthed og struktur svarer. De forsøg er det eneste direkte belæg, der findes om stof under forholdene inde i kæmpeplaneter.
Som størrelsesorden er én terapascal ti millioner gange lufttrykket og omkring tre gange trykket i jordens midte. Tallet ophører med at være noget, et menneske kan mærke, og bliver en beskrivelse af, hvad atomer gør, når de presses så tæt sammen, at deres kemi ændrer sig.
Én terapascal svarer til 1 000 000 000 000 pascal, 1000 gigapascal, 10 000 000 bar eller cirka 145 millioner pund pr. kvadrattomme.
Millipascalen er en trykenhed på en tusindedel pascal. Symbolet er mPa. Pascalen er allerede en meget lille enhed — den er trykket fra et ark papir, der ligger på et bord — så en tusindedel af den er mindre end næsten ethvert tryk, et menneske møder. Den lever videre, fordi to fag virkelig arbejder i den størrelse: akustikken og viskositeten.
Lyd er en trykbølge, og de tryk, der indgår, er ganske små. En almindelig samtale i en meters afstand bærer et lydtryk på omkring 20 millipascal. En hvisken ligger nærmere 2, og høretærsklen, den svageste lyd et sundt ungt øre kan opfange, er 0,02 millipascal, altså 20 mikropascal. En højlydt rockkoncert når nogle få pascal. Hele det brugbare område for menneskelig hørelse ligger dermed mellem en hundrededel millipascal og nogle tusinde af dem.
Derfor angives lyd i decibel og ikke i trykenheder. Et område, der spænder over en faktor million, er uhåndterligt i lineære tal, så akustikken tager logaritmen og forankrer den ved høretærsklen. Men decibelen er slet ingen trykenhed: bag hvert decibeltal ligger et tryk i pascal eller millipascal, og kalibrering af instrumenter sker i de virkelige enheder.
Den anden brug er mærkeligere, for den handler slet ikke om tryk. Dynamisk viskositet måles i pascalsekunder, og næsten enhver væske, man bryder sig om, lander i millipascalsekundens område. Vand ved stuetemperatur er 1 mPa·s med rigeligt nøjagtighed til praktiske formål. Det svarer tilfældigvis til én centipoise i det ældre CGS-system, så overgangen til SI lod hver viskositetstabel være talmæssigt uændret, og derfor slog millipascalsekundet igennem, hvor millipascalen alene ikke gjorde det.
Med den skala i hånden bliver tallene læselige. Benzin ligger omkring 0,6 mPa·s, olivenolie omkring 80, honning på flere tusinde og glycerol ved cirka 1400. Blodplasma ligger omkring 1,3 og fuldblod nærmere 4, hvilket er en af grundene til, at blodstrømning er sværere at beregne end vandstrømning.
For trykket selv dukker millipascalen uden for akustikken op i vakuumarbejde og i de mest følsomme laboratoriemålinger: de trykforskelle, der driver en langsom gasstrøm, eller resttrykket i et kammer, der er pumpet hårdt ned. Der er naboenhederne mikropascalen under og pascalen over.
Én millipascal svarer til 0,001 pascal, tusind mikropascal, 0,00001 millibar eller omkring 0,000000145 pund pr. kvadrattomme.