| Nanogram (ng) | Stones (st) |
|---|---|
| 1 Nanogram | 1.57473044418 × 10-13 st |
| 2 Nanogram | 3.14946088836 × 10-13 st |
| 3 Nanogram | 4.72419133253 × 10-13 st |
| 4 Nanogram | 6.29892177671 × 10-13 st |
| 5 Nanogram | 7.87365222089 × 10-13 st |
| 10 Nanogram | 1.57473044418 × 10-12 st |
| 20 Nanogram | 3.14946088836 × 10-12 st |
| 25 Nanogram | 3.93682611044 × 10-12 st |
| 50 Nanogram | 7.87365222089 × 10-12 st |
| 100 Nanogram | 1.57473044418 × 10-11 st |
| Reference | Nanogram (ng) | Stones (st) |
|---|---|---|
| A sheet of A4 paper (80 gsm) | 5 × 109 ng | 0.000787365 st |
| One litre of water | 1 × 1012 ng | 0.157473 st |
| Average adult human | 7 × 1013 ng | 11.0231 st |
| A small car | 1.4 × 1015 ng | 220.462 st |
Nanogrammet er en masseenhed, der svarer til en milliardtedel gram eller en tusindedel mikrogram. Dets symbol er ng. Udtrykt i SI-systemets basisenhed er det 10 opløftet til minus tolv kilogram.
Der ligger intet historisk bag nanogrammet. Det findes, fordi SI-præfikserne fortsætter uden grænse, og det blev først nyttigt, da instrumenterne blev følsomme nok til at retfærdiggøre det. En god analysevægt opløser tiendedele mikrogram og stopper der; ingen vægt vejer et nanogram direkte. Mængden udledes i stedet af det signal, som et massespektrometer, et immunoassay eller en kromatografisøjle giver, når et kendt prøvevolumen passerer igennem.
Det er på det kliniske laboratorium, at de fleste møder enheden uden at bemærke det. Koncentrationer af hormoner og lægemidler i blod angives i nanogram pr. milliliter: testosteron, prostataspecifikt antigen, digoxin, takrolimus og i amerikansk praksis D-vitamin. Terapeutisk lægemiddelmonitorering hviler på denne skala, fordi forskellen mellem virksom og toksisk koncentration for nogle lægemidler er få nanogram pr. milliliter. Dopinggrænser skrives på samme måde, og derfor kan en atlet blive erklæret positiv for et stof, der findes i mængder, som er usynlige for ethvert andet mål.
Miljøkemien bruger den til de giftigste forureninger, hvis interessante koncentrationer ligger langt under det, en enhed i gramskala beskriver bekvemt. Dioxiner og furaner i luft angives i nanogram pr. kubikmeter, kviksølv og polycykliske aromatiske kulbrinter i nanogram pr. liter vand. Grænseværdierne for disse stoffer er sat ved koncentrationer, der først blev målbare i anden halvdel af det tyvende århundrede, så enheden og reguleringen kom samtidig.
Skalaen er svær at forestille sig. Et enkelt korn fint bordsalt vejer omkring tres mikrogram, altså tresindstyve tusind nanogram. En pattedyrcelle vejer i størrelsesordenen et nanogram, så et nanogram væv er en håndfuld celler. Et mikrogram af hvad som helst er allerede usynligt; et nanogram er en tusindedel af det.
Et nanogram svarer til 0,001 mikrogram, en milliontedel milligram og en milliardtedel gram.
Stone er en masseenhed, der svarer til 14 pund, eller omkring 6,35029 kilogram. Symbolet er st. Det er en britisk enhed med en usædvanlig egenskab: den er næsten udelukkende bundet til ét formål, menneskets kropsvægt, og næsten udelukkende til Storbritannien og Irland.
Før standardiseringen var stone slet ingen fast størrelse. Den varierede med vare og landsdel, fra otte pund for kød til fireogtyve for visse uldsorter, og et stone af én vare var ganske enkelt ikke et stone af en anden. Mål- og vægtloven fra 1835 fastsatte den til fjorten pund til alle formål og satte dermed en stopper for en reel kilde til handelstvister.
Dens overlevelse er et studie i, hvordan målevaner faktisk ændrer sig. Storbritannien lagde handelen om til metriske enheder over årtier, og butikker vejer i dag i kilogram, men den personlige vægt blev stædigt tilbage i stone og pund. Den, der køber kartofler pr. kilo, siger stadig, at han vejer elleve stone fire. Sundhedsvæsenet står ubekvemt midt imellem, med kurver i kilogram og patienter, der tænker i stone, så de fleste journalsystemer viser begge dele.
Konventionen er et helt antal stone efterfulgt af de resterende pund, aldrig en decimal, så tolv stone seks betyder 174 pund. Det gør hovedregning til metrisk besværlig og er en af grundene til, at enheden ikke har fået fodfæste uden for hjemlandet. Irland bruger den på samme måde, og Australien og New Zealand opgav den i 1970'erne.
Idrætten holder enheden synlig, hvor lægevidenskaben stille har sluppet den. Britisk boksning angiver kæmperne til, lad os sige, tolv stone syv, hestevæddeløb angiver i stone og pund den vægt, en jockey skal bære, og robesætninger vælges mod en grænse sat i stone. Den kliniske hverdag er gået den anden vej: journaler, lægemiddeldosering og vækstkurver er alle metriske, for en dosis beregnet pr. kilogram må ikke gå gennem en omregning. Følgen er, at mange britiske patienter hører deres vægt i kilogram af en sygeplejerske og gentager den i stone for en ven en time senere, med en omregning i hovedet på omkring seks og en tredjedel kilogram pr. stone.
Et stone svarer til 14 pund, cirka 6,35029 kilogram eller 224 ounce.