| Megabit (Mbit) | Pebibit (Pibit) |
|---|---|
| 1 Megabit | 8.881784197 × 10-10 Pibit |
| 2 Megabit | 0.0000000017763568394 Pibit |
| 3 Megabit | 0.0000000026645352591 Pibit |
| 4 Megabit | 0.0000000035527136788 Pibit |
| 5 Megabit | 0.0000000044408920985 Pibit |
| 10 Megabit | 0.000000008881784197 Pibit |
| 20 Megabit | 0.000000017763568394 Pibit |
| 25 Megabit | 0.0000000222044604925 Pibit |
| 50 Megabit | 0.000000044408920985 Pibit |
| 100 Megabit | 0.00000008881784197 Pibit |
| Reference | Megabit (Mbit) | Pebibit (Pibit) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 0.00128 Mbit | 1.13687 × 10-12 Pibit |
| A three-minute MP3 | 24 Mbit | 0.0000000213163 Pibit |
| A smartphone photo | 32 Mbit | 0.0000000284217 Pibit |
| A high-definition film | 32000 Mbit | 0.0000284217 Pibit |
| A dual-layer Blu-ray disc | 400000 Mbit | 0.000355271 Pibit |
Megabitten er en enhed for digital information på en million bit. Symbolet er Mbit. Det er den enhed, hvori en internetforbindelses hastighed næsten altid markedsføres, hvilket gør den til en af de få dataenheder, almindelige kunder møder ved navn, hver gang de vælger en tjeneste.
Én megabit er nøjagtig en million bit, ikke 1 048 576. Den forskel får praktiske følger. Én megabit rummer 125 000 oktetter, altså 125 kilooktetter, så en forbindelse på 100 megabit pr. sekund overfører i bedste fald omkring 12,5 megaoktetter pr. sekund. En fil angivet til 500 megaoktetter tager derfor mindst fyrre sekunder og ikke de fire, det markedsførte tal synes at love.
Den faktor otte er grunden til, at så mange tror deres forbindelse langsommere end det, de købte. Intet uærligt sker: branchen angiver gennemstrømningen i bit pr. sekund, fordi det er, hvad det fysiske lag faktisk bærer, mens filhåndteringer angiver størrelse i oktetter, fordi lagringen er ordnet sådan. Begge skikke er rigtige inden for deres område, og regnestykket mellem dem er en division med otte.
Den virkelige gennemstrømning er endnu lavere. Protokolhoveder, fejlrettelse og gensendelser tærer på kapaciteten, og den brugbare andel af en forbindelse er som regel 90 til 95 procent af dens nominelle hastighed. Trådløse forbindelser taber mere, fordi mediet deles, og forstyrrelser fremtvinger gentagelser. En forbindelse averteret til 100 megabit pr. sekund leverer i praksis ofte omkring 90 og mindre over et belastet trådløst net.
Tallene, der markerer epokerne, er værd at huske. Tidligt bredbånd gav 1 til 8 megabit pr. sekund, kabel og fiber løftede det til 50 og 100, og gigabittjenester er i dag almindelige i byerne. Højopløst video kræver omkring 5 megabit pr. sekund, ultrahøjopløst omkring 25, og et videoopkald mellem to personer 8, så en husstands virkelige behov ligger som regel langt under, hvad den tegner.
I hukommelsen beskriver megabitten kredsenes rummelighed. En hukommelseskreds på 512 megabit rummer 64 megaoktetter, og flere sådanne kredse danner et modul. Fabrikanten tæller i bit, fordi det er, hvad siliciummet rummer; køberen tæller i oktetter, fordi det er, hvad styresystemet melder.
Én megabit svarer til 1 000 000 bit, 1000 kilobit, 125 kilooktetter eller omkring 0,9537 mebibit.
Pebibitten er en enhed for digital information på 1 125 899 906 842 624 bit, altså 1024 tebibit eller to i halvtredsindstyvende. Symbolet er Pibit. Den er petabittens binære modstykke, og kløften mellem de to er udvidet til 12,6 procent.
Den udvidelse er værd at se på, for den samler hele argumentet for IEC-forstavelserne i et enkelt tal. Hvert trin op ad stigen ganger afvigelsen med 1,024, så det, der begyndte som ufarlige 2,4 procent ved kibibitten, er her en ottendedel af mængden og en femtedel ved yobibitten. En skik, der var rimelig for små tal, bliver uholdbar for store.
Én pebibit er 140 737 488 355 328 oktetter, altså 128 tebioktetter. Lagring af denne størrelse findes i superdatamaters hukommelsessystemer, i de hurtigste videnskabelige mellemlagre og i den samlede hukommelse hos meget store klynger. De største maskiner på listen over verdens hurtigste datamater har primærhukommelse målt i pebioktetter, og evnen til at holde en hel simulering i hukommelsen i stedet for på disk er, hvad der overhovedet gør visse beregninger mulige.
Da disse systemer adresseres binært, er den binære enhed den rette, og det decimale tal ville være en tilnærmelse. En klynge med én pebibit hukommelse har ikke én petabit; den har 12,6 procent mere, og en fordeler, der tildelte efter det decimale tal, ville lade netop så meget stå ubrugt.
Enheden optræder også i filsystemers grænser. Flere vidt brugte filsystemer har største diskenheds- eller filstørrelser udtrykt som nøjagtige topotenser, og hvor disse grænser falder i dette område, skrives de naturligt i pebioktetter. Dokumentation, der regner dem om til decimale enheder, mister netop den egenskab, der gjorde dem lette at huske.
I dagligdags databehandling møder man aldrig pebibitten. Den hører til specifikationer, til systemarkitektur og til de største maskiners udformning, og en omregner har brug for den netop til de dokumenter. Overalt hvor den underliggende mængde er en topotens, er dette enheden, der siger det uden afrunding.
Én pebibit svarer til 1024 tebibit, 140 737 488 355 328 oktetter eller omkring 1,126 petabit.