| Dekajoule (daJ) | Mikrojoule (µJ) |
|---|---|
| 1 Dekajoule | 10000000 µJ |
| 2 Dekajoule | 20000000 µJ |
| 3 Dekajoule | 30000000 µJ |
| 4 Dekajoule | 40000000 µJ |
| 5 Dekajoule | 50000000 µJ |
| 10 Dekajoule | 100000000 µJ |
| 20 Dekajoule | 200000000 µJ |
| 25 Dekajoule | 250000000 µJ |
| 50 Dekajoule | 500000000 µJ |
| 100 Dekajoule | 1000000000 µJ |
| Reference | Dekajoule (daJ) | Mikrojoule (µJ) |
|---|---|---|
| One food calorie (kcal) | 418.4 daJ | 4.184 × 109 µJ |
| An AA alkaline battery | 1000 daJ | 1 × 1010 µJ |
| Daily adult food intake | 836800 daJ | 8.368 × 1012 µJ |
| One unit on an electricity bill | 360000 daJ | 3.6 × 1012 µJ |
| A lightning strike | 100000000 daJ | 1 × 1015 µJ |
Dekajoulen er en energienhed, der svarer til ti joule. Symbolet er daJ. Den er den mindst skrevne af joulens multipla, ikke fordi størrelsen skulle være ukendt, men fordi deka er den mindst brugte forstavelse i hele metersystemet, og at forstå det er mere nyttigt end at lære enheden udenad.
Størrelsen hører til de mest anskuelige i fysikken. At løfte en kilogrampose sukker en meter koster 9,81 joule, altså næsten præcis én dekajoule. Et hjerte yder omkring én joule pr. slag, altså ti slag. En kugle fra et luftgevær, der i Storbritannien må ejes uden tilladelse, bærer op til 16 joule, godt 1,6 dekajoule. Det er størrelser, kroppen forstår direkte som anstrengelse.
Deka lever videre i hverdagen kun få steder, og næsten alle handler om masse. I Østrig, Polen, Ungarn og de tjekkiske lande sælger delikatessediske stadig i dekagram, så kunden beder om tyve deka skinke i stedet for to hundrede gram. Dekanewton bruges til at klassificere reb og wirer og i Frankrig til trækkapaciteter, fordi den tilfældigvis ligger tæt på vægten af et kilogram.
Ellers tabte forstavelsen ganske enkelt. Teknikken blev standardiseret i trin på tusind, hvilket placerer kilo lige over grundenheden og ikke efterlader deka nogen opgave, som et tocifret tal ikke allerede løser bedre. At skrive 40 joule er kortere end 4 dekajoule, og det sorteres rigtigt i en tabel ved siden af 400 joule og 4 kilojoule uden hovedregning.
Selve skalaen er værd at kende også under et andet navn, for det er skalaen for enkelte menneskelige handlinger. At kaste en bold, lukke en tung dør, løfte en fuld kedel op på pladen, spænde en bue: hver af dem koster nogle titals joule. Slagprøver på emballage og beskyttelsesudstyr angives også her, ligesom de energigrænser, der skrives ind i reglerne om luftvåben og industrielle sømpistoler.
Når en dekajoule dukker op i et dokument, kræver omregningen ét skridt hver vej. Gang med ti for joule, divider med hundrede for kilojoule. Begge former er nøjagtige, og joule-formen er den, der passer med alle andre tal i en nutidig specifikation.
Én dekajoule svarer til 10 joule, cirka 2,39 kalorier eller omkring 0,00278 watttimer.
Mikrojoulen er en energienhed, der svarer til en milliontedel joule, altså 0,000001 joule. Symbolet er µJ. Den er skalaen for små levende væsener, for korte laserimpulser og for den strøm, en føler bruger på at vågne, og den er den mindste energienhed, der stadig beskriver hændelser, et menneske kan bemærke uden hjælpemidler.
Her bor insekterne. En loppe på et halvt milligram, der springer tyve centimeter, bruger omkring én mikrojoule, og en myg i vandret flugt bærer godt en fjerdedel af det. At løfte et gram en tiendedel millimeter koster det samme. Det er den slags størrelser, der gør enheden håndgribelig: ikke usynlige i princippet, blot for små til at betyde noget, medmindre noget gentager dem millioner af gange i sekundet.
Antændelsessikkerheden skrives i dette område, og tallene afgør, hvordan udstyr må bygges. Den mindste energi, der antænder en blanding af brint og luft, ligger omkring 17 mikrojoule; for de fleste kulbrintedampe drejer det sig om nogle hundrede. Egensikkert udstyr til raffinaderier, kornsiloer og miner godkendes ved at vise, at ingen fejl kan frigive mere, end blandingen kræver, og derfor gennemgås kredsløb til farlige områder i mikrojoule og ikke i volt.
Instrumenter med pulseret lys angives i mikrojoule næsten uden undtagelse. En lidar til køretøjer sender impulser på nogle få mikrojoule mange tusind gange i sekundet, lasermærkningsanlæg bruger titals til hundredtals, og femtosekundforstærkere til mikrobearbejdning ligger i områdets øverste del. Energien pr. impuls afgør, hvad strålen kan skære, afbilde eller lyse på uden fare, og middeleffekten alene besvarer ikke det spørgsmål.
Elektronik med lavt forbrug lægger budget i de samme størrelser. En passiv radiobrik henter nogle få mikrojoule ud af læserens felt og skal afvikle hele sin udveksling inden for dem. En kortdistanceudsendelse koster titals mikrojoule, et kvartsurværk cirka én i sekundet, og en temperaturføler, der vågner, måler og sover igen, kan klare sig med under ti. Batteritiden i sådanne apparater er regnestykker udført i mikrojoule.
Ovenover overtager millijoulen, og virkningerne bliver mekaniske: en gnist, man mærker, et klik, man hører, en lille genstand, der falder. Nedenunder overtager nanojoulen, og virkningerne bliver optiske og elektroniske. Mikrojoulen optager det smalle bånd derimellem, og derfor mødes så mange fagområder, der ellers ikke deler noget som helst, i den samme forstavelse.
Én mikrojoule svarer til 0,000001 joule, cirka 6,24 × 10¹² elektronvolt eller omkring 2,78 × 10⁻¹⁰ watttimer.