| Reference | Bit (bit) | Kibibit (Kibit) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 1280 bit | 1.25 Kibit |
| A three-minute MP3 | 24000000 bit | 23437.5 Kibit |
| A smartphone photo | 32000000 bit | 31250 Kibit |
| A high-definition film | 3.2 × 1010 bit | 31250000 Kibit |
| A dual-layer Blu-ray disc | 4 × 1011 bit | 390625000 Kibit |
Bitten er informationens grundenhed. Symbolet er bit, og navnet er en sammentrækning af engelsk binary digit, binært ciffer, formet af statistikeren John Tukey og bragt på tryk af Claude Shannon i hans afhandling fra 1948, En matematisk teori for kommunikation, det værk der grundlagde informationsteorien.
En bit er den mængde information, som et enkelt valg mellem to lige sandsynlige muligheder bærer. En mønt der falder plat eller krone, en afbryder åben eller lukket, en spænding høj eller lav: hver af disse afgør én bit. Den bestemmelse er det, der gør bitten til en enhed og ikke blot en skrivevane. Den måler, hvor megen uvished et svar fjerner, og det uafhængigt af, hvad spørgsmålet handlede om.
Shannons indsigt var, at dette lod sig tælle. En besked hentet fra et alfabet på toogtredive lige sandsynlige tegn bærer fem bit pr. tegn, fordi toogtredive er to i femte. Er tegnene ikke lige sandsynlige — som et sprogs bogstaver ikke er — falder gennemsnittet, og netop den afstand mellem den naive optælling og det sande gennemsnit er, hvad komprimering udnytter. En vel komprimeret fil er en, hvor de overflødige bit er fjernet.
I udstyret er bitten en fysisk tilstand: en ladning fanget på en flydende port i flashhukommelse, magnetiseringens retning i et område på en harddisks skive, en fordybning eller en flade på en optisk skive, en lyspuls til stede eller fraværende i en fiber. Alle koder den samme abstrakte størrelse, og derfor kan data flytte mellem dem uden tab.
I lagring tælles bit næsten aldrig én for én. De samles i oktetter på otte, og rummeligheden angives i oktetter eller deres mangefold. Overførsel er noget andet: net- og grænsefladehastigheder angives i bit pr. sekund, så en forbindelse, der averteres til 100 megabit pr. sekund, leverer omkring 12,5 megaoktetter pr. sekund. At blande de to sammen er hele feltets hyppigste regnefejl.
Hvor enkelte bit virkelig tælles, er i angivelser af finhed og omfang. En farvekanal med 8 bit rummer 256 trin; en med 10 bit rummer 1024. Lyd med 16 bit pr. prøve har omkring 96 decibels dynamik, og med 24 bit omkring 144. En 64-bits adresse kan navngive cirka 18 trillioner pladser. I hvert tilfælde fordobler hver tilføjet bit det, der kan skelnes.
Én bit svarer til 0,125 oktetter, 0,001 kilobit eller omkring 0,0009766 kibibit.
Kibibitten er en enhed for digital information på 1024 bit. Symbolet er Kibit. Det er den første af de binære forstavelser, et sæt enheder, som Den Internationale Elektrotekniske Kommission bestemte i 1998 for at gøre en ende på en forvirring, der havde løbet gennem databehandlingen siden tresserne.
Problemet var ligetil. Datamater adresserer hukommelse i topotenser, så hukommelse kom i klumper på 1024 i stedet for 1000. Ingeniørerne lånte den metriske forstavelse kilo til den mængde, fordi 1024 ligger nær 1000, og for små tal var tilnærmelsen harmløs. Men lagring og overførsel talte i sande tusinder, så samme forstavelse betød to forskellige ting alt efter, hvilken del af maskinen der blev beskrevet.
IEC's løsning var at forme nye navne. Kibi er en sammentrækning af kilo binært, og mønstret fortsætter med mebi, gibi, tebi, pebi, exbi, zebi og yobi. Hver er 1024 gange den under, og hvert symbol har formen af et stort bogstav fulgt af et lille i: Ki, Mi, Gi, Ti og så videre. Kilobitten betyder derefter tusind bit og intet andet.
Én kibibit er 128 oktetter, og afstanden til én kilobit er 2,4 procent. Den lille forskel er grunden til, at de to blev forvekslet så længe: i denne størrelse mærker ingen det. Fejlen hober sig op med 2,4 procent ved hvert trin, når 5 procent ved mebibitten, 7 procent ved gibibitten og 21 procent ved yobibitten, og dér blev tvetydigheden for alvor dyr.
Optagelsen har været delvis og ujævn. Standardiseringsorganer, Linux-kernen og størstedelen af den tekniske dokumentation bruger IEC-forstavelserne rigtigt. Forbrugerprogrammer gør det i vid udstrækning ikke, og mange skriver stadig KB, mens de deler med 1024. Følgen er, at en læser ofte må slutte sig ud fra sammenhængen til, hvilken skik et tal følger, hvilket er præcis, hvad standarden blev skrevet for at forhindre.
I praksis ses kibibitten mest i databladene for små hukommelseskredse, i de serielle hukommelser indbyggede systemer bruger, og i protokoldokumenter, hvor en nøjagtig topotens har betydning. Overalt hvor 1024 menes og ikke 1000, er dette den rette enhed.
Én kibibit svarer til 1024 bit, 128 oktetter eller 1,024 kilobit.