| Tebibit (Tibit) | Oktetter (octet) |
|---|---|
| 1 Tebibit | 137438953472 octet |
| 2 Tebibit | 274877906944 octet |
| 3 Tebibit | 412316860416 octet |
| 4 Tebibit | 549755813888 octet |
| 5 Tebibit | 687194767360 octet |
| 10 Tebibit | 1374389534720 octet |
| 20 Tebibit | 2748779069440 octet |
| 25 Tebibit | 3435973836800 octet |
| 50 Tebibit | 6871947673600 octet |
| 100 Tebibit | 13743895347200 octet |
| Reference | Tebibit (Tibit) | Oktetter (octet) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 0.00000000116415 Tibit | 160 octet |
| A three-minute MP3 | 0.0000218279 Tibit | 3000000 octet |
| A smartphone photo | 0.0000291038 Tibit | 4000000 octet |
| A high-definition film | 0.0291038 Tibit | 4 × 109 octet |
| A dual-layer Blu-ray disc | 0.363798 Tibit | 5 × 1010 octet |
Tebibitten er en enhed for digital information på 1 099 511 627 776 bit, altså 1024 gibibit eller to i fyrretyvende. Symbolet er Tibit. Den er terabittens binære modstykke, og de to afviger i dag med 10 procent — det punkt, hvor skelnen holder op med at være pedanteri og bliver et pengespørgsmål.
De ti procent er selve grunden til, at IEC-forstavelserne findes. Ved kibibitten var afvigelsen 2,4 procent og kunne vinkes bort; her er den en tiendedel af mængden. I en aftale om lagringsudstyr, i en tjenesteaftale der lover rummelighed, eller i en specifikation en leverandør skal opfylde, er en tiendedel forskellen mellem opfyldelse og aftalebrud.
Enhedens virkelige hjem er flashhukommelsen, hvor brikker nu fremstilles med rummeligheder på én tebibit og mere ved at stable cellelag lodret. En moderne flashbrik kan rumme én eller to tebibit, og en kapsel med otte af dem rummer én teraoktet rå rummelighed, hvorfra reserveblokke og styringstillæg trækkes fra, før noget når brugeren.
Én tebibit er 137 438 953 472 oktetter, altså 128 gibioktetter. Praktisk set er det lagringen i en telefon i mellemklassen, eller et par timers ukomprimeret højopløst video. Enheden beskriver lagringsapparaters råstof snarere end noget, et menneske håndterer direkte.
Også filsystemer tæller binært i denne størrelse. En diskenhed, som ét værktøj angiver til 16 tebioktetter og et andet til 17,6 teraoktetter, er den samme diskenhed, og forskellen ligger helt i regningens grundtal. Den, der passer lagring, lærer at tjekke, hvilken skik et værktøj følger, før to tal fra forskellige kilder sammenlignes.
Rigtig skrivning er Tibit, med stort T og lille i. Den ses i flashhukommelsers datablade, i filsystemernes dokumentation og i standarder, og næsten intet andet sted. Netop det lille i er det eneste pålidelige tegn på, at et tal er binært, og derfor bruger omhyggelig faglig skrivning det, selv når forskellen synes lille.
Én tebibit svarer til 1 099 511 627 776 bit, 1024 gibibit, 137 438 953 472 oktetter eller omkring 1,100 terabit.
Oktetten er en enhed for digital information på nøjagtig otte bit. Symbolet er octet, og navnet kommer af latinens ord for en gruppe på otte. Det er den enhed, hvori næsten alle lagrede data tælles, og det er værd at vide, hvorfor den hedder oktet og ikke byte.
En byte var oprindelig det antal bit, en maskine brugte til at rumme ét tegn, og det antal lå ikke fast. Tidlige datamater brugte byte på seks bit, nogle på syv, enkelte på ni. IBM System/360 fra 1964 standsede ved otte, og dens handelsmæssige succes gjorde otte til norm, men ordet byte beholdt sin ældre, maskineafhængige betydning i de specifikationer, hvor tvetydighed var farlig.
Netverdenen tog derfor oktetten. Når en protokolstandard siger, at et hovedfelt er fire oktetter langt, kan ingen læser noget sted læse det som andet end toogtredive bit. De internetstandarder, IETF udgiver, bruger gennemgående oktet af netop den grund, og fransk, rumænsk og flere andre sprog tog ordet op også til daglig brug, så en harddisk solgt i Frankrig måles i gigaoktetter.
Otte bit rummer 256 forskellige værdier, og det er derfor, så meget kommer i enheder på 256. En farvekanal går fra 0 til 255. En IPv4-adresse er fire oktetter, skrevet som fire tal mellem 0 og 255. Det oprindelige tegnsæt ASCII brugte syv bit og lod én være ledig, og de forskellige ottebitsudvidelser, der fulgte, fyldte hver den ledige bit med et andet sæt tegn med diakritiske mærker — det rod, som Unicode til sidst afløste.
Nutidens tekstkodning tæller stadig i oktetter. UTF-8 bruger én oktet til det latinske alfabet uden diakritiske mærker, to til de fleste europæiske tegn med sådanne mærker samt græsk og kyrillisk, tre til kinesisk, japansk og koreansk, og fire til resten. Derfor fylder den samme sætning forskelligt på forskellige sprog, og derfor er en længdegrænse målt i oktetter ikke en grænse i tegn.
Lagerplads, filstørrelse, hukommelse og nettets nyttelast angives alle i oktetter eller deres mangefold. Overførselshastigheder er undtagelsen, da de angives i bit pr. sekund, og faktoren otte mellem de to skikke er feltets største kilde til forvirring.
Én oktet svarer til 8 bit, 0,008 kilobit eller 0,001 kilooktetter.