| Yobioktetter (Yio) | Pebibit (Pibit) |
|---|---|
| 1 Yobioktet | 8589934592 Pibit |
| 2 Yobioktetter | 17179869184 Pibit |
| 3 Yobioktetter | 25769803776 Pibit |
| 4 Yobioktetter | 34359738368 Pibit |
| 5 Yobioktetter | 42949672960 Pibit |
| 10 Yobioktetter | 85899345920 Pibit |
| 20 Yobioktetter | 171798691840 Pibit |
| 25 Yobioktetter | 214748364800 Pibit |
| 50 Yobioktetter | 429496729600 Pibit |
| 100 Yobioktetter | 858993459200 Pibit |
| Reference | Yobioktetter (Yio) | Pebibit (Pibit) |
|---|---|---|
| A plain text message (160 characters) | 1.32349 × 10-22 Yio | 1.13687 × 10-12 Pibit |
| A three-minute MP3 | 2.48154 × 10-18 Yio | 0.0000000213163 Pibit |
| A smartphone photo | 3.30872 × 10-18 Yio | 0.0000000284217 Pibit |
| A high-definition film | 3.30872 × 10-15 Yio | 0.0000284217 Pibit |
| A dual-layer Blu-ray disc | 4.1359 × 10-14 Yio | 0.000355271 Pibit |
Yobioktetten er en enhed for digital information på to i firsindstyvende oktetter, altså 1024 zebioktetter. Symbolet er Yio. Den er den største binære enhed, Den Internationale Elektrotekniske Kommission har givet navn, og yottaoktettens binære modstykke.
På dette sidste trin afviger det binære og det decimale brug med 20,9 procent. Det er slutpunktet i det argument, IEC-forstavelserne blev skabt for at afgøre: en forskel, der begyndte som ufarlige 2,4 procent ved kibioktetten, er gennem otte på hinanden følgende ganger med 1,024 vokset til en afvigelse på mere end en femtedel. Intet målesystem kan bære en så stor tvetydighed.
Én yobioktet er 1 208 925 819 614 629 174 706 176 oktetter. Hele den datamængde, menneskeheden holder, er nogle hundrede zettaoktetter, altså en brøkdel af én procent af dette. Intet af denne størrelse er bygget, og nutidens fremstillingstakt måtte fortsætte i mange århundreder for at samle en enkelt.
Den binære række slutter ved yobi, fordi den decimale række sluttede ved yotta, da IEC-standarden blev skrevet i 1998. Da ronna og quetta blev føjet til metersystemet i 2022, blev der ikke bestemt tilsvarende binære navne, så en mængde på to i halvfemsindstyvende oktetter mangler en anerkendt kortform. Det hul fyldes formodentlig, hvis det nogensinde bliver nødvendigt.
Værdien af at bestemme toppen af en stige, ingen har besteget, er den samme som værdien af at bestemme dens fod. Et målesystem, hvis navne slipper op, tvinger sine brugere til at improvisere, og improviserede udvidelser strider mod hinanden. Både den metriske og IEC's række blev skrevet ud i deres helhed, for at reglen og ikke en undtagelsestabel skal være alt, nogen behøver at lære.
For enhver læser af fagligt stof rummes hele rækkens lære i ét tegn. Kio, Mio, Gio, Tio, Pio, Eio, Zio og Yio er binære; ko, Mo, Go, To, Po, Eo, Zo og Yo er decimale; og forskellen mellem dem udvides fra en afrundingsfejl til en femtedel, jo højere man stiger. Det lille i er det eneste i et dokument, der siger, hvilket der var ment.
Én yobioktet svarer til 1024 zebioktetter, 1 208 925 819 614 629 174 706 176 oktetter, 8 yobibit eller omkring 1,209 yottaoktetter.
Pebibitten er en enhed for digital information på 1 125 899 906 842 624 bit, altså 1024 tebibit eller to i halvtredsindstyvende. Symbolet er Pibit. Den er petabittens binære modstykke, og kløften mellem de to er udvidet til 12,6 procent.
Den udvidelse er værd at se på, for den samler hele argumentet for IEC-forstavelserne i et enkelt tal. Hvert trin op ad stigen ganger afvigelsen med 1,024, så det, der begyndte som ufarlige 2,4 procent ved kibibitten, er her en ottendedel af mængden og en femtedel ved yobibitten. En skik, der var rimelig for små tal, bliver uholdbar for store.
Én pebibit er 140 737 488 355 328 oktetter, altså 128 tebioktetter. Lagring af denne størrelse findes i superdatamaters hukommelsessystemer, i de hurtigste videnskabelige mellemlagre og i den samlede hukommelse hos meget store klynger. De største maskiner på listen over verdens hurtigste datamater har primærhukommelse målt i pebioktetter, og evnen til at holde en hel simulering i hukommelsen i stedet for på disk er, hvad der overhovedet gør visse beregninger mulige.
Da disse systemer adresseres binært, er den binære enhed den rette, og det decimale tal ville være en tilnærmelse. En klynge med én pebibit hukommelse har ikke én petabit; den har 12,6 procent mere, og en fordeler, der tildelte efter det decimale tal, ville lade netop så meget stå ubrugt.
Enheden optræder også i filsystemers grænser. Flere vidt brugte filsystemer har største diskenheds- eller filstørrelser udtrykt som nøjagtige topotenser, og hvor disse grænser falder i dette område, skrives de naturligt i pebioktetter. Dokumentation, der regner dem om til decimale enheder, mister netop den egenskab, der gjorde dem lette at huske.
I dagligdags databehandling møder man aldrig pebibitten. Den hører til specifikationer, til systemarkitektur og til de største maskiners udformning, og en omregner har brug for den netop til de dokumenter. Overalt hvor den underliggende mængde er en topotens, er dette enheden, der siger det uden afrunding.
Én pebibit svarer til 1024 tebibit, 140 737 488 355 328 oktetter eller omkring 1,126 petabit.