Omregning fra 3 Kilopascal til Nanopascal

Information om Kilopascal (kPa)

Kilopascalen er en trykenhed på tusind pascal. Symbolet er kPa. Den er en hundrededel bar og ti hektopascal, og den er den sammenhængende SI-enhed, teknikken var tænkt at antage, da pascalen viste sig for lille at skrive bekvemt. Normalt lufttryk er 101,325 kilopascal.

Ved dækkene møder de fleste den. Canada, Australien, New Zealand og store dele af Asien angiver anbefalede dæktryk i kilopascal, så et mærkat i bildøren viser 220 eller 240 i stedet for 32 eller 35 pund pr. kvadrattomme. De to skalaer står side om side på næsten enhver moderne måler, og omregningen ligger nær syv kilopascal pr. pund og kvadrattomme.

Anlægsteknikken bruger den til laster på jord og bærende konstruktion. En jords bæreevne angives i kilopascal, et fast ler tillader måske 150 og et blødt langt mindre, og vindlasten på en facade beregnes i samme enhed. Da én kilopascal også er én kilonewton pr. kvadratmeter, bevæger konstruktionsberegninger sig mellem kraft og tryk uden omregningsfaktor.

Lægevidenskaben bruger den ét vigtigt sted. Arterielle blodgasser opgives i kilopascal i Storbritannien, Irland og store dele af Europa, hvor et sundt ilttryk ligger på elleve til tretten, mens USA opgiver samme måling i millimeter kviksølv som firs til hundrede. De to tal beskriver identisk blod, og den, der læser et udenlandsk prøvesvar, må vide, hvilken konvention det følger.

Vakuumarbejdet tæller nedad i den. Et grovvakuum er nogle få kilopascal absolut, en støvsuger i hjemmet trækker måske tyve kilopascal under lufttrykket, og frysetørring arbejder langt under én. At angive vakuum som et absolut tryk i kilopascal undgår tvetydigheden ved at beskrive det som et negativt overtryk.

Dens besværlighed er kun sproglig. Hundrede kilopascal er præcis én bar og læses mindre pænt, hvilket er grunden til, at baren har holdt stand i Europa trods årtiers officiel forkærlighed for pascalen. Hvor kilopascalen har vundet, som på canadiske og australske dækmærkater, har den gjort det, fordi tallet trykkes og ikke udtales.

Én kilopascal svarer til 1000 pascal, 0,01 bar, 10 hektopascal eller cirka 0,145 pund pr. kvadrattomme.

Information om Nanopascal (nPa)

Nanopascalen er en trykenhed på en milliarddel pascal. Symbolet er nPa. Den markerer trykskalaens fjerne ende, det område hvor tanken om tryk som et skub mod en flade holder op med at gavne og bliver et udsagn om, hvor få partikler der er.

Enhedens tydeligste hjem er det ekstremt høje vakuum. Almindeligt laboratorievakuum når millipascal; ultrahøjvakuum, som overfladefysikken og partikelacceleratorernes strålerør bruger, når mikropascal. Under det ligger det ekstremt høje vakuum ved nanopascal og lavere, og at nå dertil kræver et tæt kammer, timers udbagning ved to hundrede grader for at drive gas ud af selve metallet, og pumper der fanger molekyler i stedet for at skubbe dem.

Ved sådanne tryk er et kammer ikke tomt. En nanopascal rummer stadig omkring en kvart million molekyler pr. kubikcentimeter, hvilket lyder umådelig meget, indtil man sammenligner med de femogtyve trillioner, der findes i samme rumfang stueluft. Det, der betyder noget, er ikke antallet, men den frie middelvejlængde: et molekyle rejser nu tusinder af kilometer, før det rammer et andet, og slår derfor mod væggene længe før det møder en nabo.

Netop det er pointen. Overfladevidenskaben har brug for en prøve, der bliver ren hele forsøget igennem, og ved almindeligt tryk dækkes en frisk flade af et lag vedhæftet gas på cirka et nanosekund. Ved én nanopascal bliver den samme flade ren i dagevis. Vakuummet er ikke til for at fjerne luft, men for at købe tid.

Rummet giver den naturlige sammenligning. Lav jordbane ligger omkring én mikropascal, endnu tæt nok til at atmosfæren bremser satellitter og til sidst trækker dem ned. Rummet mellem planeterne tælles i nanopascal. Rummet mellem stjernerne ligger langt lavere, omkring én femtopascal, som ingen jordisk pumpe nogensinde har nået: de bedste laboratorievakua er stadig tættere end rummet mellem stjernerne.

Strålingstrykket lander på lignende grund. Sollys mod en fuldstændig opsugende flade udøver i jordafstand omkring 4,5 mikropascal, og i de ydre planeters afstand falder det til nanopascal. Solsejl arbejder med disse tal, og derfor må de være vældige og lette for at samle en brugbar kraft.

Én nanopascal svarer til 0,000000001 pascal, 0,001 mikropascal, 1000 pikopascal eller omkring 0,000000000000145 pund pr. kvadrattomme.