| Reference | Døgn (d) | Mikrosekunder (µs) |
|---|---|---|
| A blink of an eye | 0.00000115741 d | 100000 µs |
| One heartbeat at rest | 0.00000960648 d | 830000 µs |
| Half of a football match | 0.03125 d | 2.7 × 109 µs |
| A full day | 1 d | 8.64 × 1010 µs |
Døgnet er en tidsenhed, der svarer til 24 timer eller 86 400 sekunder. Symbolet er d. Det er godkendt til brug sammen med SI uden at være en SI-enhed, og det er den eneste almindelige tidsenhed, der direkte svarer til en fysisk cyklus, mennesker kan iagttage uden instrumenter.
Der findes mere end én slags døgn, og forskellen har betydning i astronomien. Soldøgnet er tiden mellem to på hinanden følgende middage, når Solen vender tilbage til samme sted på himlen. Stjernedøgnet er den tid, Jorden bruger på én omdrejning i forhold til de fjerne stjerner, og det er kortere med omkring tre minutter og seksoghalvtreds sekunder. Forskellen skyldes, at Jorden samtidig bevæger sig langs sin bane og derfor må dreje lidt mere end en hel omgang for atter at føre Solen op i samme højde.
Soldøgnet er heller ikke konstant. Jordens bane er elliptisk og aksen hælder, så intervallet mellem middagene varierer gennem året med op til omkring tredive sekunder til hver side. Middelsoldøgnet udjævner dette, og tidsligningen beskriver forskellen, hvilket er grunden til, at et solur kan gå et kvarter foran eller bagefter et ur alt efter årstiden.
Det borgerlige døgn på nøjagtigt 86 400 sekunder er en aftale og ingen måling. Jordens rotation bremses gradvist af tidevandsfriktion mod Månen i et tempo, der forlænger døgnet med omkring to millisekunder pr. århundrede, og den varierer desuden uregelmæssigt med bevægelser i atmosfæren og i kernen. Siden 1972 er der indskudt skudsekunder for at holde urtiden inden for ét sekund fra soltiden, en praksis, der efter beslutning skal ophøre senest i 2035 til fordel for en større tilladt afvigelse.
Ud over tidsregningen ordner enheden alt periodisk i det almindelige liv: ansættelses- og lejekontrakter, renteberegning, doseringsplaner for lægemidler, vejrstatistik, skøn over forsendelse og levering samt hele kalendernes apparat. Biologien har sin egen udgave i døgnrytmen, en indre cyklus på næsten nøjagtigt fireogtyve timer, der fortsætter selv uden holdepunkter fra dagslyset.
Astronomien bruger juliansk dagnummer, en ubrudt optælling af døgn fra en fast epoke i år 4713 før vor tidsregning, netop fordi kalendere er uregelmæssige, og en simpel løbende sum er lettere at regne med.
Ét døgn svarer til 24 timer, 1440 minutter eller 86 400 sekunder.
Mikrosekundet er en tidsenhed, der svarer til en milliontedel sekund eller en tusindedel millisekund. Symbolet er µs, skrevet med det græske bogstav my, og formen us optræder, hvor det tegn er ubekvemt at taste.
Det ligger helt under tærsklen for menneskelig erfaring. Intet af det, et menneske gør eller sanser, foregår på denne skala, og enheden tilhører derfor udelukkende instrumenterne. Lyset tilbagelægger omkring trehundrede meter på ét mikrosekund, cirka længden af tre fodboldbaner, hvilket lægger et fast gulv for, hvor hurtigt et signal kan krydse et rum, et printkort eller et kontinent.
Satellitnavigation afhænger af, at det måles nøjagtigt. En modtager udregner sin position ud fra ankomsttiderne for signaler fra flere satellitter, og en fejl på ét mikrosekund i den tidsmåling giver en positionsfejl på omkring trehundrede meter. Derfor bærer satellitterne atomure, og derfor korrigerer systemet for relativistiske virkninger: urene i kredsløb går måleligt hurtigere end ure på jorden, med omkring otteogtredive mikrosekunder pr. døgn, og uden den korrektion ville navigationen drive kilometer af sted i løbet af timer.
Elektronikken arbejder bekvemt på denne skala. Koblingstiden i en effekttransistor, pulsbredden i radar, intervallet mellem samples ved hurtig dataopsamling og svartiden i en analog-digital-omsætter angives alle i mikrosekunder. En mikrocontroller på én megahertz fuldfører én instruktionscyklus pr. mikrosekund, hvilket gør enheden til den naturlige valuta for tidsstyring i indlejrede systemer.
Fysik og kemi bruger den til forløb, der er hurtige, men ikke ekstreme. Myoner dannet i den høje atmosfære har en middellevetid på omkring 2,2 mikrosekunder, og alene det, at de når jorden, er et direkte eksperimentelt belæg for tidsforlængelsen. Også visse fluorescensafklinger, gasfasereaktioner og stødbølgefænomener ligger i dette område.
Lydteknikken møder den ved digital sampling. Ved den gængse hastighed på 44 100 samples pr. sekund varer ét sample omkring 22,7 mikrosekunder, og den tidsflimren, der forringer omsætterens ydeevne, måles i brøkdele af det.
Ét mikrosekund svarer til 0,000001 sekunder, 0,001 millisekunder eller 1000 nanosekunder.