| Reference | Bar (bar) | Nanopascal (nPa) |
|---|---|---|
| Atmospheric pressure at sea level | 1.01325 bar | 1.01325 × 1014 nPa |
| Healthy blood pressure (120 mmHg) | 0.16 bar | 1.6 × 1013 nPa |
| A car tyre | 2.2 bar | 2.2 × 1014 nPa |
| A racing bicycle tyre | 6 bar | 6 × 1014 nPa |
Baren er en trykenhed på præcis 100 000 pascal, altså 100 kilopascal. Symbolet er bar. Den indgår ikke i Det Internationale Enhedssystem, men tolereres ved siden af det og bruges i hele den europæiske teknik, fordi den tilfældigvis ligger næsten præcis på det normale lufttryk: én atmosfære er 1,01325 bar.
Det sammentræf er hele grunden til dens succes. Et tryk angivet i bar læses som et næsten nøjagtigt antal atmosfærer, så seks bar i en trykluftledning betyder omkring seks gange trykket udenfor, en kendsgerning en ingeniør kan bruge uden regning. Navnet kommer af det græske ord for vægt, og enheden blev foreslået af den norske meteorolog Vilhelm Bjerknes omkring 1909.
Dykningen bruger den, fordi havet spiller med. Hver ti meter havvand lægger næsten præcis én bar til, så den, der dykker på tyve meter, er under tre bar absolut tryk, atmosfæren ovenover medregnet. Dekompressionstabeller, gasforbrug og flasketryk følger alle af den ene sammenhæng, og hele dykkerpraksis er lettere at lære fra sig i bar end i nogen anden enhed.
Hverdagens maskiner arbejder ved nogle få bar. Bildæk pumpes til mellem to og to en halv, værkstedets trykluft løber ved seks til otte, ledningsvand ankommer ved tre til seks, og en espressomaskine brygger ved ni, et tal så fastslået, at det står på maskinens forside. Armbåndsure bærer tæthedsangivelser i bar, hvor ti bar nominelt svarer til hundrede meters dybde.
Skellet mellem overtryk og absolut tryk betyder her mere end noget andet sted. En dæktrykmåler, der viser 2,2 bar, angiver 2,2 bar over den omgivende luft, så det absolutte tryk indeni er 3,2. Industrien skriver barg for overtryk og bara for absolut tryk, og at blande dem sammen er en hyppig fejlkilde i specifikationer og i sikkerhedsberegninger.
Standardiseringsorganer har i årtier frarådet baren til fordel for pascalen, uden større virkning. Kilopascalen er det sammenhængende alternativ og bruges i Canada, Australien og dele af Asien, men hundrede kilopascal læses mindre naturligt end én bar, og vanen har vist sig stærkere end anbefalingen.
Én bar svarer til 100 000 pascal, 100 kilopascal, 1000 millibar eller cirka 14,5 pund pr. kvadrattomme.
Nanopascalen er en trykenhed på en milliarddel pascal. Symbolet er nPa. Den markerer trykskalaens fjerne ende, det område hvor tanken om tryk som et skub mod en flade holder op med at gavne og bliver et udsagn om, hvor få partikler der er.
Enhedens tydeligste hjem er det ekstremt høje vakuum. Almindeligt laboratorievakuum når millipascal; ultrahøjvakuum, som overfladefysikken og partikelacceleratorernes strålerør bruger, når mikropascal. Under det ligger det ekstremt høje vakuum ved nanopascal og lavere, og at nå dertil kræver et tæt kammer, timers udbagning ved to hundrede grader for at drive gas ud af selve metallet, og pumper der fanger molekyler i stedet for at skubbe dem.
Ved sådanne tryk er et kammer ikke tomt. En nanopascal rummer stadig omkring en kvart million molekyler pr. kubikcentimeter, hvilket lyder umådelig meget, indtil man sammenligner med de femogtyve trillioner, der findes i samme rumfang stueluft. Det, der betyder noget, er ikke antallet, men den frie middelvejlængde: et molekyle rejser nu tusinder af kilometer, før det rammer et andet, og slår derfor mod væggene længe før det møder en nabo.
Netop det er pointen. Overfladevidenskaben har brug for en prøve, der bliver ren hele forsøget igennem, og ved almindeligt tryk dækkes en frisk flade af et lag vedhæftet gas på cirka et nanosekund. Ved én nanopascal bliver den samme flade ren i dagevis. Vakuummet er ikke til for at fjerne luft, men for at købe tid.
Rummet giver den naturlige sammenligning. Lav jordbane ligger omkring én mikropascal, endnu tæt nok til at atmosfæren bremser satellitter og til sidst trækker dem ned. Rummet mellem planeterne tælles i nanopascal. Rummet mellem stjernerne ligger langt lavere, omkring én femtopascal, som ingen jordisk pumpe nogensinde har nået: de bedste laboratorievakua er stadig tættere end rummet mellem stjernerne.
Strålingstrykket lander på lignende grund. Sollys mod en fuldstændig opsugende flade udøver i jordafstand omkring 4,5 mikropascal, og i de ydre planeters afstand falder det til nanopascal. Solsejl arbejder med disse tal, og derfor må de være vældige og lette for at samle en brugbar kraft.
Én nanopascal svarer til 0,000000001 pascal, 0,001 mikropascal, 1000 pikopascal eller omkring 0,000000000000145 pund pr. kvadrattomme.